Hidenori Ukai er en bekymret ung mand. Han har arvet hvervet som ledende præst ved det buddhistiske Shogakuji-tempel i den gamle kejserby Kyoto fra sin far. Indtil for nylig har han samtidig arbejdet som erhvervsjournalist og dækket japanske templers økonomiske genvordigheder.
Færre og færre templer har indtjening nok til at lønne en fuldtidspræst, og det bekymrer Hidenori Ukai, der i 2015 udgav den omdiskuterede bog ”Templer, der forsvinder”. Og tendensen til, at templer forsvinder, er blevet endnu mere alvorlig under coronapandemien, fortæller han.
”Coronarestriktionerne i samfundet har betydet, at familier er begyndt at vælge endnu mindre begravelser for endnu færre deltagere i endnu kortere tid,” siger Hi-denori Ukai.
Forenklinger af de buddhistiske tjenester og bestræbelser på at undgå store forsamlinger har betydet, at templernes samlede indkomst er faldet til rundt regnet det halve af, hvad den var for fem år siden.
I årevis er der blevet færre og færre buddhistiske templer i Japan, og mange af de mindre templer rundt omkring, både på landet og i byerne, har lige så længe haft alvorlige økonomiske problemer. Udviklingen skyldes primært affolkningen af mange landsbyer ude i bjergene, men den er samtidig blevet forstærket under coronakrisen.
Japan har i dag 77.000 templer, og 60.000 af dem har en præst, der bor ved templet og ofte vil have arvet præstehvervet fra sin far. Hidenori Ukai spår, at halvdelen af disse templer vil være nødt til at lukke i løbet af de kommende årtier på grund af skrantende økonomi og mangel på arvtagere.
Traditionelt har templerne haft en fast indtægt som Japans uofficielle begravelsesindustri og forvalter af gravpladserne, der typisk er placeret ved templerne. De store årgange fra babyboomet efter Anden Verdenskrig er nu i slutningen af livet, og Japan har i disse år flere og flere dødsfald for hvert år, der går.
Man skulle derfor tro, at efterspørgslen ville stige, og at indtægterne ved templernes begravelsesforretning derved ville øges. Men udviklingen opvejes af tendensen til, at flere og flere vælger såkaldte endags-begravelser eller helt dropper at holde ceremonier ved dødsfald i familien.
Traditionelt har man i de fleste japanske familier holdt en mindeceremoni den ene dag med familie, venner, naboer og kolleger samlet i templet, hvor hyrede buddhistiske præster har messet sutraer, religiøse tekster, mens op til 100 deltagere sammen har mindet den afdøde. Alle har givet en donation til præsterne. Næste morgen er de fleste mødtes igen til selve kremeringen og begravelsen.
Men nu bliver det hele slået sammen, så det kan nås på en dag, man inviterer kun den nærmeste familie, måske 20-30 personer, og i nogle familier vælger man ligefrem en såkaldt ”postordrebegravelse”, hvor man blot lader templet eller et privat firma stå for papirarbejdet og ellers markerer sin sorg ved en privat sammenkomst hjemme i familien.
Nogle får sendt asken til familiegravstedet med et transportfirma – uden ceremoni og uden selv at være til stede. Og i mange familier er der bitter strid om, hvem der skal betale templerne for at vedligeholde de traditionelle familiegravsteder.
Disse tendenser er blevet forstærket under pandemien, fortæller Hidenori Ukai, som især er kritisk over for de præstekolleger, der simpelthen har lukket deres templer midlertidigt af frygt for selv at blive smittet.
”Det svarer til, at templet begår selvmord,” siger han.
Mange templer er under krisen begyndt at tilbyde online-tjenester og internet-begravelser, samt tilbyde at folk kan donere penge over internettet og derved undgå kontanter. Det har været fornuftigt på kort sigt som en ”hurtig løsning”, mener Hi-denori Ukai, men han venter, at denne tendens vil fortsætte efter coronakrisen. Og det er ikke entydigt godt, for ”ansigt til ansigt-samspillet er helt afgørende ved en religiøs tjeneste”, siger han.
Samtidig forudser præsten, at øget digitalisering vil forstærke uligheden mellem moderne templer, der formår at indføre den slags tilbud, og de mere gammeldags templer, som ikke er i stand til dette.
På længere sigt er den største trussel mod mange templers overlevelse, at det er så vanskeligt at finde arvtagere til de nuværende præster. Mange gange er der ingen arvtagere i familien.
De yngre årgange er mindre, og der er mange andre muligheder for dem i samfundet. Der er godt nok en tendens til, at flere og flere bliver præster efter at være blevet pensioneret fra andre job på arbejdsmarkedet, men det er i sagens natur ikke nogen langsigtet løsning for de pågældende templer.
Templerne har en relativt sikker økonomisk basis i lokalsamfundet ved, at de alle sammen har en danka, en organiseret menighed, knyttet til det specifikke tempel, som betaler medlemskontingent, og som under en krise som coronapandemien ofte er villig til at betale mere end normalt. På den front står de uformelt organiserede shintoistiske helligdomme rundt omkring i Japan endnu svagere end templerne, vurderer Hidenori Ukai, fordi de hverken har en danka eller har den faste indkomst fra begravelser og gravpladser, de buddhistiske templer trods alt har.
Hverken templer eller helligdomme skal forvente, at staten hjælper dem. Religion og stat er totalt adskilt ifølge den japanske forfatning.