Fortovscafen i Roms historiske jødiske ghetto er lutter idyl. En gavmild vintersol kaster sine lange formiddagsskygger hen over ghettoens hovedgade, Via del Portico d’Ottavia. Hist og her står folk og sludrer uforstyrret. Det er et af de få områder i Roms centrum uden generende biltrafik, og atmosfæren er helt igennem afslappet. Alligevel er det, som om der mangler noget.
”Før covid-19 var der sædvanligvis et sandt mylder af mennesker her i området. Nu er der ikke mange folk på gaden. Og hvis vi går tilbage til 1980’erne, var både Roms jødiske ghetto og området omkring Campo dei Fiori zoner, hvor almindelige romere boede. De var middel- og sågar underklasse, for boligpriserne var lave. Der var ikke særligt mange restauranter i forhold til i dag. Området var derimod fuld af butikker, der solgte dagligdags fornødenheder. Der var også mange små værksteder, hvor folk kunne få repareret alt mellem himmel og jord, og hvor priserne lå i et almindeligt leje. Set i bakspejlet var det nok i begyndelsen af 1990’erne, at byen begyndte at ændre sig. Altså til det værre. Roms kritiske tilstand i dag er ikke noget, der sådan er kommet fra den ene dag til den anden.”
Det er Amedeo Osti Guerrazzi, som fortæller om sin hjembys forvandling. Han er 53 år, historiker og forfatter til otte bøger om fascisme, jødeforfølgelse og Rom under tyskernes besættelse. Han har boet i byens hjerte, ved Torre Argentina, siden 1992 og har gennem næsten tre årtier været vidne til, hvordan Italiens hovedstad langsomt har skiftet ham.
”To af centrums historiske boghandlere tæt på, hvor jeg bor, Rinascita og Croce, er begge blevet lukket. I stedet er der de senere år åbnet et væld af de såkaldte bangla-købmandsbutikker. Bangla er romersk slang, fordi de drives af folk fra Bangladesh. Men de sælger ikke ting fra Bangladesh. De sælger mælk, vand, frugt og turist-tingeltangel som reproduktioner af Pantheon og af Venedigs gondoler. De er efterhånden overalt. Hertil kan du tælle fastfood-kæder og kebab-bistroer, som vel udelukkende henvender sig til turisterne. Og så er der også de mange bankfilialer, der har åbnet i centrum i de senere år. De kan heller ikke ligefrem betegnes som et poetisk element.”
Vi har lige fået en god kop italiensk espresso placeret foran os, og Amedeo Osti Guerrazzi fortsætter:
”Med pandemien er det nu åbenlyst for alle, at Roms centrum er mere eller mindre dødt. Men det er altså ikke kun på grund af corona. I mange år har det været svært at bo her i centrum. Huspriserne har nået et vanvittigt niveau. Denne himmelflugt startede i 1990’erne, fordi folk havde fået flere penge mellem hænderne og begyndte at købe boliger i centrum. Det har presset boligpriserne markant i vejret. Senere startede masseturismen ganske langsomt, blandt andet via lavprisflyselskaberne, der fløj folk til byen i tusindvis, og centrum har nærmest været totalt invaderet i de senere år.”
Hans fortælling om Roms centrum viser, hvor betragtelig en forskel der er mellem ”det rigtige Rom”, og det Rom, som sædvanligvis bliver beskrevet i livsstilsartikler og kulørte turistbrochurer.
”Priserne i Roms centrum er markant højere end ude i byens udkant. Det gælder også på dagligvarer. Og så er der støjen. Jeg har en følelse af konstant støj her i centrum: gademusikanter, ambulanceudrykninger, politibilernes sirener, når de kører forbi med politikere. Byen er beskidt. Kaotisk. Borgerservicen er generelt dårlig. Der er kun få skoler her i centrum og endnu færre vuggestuer, hvortil der er lange ventelister. Derfor vælger mange familier at flytte ud af byen eller ud i periferierne. Og så er der Bed&Breakfast-fænomenet, der vel for alvor startede for fire-fem år siden. Siden da har disse B&B-steder, særligt via Airbnb-portalen, totalt invaderet byen. Det har markant ændret det, som man vil kunne kalde for byens antropologiske sammensætning,” siger Amedeo Osti Guerrazzi.
Coronapandemien har gjort det krystalklart, at Rom nu er i samme situation som flere af Italiens mest eftertragtede turistbyer. Først og fremmest Firenze og Venedig, men til dels også Verona, Napoli og Milano. De er alle ramt af det, som man i italiensk presse kalder for disneyficazione . På dansk kunne man kalde fænomenet for tivolisering; altså at et område mest af alt lever til ære for og i kraft af turisterne. Denne masseturisme betyder samtidig, at de almindelige beboere vælger at vige pladsen og søge væk.
I en artikel om B&B-fænomenet i Rom skriver web-magasinet Huffington Post, at der i 2019 alene i trekantsområdet Trastevere-Monti-Colosseum var registreret hele 15.000 Airbnb-udlejeboliger. Tæller man hele Roms territorium med, kommer dette tal op på over 29.000, hvilket er markant højere i forhold til andre europæiske hovedstæder. Samtidig foretrækker mange romere ifølge Huffington Post at leje ud til turisterne i stedet for at have faste, italienske langtidslejere. Hvis de faste lejere ikke betaler husleje, skal man typisk gennem årelange retssager, mens de turister, der blot tager ophold i få dage, sjældent skaber problemer.
”Mange har forladt Roms høje priser og kaos for at bo uden for byen. I stedet har de omdannet deres boliger i centrum til en Airbnb-lejlighed. Og stort set ingen betaler skat af det, de tjener. Men der er problemer nu. En af mine venner er bankansat. Han fortæller, at banken i denne periode næsten dagligt har samtaler med folk, der ikke kan betale deres lån, fordi turisterne ikke længere kommer til Rom på grund af pandemien,” forklarer Amedeo Osti Guerrazzi.
Masseturismen har gennem de senere år lagt sig som et tykt trykkende tæppe hen over Roms centrum. I 2018 registrerede Italiens statistiske kontor, Istat, et rekordstort antal turister i hovedstaden, i alt 28 millioner. Det har gennem tiden fået et stadigt større antal romere til at flytte ud af byen. I 1951 boede 370.000 personer i Roms historiske centrum. I dag er dette tal på blot 80.000, og gennem de senere 15 år er det historiske centrums indbyggertal faldet med cirka 1500 personer om året.
Med pandemien og det slående fravær af turister fremstår byens centrum således i dag som næsten totalt livløst. Dog ikke kun på grund af turisternes fravær. Tusindvis af embedsmænd og kontorfolk, der tidligere arbejdede i centrum, og som strømmede ud i gaderne omkring frokosttid for at spise, arbejder nu hjemmefra for at undgå smittefaren. Særligt om eftermiddagen fremstår byens gader og piazzaer som affolkede, og ofte kan man høre lyden fra blot ét par hæle, der går gennem de tomme gader.
Butikker og hoteller, der er bukket under for coronakrisen, har sat brunt papir i vinduerne, og ved indgangen til mange forretninger står de ansatte med en kedsommelig attitude og venter på kunder. Kun 20 procent af hotellerne i centrum er genåbnet efter sommerferien. I visse gader har hver fjerde almindelige forretning drejet nøglen om. Det er først, når man kommer uden for det historiske centrum, ud i periferien, ud i forstæderne, at man igen kan mærke liv. For her bor romerne.
Amedeo Osti Guerrazzi er dog blevet og deler faktisk ikke bekymringen om byens normalt store turistindryk. Han efterlyser derimod kvalitet i det, som Rom tilbyder de tilrejsende turister.
”Tag nu en attraktion som Colosseum. Med mere end syv millioner besøgende årligt er det Italiens og en af verdens største attraktioner. Men besøgsorganisationen omkring Colosseum er nærmest pinlig. Megalange køer. Falske gladiatorer, der næsten slås om at lade sig fotografere af turisterne mod betaling. Der er ikke noget turist- og besøgscenter. Ikke noget organiseret salg af souvenirs. Der er ikke lavet nogen hjemmeside med for eksempel virtual reality, som mange andre museer efterhånden har. Og området omkring Colosseum er mest af alt kendetegnet ved forfald, tiggende sigøjnere og hjemløse. En lignende situation ses ved mange andre attraktioner,” påpeger han.
Gennem årene har historikeren ofte været i Tyskland for at forelæse og således haft mulighed for at lave sammenligninger mellem Berlin og Rom.
”Berlin er skam en fascinerende by. Men hvis du tager en attraktion som Checkpoint Charlie, så er det reelt ikke meget andet end et vejkryds! Misforstå mig ikke; selvfølgelig er stedet fascinerende, for det handler jo om byens deling og konsekvenserne af Anden Verdenskrig, som jeg har beskæftiget mig meget med. Men taler vi om antikken og kulturskatte, så har Berlin jo kun en brøkdel af det, som Rom kan tilbyde sin turister. Alligevel har Berlin masser af turister, for tyskerne har været dygtige til at skabe en kulturel identitet omkring Anden Verdenskrigs begivenheder. Langt dygtigere end Italien. Mussolinis diktatur varede fra 1930 til 1943. 13 år, der er gået over i historien, og som til en vis grad stadig præger Italien den dag i dag. Mussolini boede 10 år i Palazzo Venezia i Roms centrum. Hvorfor har Rom ikke lavet et museum, der beretter om den periode? Der findes masser af materiale om de 13 år. I tusindvis af filmklip, officielle dokumenter, fotos, vidneudsagn, bøger,” forklarer Amedeo Osti Guerrazzi engageret.
Spørgsmålet er så, om man kan forvente, at Rom og især byens centrum vil udvikle sig i en positiv retning, når pandemien engang er overstået.
”Hvis noget skal ændre sig i denne by, så kræver det en politisk klasse og en fremtidig borgmester med visioner og en klar idé. Først og fremmest visioner. Men det er svært at tro på. Mange af byens problemer har været diskuteret i årevis, ja i årtier. Roms politiske klasse er først og fremmest karakteriseret ved ligegyldighed. Der mangler både initiativ og mod. Hvad angår turisme, så har Rom jo altid hvilet på laurbærrene. Det virker mest af alt, som om ingen hverken gider eller tør tage nye initiativer. Som det hedder: ’Turisterne kommer jo alligevel.’ Vi har stadig Colosseum og Vatikanet og Vatikanmuseerne, og restauranterne vil stadig blive ved med at udstikke deres billige turistmenuer. Det, vi mangler, er en handlekraftig stemme, der siger: ’Vi har en masse interessante steder, men vi skal udnytte dem bedre. Vi skal organisere dem, så de bliver endnu mere interessante at besøge’. Jeg er ked af at sige det, men det tror jeg desværre ikke, at vi vil komme til at se.”
Selvom han langtfra er optimistisk på sin bys vegne, erklærer Amedeo Osti Guerrazzi, at han og familien ikke har planer om at flytte, hverken væk fra Rom eller fra byens centrum.
”Vi har mange venner, der bor i centrum, og det er nemt at mødes. Hvis jeg og min kone besluttede os for at udleje vores lejlighed her i centrum, ville vi kunne leje et hus uden for Rom for de samme penge. Men selv med de mange problemer, som byen har, er Roms centrum jo storslået. Når først du er blevet vant til at bo midt i al den skønhed og historie, så er det ikke nemt at vælge det fra,” siger han.