FN’s generalsekretær, António Guterres, har ikke lagt skjul på sin skuffelse over verdenssamfundets manglende evne til at arbejde sammen om kampen mod coronapandemien.
”Jeg er chokeret, men ikke overrasket,” sagde han i fredags i et interview med den britiske tv-station BBC.
Selvom han ikke satte navn på, var hans bemærkninger primært rettet mod Kina og USA, der strides om skyld og ansvar under pandemien.
Men coronakrisen udfordrer i høj grad også den internationale solidaritet, hvilket er blevet udstillet af EU’s problemer med at finde en måde at hjælpe de hårdest ramte medlemslande på. Det skaber frygt for, at udviklingslande kommer længere tilbage i køen. Allerede nu kommer internationale organisationer på stribe med advarsler om, hvordan de fattigste udviklingslande vil blive hægtet yderligere af økonomisk.
Det Europæiske Center for Udviklingspolitisk Forvaltning, ECDPM, arbejder med bæredygtig udvikling mellem Europa og Afrika. Her ser ledende politisk rådgiver Alexei Jones med bekymring på viljen til international solidaritet.
”Vi oplever en tendens til at se mere nationalt på tingene og ikke på solidariteten, og det er en tendens på globalt niveau,” siger han.
Han frygter, at det vil tage tid, før mange lande er klar til at løfte internationale forpligtigelser.
”Når krisen er overstået, vil prioriteten i de rige lande være at få økonomien tilbage på sporet, og så risikerer vi, at udviklingsbudgettet bliver beskåret. Det så vi også efter krisen i 2008. Der er en række lande, der har nået de 0,7 procent af bruttonationalproduktet til udviklingshjælp. Målet vil stadig være der, men vi er bekymrede for, at mange lande nu ikke vil føle samme forpligtigelse. Og selv hvis de gør, så er det ikke nok til at oprette skaderne på økonomien i de hårdest ramte udviklingslande,” fastslår Alexei Jones.
Ifølge et notat fra Verdensbanken er udsigterne ikke gode for verdens fattige.
”Prognoserne viser, at covid-19 sandsynligvis vil forårsage den første stigning i den globale fattigdom siden 1998, hvor den asiatiske finansielle krise ramte,” forudser økonomerne fra verdensbanken.
Konsekvensen er, at den andel af verdens befolkning, der lever for mindre end 1,9 dollar om dagen – svarende til 13 kroner – forventes at vokse fra 8,2 procent i 2019 til 8,6 procent i år. Før krisen var forventningen et yderligere fald til 7,8 procent.
Ganske vist er der internationale penge på vej – herunder to milliarder dollar fra FN, og den internationale valutafond IMF har afsat en milliard dollar. Men pengene fra valutafonden er reelt ubrugelige, mener økonomen David Lubin fra programmet for global økonomi og finanser i den udenrigspolitiske tænketank Chatham House i London. Det hænger sammen med de strenge vilkår, der følger med lån.
”Lande er ramt, ikke fordi de har kastet sig ud i et uansvarligt forbrug, som har ført til mangel på udenlandsk valuta, men på grund af en virus, som de ikke har kontrol over. Det vil nærmest være grotesk for valutafonden at bede lande om at skære ned i forbruget i en tid, hvor, om noget, øget forbrug er nødvendigt for at forhindre folk i at dø eller blive fanget i en fælde af permanent arbejdsløshed,” skriver David Lubin i en kommentar.
I takt med at coronakrisen er taget til i Vesten, er det blandt andet jagten på respiratorer, som har været i fokus. Og her har det købestærke Vesten tromlet hen over de mere fattige lande. Et land som Storbritannien har eksempelvis udover indkøb sat gang i produktionen af 10.000 nye respiratorer.
Til sammenligning fremhæver Laura Kyrke-Smith, direktør i den britiske afdeling af den humanitære hjælpeorganisation International Rescue Committee, IRC, at der er fire respiratorer i Sydsudan, i det nordøstlige Syrien er det 11, og Sierra Leone har 13. IRC anslår, at mellem 1,7 og 3,2 millioner mennesker vil dø i 34 lande, som er ramt af konflikt og ustabilitet.
”Det står klart, at dette er en global krise, og indtil alle er trygge, er ingen trygge, hvilket gør det endnu mere vigtigt, at mere velstående lande giver deres støtte til at bekæmpe dette udbrud. De må indse, at de må investere i at styrke regeringer og sundhedssystemerne i sårbare lande på lang sigt eller se, at skellet mellem rige og fattige lande bliver endnu større,” siger Laura Kyrke-Smith.
Hun håber, at viljen til at bidrage til udviklingsarbejde vil være stærkere end coronakrisen.
”Der vil altid være nogle på sidelinjen, som mener, at velgørenhed begynder hjemme, men i takt med at covid-19 begynder at påvirke fattige og skrøbelige lande, vil det forhåbentlig også stå mere klart end nogensinde, hvor vigtigt globalt samarbejde er,” siger hun.
”Lande som Danmark og Storbritannien har konstant forbeholdt de 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst til internationale udviklingsprojekter, mens andre lande som Frankrig har forpligtiget sig til at forhøje deres udviklingsbudget markant,” fremhæver Laura Kyrke-Smith.