Der bliver et før og et efter. Denne diffuse følelse af, at verden er trådt ind i en ny epoke og aldrig bliver helt den samme igen, er fulgt i kølvandet på coronakrisen og har spredt sig i takt med, at befolkningerne er blevet indhentet af smittefare og dødsfald, karantæne og social distancering.
Præcist hvilke og hvor store forandringer, pandemien vil udløse, vil først vise sig, når den nuværende tsunamibølge trækker sig tilbage. Men hvad nu, hvis dette er fremtiden? Hvad nu, hvis krisen åbner døren til en fremtid, hvor forskellige kombinationer af sundheds-, klima- og miljøkriser vil sætte vore samfund under et mere eller mindre permanent økonomisk og socialt pres?
En af dem, der stiller dette spørgsmål, er forskeren Peter Daszak fra center for infektion og immunitet ved det amerikanske Columbia University i New York.
”Mens verden kæmper mod covid-19, risikerer vi at overse det store billede, nemlig at pandemier er et voksende fænomen, og at vi skal inddæmme det, der favoriserer dem, og ikke kun bekæmpe den enkelte epidemi,” skriver han i The New York Times.
Forskerne interesserer sig i stigende grad for, hvordan global opvarmning kan favorisere virus og udbrede smitsomme tropiske sygdomme til regioner, hvor de ikke fandtes før. Epidemier vil i det hele taget spille sammen med miljø- og klimakriser i fremtiden, lyder budskabet fra Verdenssundhedsorganisationenen, WHO.
Også det verdensøkonomiske forum, WEF, udpeger i sin risikorapport 2020 de menneskeskabte miljøødelæggelser og klimaforandringer som de største trusler mod verdensøkonomien.
En anden rapport om globale trusler, Global Risks Perceptions Initiative, der er baseret på en FN-rundspørge blandt 222 forskere i 52 lande, ser smittefarlige sygdomme, klimaforandringer og medfølgende social ustabilitet som brikker i et samlet puslespil af fremtidens trusselsbillede.
Gregers Andersen, der forsker i miljøhumaniora ved Stockholm Universitet, mener, at verden med coronavirus oplever en af første store kollektive begivenheder i en ny geologisk periode.
”Coronapandemien kan ses som et resultat af antropocæn, det vil sige den geologiske periode, som ifølge mange geologer har erstattet holocæn og markerer det tidspunkt, hvor mennesket er blevet den væsentligste geofysiske kraft på Jorden. Krisen er potentielt en af de første store globale økologiske kriser og et resultat af vores voksende aftryk på verdenssystemet,” siger Gregers Andersen.
Coronakrisen, der har afsløret vore samfunds sårbarhed, kan dermed levere vigtig viden om, hvordan et mere modstandsdygtigt samfund over for sundheds-, men også miljø- og klimakriser vil kunne se ud.
Anders Blok, der forsker i klimatrusler og risikosamfund ved Københavns Universitet, betragter coronakrisen som en potentiel øjenåbner for, hvilke omstillingsprocesser vore samfund står overfor.
”Det er ikke noget nyt, at fremtidens samfund vil være kriseramte samfund under pres. Vi opdager det bare først for alvor nu. Coronakrisen kan blive en prisme for fortolkningen af igangværende og kommende udfordringer. Lige nu står vi midt i malstrømmen. Men når krisen klinger af, er vi nødt til at tage en debat om, hvordan vi gør vores samfund mindre sårbart og vores levevis mere bæredygtig,” mener Anders Blok.
Det samme budskab lyder fra Stefan Gaarsmand Jacobsen, der forsker i klimapolitik ved Roskilde Universitet.
”Vi ved fra FN’s Internationale Klimapanel, IPCC, at frekvensen af disruptive klimabegivenheder vil blive større. Selvfølgelig er der åbenbare forskelle til pandemien. En epidemi kan ramme os pludseligt med fuld styrke, og den koster liv her og nu, som klart tilskrives sygdommen. Vi har herhjemme vist parathed til at bære økonomiske ofre, så vi kan beskytte de medborgere, der er i fare. Klimakriser kom-mer derimod langsomt med meget komplekse former for risici, og vi har især set tilpasning som beskyttelse af kystlinjer og infrastruktur, ikke af menneskeliv. Spørgsmålet er, om vi vil være lige så solidariske med ofrene for en langstrakt klimakrise,” siger Stefan Gaarsmand Jacobsen.