Året er 1985. Vi befinder os i det kommunistiske Ungarn, og den 30-årige biokemiker Katalin Karikó overvejer situationen. Hun er blevet afskediget fra universitetet i Szeged efter en sparerunde og har i månedsvis sendt uopfordrede jobansøgninger rundt til universiteter i Europa og et enkelt i USA. Kun få af ansøgningerne får hun svar på. Afvist. Nej tak. Desværre ikke i øjeblikket.
En efterårsdag ligger der et brev fra Philadelphia i postkassen. Det er fra byens beskedne Temple University, som gerne vil tilbyde hende en stilling. Men der er langt fra Ungarn til USA, når man har en toårig datter, en mand, der ikke taler engelsk, og et liv bag jerntæppets stramme greb. Alligevel takker Katalin Karikó ja.
”Det var simpelthen min eneste chance. Ellers ville jeg med garanti være endt som en eller anden middelmådig forsker på et universitet i Ungarn,” fortæller hun på en videoforbindelse fra hjemmet i Rydal ved Philadelphia.
I dag hyldes Katalin Karikó for at stå bag den videnskabelige forskning, som ligger til grund for mRNA-vaccinerne fra Pfizer og Moderna. Uden hende havde disse coronavacciner slet ikke eksisteret, og lyset for enden af pandemiens tunnel havde været sværere at skimte. I dag er Karikó som ”coronavaccinernes moder” i spil til en Nobelpris.
For en ungarer med udlængsel var det ikke ligetil at forlade sin hjemstavn i de kommunistiske 1980’ere. Heller ikke selvom det var blød gullaschkommunisme. For eksempel måtte man ikke være i besiddelse af udenlandsk valuta – og da slet ikke flytte penge ud af landet. Så for at skaffe penge nok til den første måned i Amerika solgte hun familiens brugte Lada. I skjul vekslede hun de ungarske forinter til amerikanske dollars med hjælp fra nogle arabiske medicinstuderende i Szeged. Det blev til 900 dollars, og dem syede hun ind i sin datters teddybjørn for ikke at blive opdaget på familiens rejse fra Budapest til Philadelphia.
Missionen lykkedes. Nu var det amerikanske eventyr skudt i gang, men der skulle alligevel gå yderligere 35 år, før Katalin Karikó opnåede anerkendelse for sin banebrydende forskning.
Hendes historie er en bestseller værdig. Det er fortællingen om den evige modstand, om utallige afslag og om viljen til aldrig at give op. Troen på, at det vil lykkes til sidst. Og ikke mindst gevinsten ved, at videnskabens dygtigste gravere kan samarbejde og stå på skuldrene af hinandens viden.
Flere bogforlag har allerede henvendt sig, og i dag er det hende, der må takke nej til de fleste interviews.
”Hele verden vil tale med mig, lige fra The New York Times til de ungarske lokalaviser, men jeg siger nej til 9 ud af 10 forespørgsler,” siger hun.
Katalin Karikó blev født i 1955 – året før den ungarske opstand. Hun voksede op under trange kår i provinsbyen Kisújszállás, midt ude på den store puszta-slette. Hendes far var slagter i byen.
”Jeg elskede at se ham arbejde og observerede gladelig alverdens indvolde og dyrehjerter. Det var nok dér i baglokalet på hans slagterbutik, at min fascination for videnskab opstod,” funderer hun.
I skolen havde hun nemt ved de naturvidenskabelige fag, og i en alder af 23 år begyndte hun sin karriere som forsker i biologi på universitetet i Szeged. Tilfældigvis kom hun til at beskæftige sig med mRNA, som var blevet opdaget i 1961, men ikke havde fået megen opmærksomhed siden. I korte træk er mRNA en messenger -afgrening af RNA, som sammen med dna og proteiner udgør de tre store biologiske makromolekyler, der er afgørende for alle former for liv. Mange vendte mRNA ryggen, når de hørte om det. Men ikke Katalin Karikó.
”Jeg kunne slet ikke slippe det igen. Jeg forestillede mig alle de sygdomme, jeg kunne behandle i fremtiden,” siger hun.
Det ungarske universitet havde ikke samme vision, og da ressourcerne var knappe, blev Katalin Karikó fyret.
Efter ankomsten til USA i 1985 opstod der nye problemer. I det årti fokuserede store dele af det videnskabelige samfund på dna, ikke RNA. Der blev investeret milliarder i The Human Genome Project, som skulle kortlægge hele den menneskelige arvemasse.
Når Katalin Karikó sommetider fik lejlighed til det, indskød hun, at de fleste sygdomme, vi lider af, faktisk skyldes smerter og skader – og altså ikke arvelige sygdomme. Der blev ikke lyttet til hende.
”De fleste sygdomme kræver ikke løsninger, der permanent ændrer vores genetik. Af den grund kan mRNA være perfekt til den slags behandling. Men folk var som besatte af genterapi, og det satte mRNA over i skyggen,” fortæller Katalin Karikó.
Dna havde stjålet rampelyset. Og den uheldige timing blev begyndelsen på et årelangt akademisk mareridt for den ungarske udvandrer i Philadelphia.
Først fik både hun og hendes mand problemer med deres visum, og Katalin Karikó måtte tage et job på et militæruniversitet længere sydpå, hvor hun i ni måneder overnattede i en sovepose i hjørnet af laboratoriet. Da hun vendte tilbage til Philadelphia, fik hun en stilling på UPenn, et af USA’s mest anerkendte universiteter. Fra sin hjemmevante plads foran mikroskopet fik hun forsket sig forbi forhindringerne, også selvom RNA-terapi på det tidspunkt – i starten af 1990’erne – blev kritiseret for at kunne fremkalde stærke inflammatoriske reaktioner.
I 1994 kom en gruppe investorer fra New York på besøg for at undersøge mulighederne for at kommercialisere hendes forskning i mRNA. Investorerne sagde, at de ville finansiere og etablere et projekt, hvilket gjorde hende håbefuld. Men Katalin Karikó hørte aldrig fra dem igen.
”En anden gang udlovede medicinalvirksomheden Merck seks stipendier a 10.000 dollars. De fik syv ansøgninger. Du kan sikkert gætte, hvem der lå nederst i bunken. Sådan var det altid,” fortæller Katalin Karikó om de mange afslag.
”Jeg var nok en god forsker, men nogen god sælger var jeg ikke.”
Hun oplevede også sexisme, når kolleger gang på gang spurgte efter hendes overordnede, selvom hun havde sit eget laboratorium og var sin egen chef.
På UPenn var hun i 1995 på vej til at få et fuldt professorat, men blev i stedet degraderet på grund af den manglende finansiering og interesse for hendes felt. Oven i det hele fik hun konstateret en ondartet kræftsvulst i halsen, som hun måtte i behandling for.
”I den slags situationer plejer folk at sige farvel og tak til det hele. Men jeg overbeviste mig selv om, at jeg jo bare måtte lave bedre eksperimenter. Tilbage til laboratoriet. Udefra virkede det måske skørt, at jeg kæmpede videre, men jeg var altid glad i laboratoriet,” siger Katalin Karikó.
En dag i 1997 mødte hun en mand ved navn Drew Weissman. De to mødtes tilfældigt ved kopimaskinen på UPenn, og det blev starten på noget stort. Weissman var immunolog og arbejdede på en hiv-vaccine, fortalte han. Katalin Karikó pralede med, at hun kunne lave RNA.
”Før jeg mødte Drew, havde jeg aldrig skænket vacciner en tanke,” fortæller hun.
De klikkede godt sammen i laboratoriet. Også selvom de på en måde var et ulige par. Karikó var blandt de lavestlønnede på fakultetet, og hun var indtil videre ikke lykkedes med at få mRNA til at levere proteiner, som kunne behandle og beskytte mod sygdomme. På laboratoriet døde hendes forsøgsdyr af betændelse.
Omvendt var Weissman allerede en stjerne på den akademiske himmel. Han havde i årevis arbejdet sammen med dr. Anthony Fauci, USA’s ledende ekspert i infektionssygdomme og senere præsidentrådgiver under coronapandemien.
Kombinationen af Karikós og Weissmans viden om immunforsvaret skulle vise sig at blive en gave for videnskaben – og for menneskeheden. Bare ikke lige med det samme.
I 2005 publicerede duoen en afhandling, hvori de beskrev en modificeret form for mRNA, som ikke kan nedkæmpes af immunforsvaret. Gennembruddet skyldtes, at de havde ændret et enkelt bogstav i den genetiske sekvens af RNA. Forsøgsdyrene overlevede. Karikó og Weissman havde banet vejen for en mRNA-vaccine.
”Jeg vidste godt, at det var stort, og jeg regnede med, at alle tidsskrifter og medicinalfirmaer ville kime os ned. Men vi hørte ingenting,” fortæller Katalin Karikó.
”Til sidst begyndte jeg at frygte, at jeg ville nå at dø, før vores idé nogensinde ville nå ud i verden.”
De fortsatte arbejdet i laboratoriet, og efter fem års stilhed skete der endelig noget. I 2010 opdagede stamcellebiologen Derrick Rossi forskerparrets afhandling og begyndte at dykke ned i deres resultater. Han var ovenud begejstret over sit fund.
Allerede samme år grundlagde Derrick Rossi virksomheden Moderna – navnet er et akronym for ’modificeret RNA’, ModeRNA. På snedig vis skaffede Moderna sig rettighederne til forskerduoens patenter.
Hverken Karikó eller Weissman bliver rige af aftalen, for som universitetsansatte er det formelt UPenn, der ejer licensen og sælger den videre for blot 300.000 dollars. Men det bliver et wakeupcall for den dengang 55-årige ungarer.
”Rossi var altid rar at henvise til vores forskning. Uden ham var der muligvis aldrig sket noget. Samtidig indså jeg, at det var tid til at forlade universitetsverdenen til fordel for et job i medicinalindustrien,” siger hun.
I 2013 besluttede Katalin Karikó at forlade familien i Philadelphia for at rejse til Tyskland. Hun var kommet i kontakt med den dengang ukendte biotech-startup Biontech, stiftet af et tysk ægtepar med tyrkiske rødder.
På UPenn takkede ledelsen Karikó for mange års tro tjeneste, men fnyste samtidig over, at det obskure tyske firma end ikke havde nogen hjemmeside. Men direktøren Ugur Sahin ville gerne hyre hende, og hun syntes straks godt om folkene bag den nystartede medicinalvirksomhed.
”Ugur er en ukompliceret mand. Min far var slagter, Ugurs far var fabriksarbejder,” siger hun om den nu verdensberømte grundlægger af Biontech, som i januar 2020 forudså pandemiens omfang og igangsatte arbejdet med at lynudvikle en coronavaccine bygget på mRNA-teknologien.
”I lang tid arbejdede vi dag og nat på at forfine vores metoder. Senere stod jeg også for præsentationen, da samarbejdet med Pfizer begyndte,” fortæller Katalin Karikó.
I mellemtiden var hun rejst tilbage til hjemmet i USA, hvorfra hun i dag er tilknyttet den tyske virksomhed som senior vicepresident.
Den 18. december 2020 fik Katalin Karikó et stik i armen med den vaccine imod covid-19, som hun selv har lagt fundamentet til. Siden da har flere førende forskere – heriblandt også Moderna-stifteren Derrick Rossi – udråbt hende som den oplagte modtager af Nobelprisen i kemi.
Selv den ansete biolog Kenneth Chien fra Karolinska Instituttet har markeret sig.
”Alle mRNA-firmaer, Moderna ikke undtaget, eksisterer kun takket være Karikós og Weissmans originale forskning. Uden deres opdagelser ville RNA-vacciner ikke være så avancerede, at de kan imødegå denne pandemi,” sagde han for nylig til den spanske avis El País.
Indtil sin død for to år siden fulgte Katalin Karikós mor ivrigt med i, hvem der fik tildelt årets Nobelpriser. Moderen forventede hvert eneste år – helt fra den spæde start på Szeged-universitetet – at nu måtte det da være datterens tur.
”Jeg svarede hende altid: ’Men mor, jeg kan jo ikke engang få et forskningslegat!’ Det ville hun ikke høre tale om. ’Jamen, Kati, du arbejder jo så hårdt’,” genfortæller Katalin Karikó og uddyber så:
”Skal jeg være helt ærlig? Jeg tænker ikke på at vinde priser. I 40 år har jeg arbejdet uden at få nogen form for støtte, og det bliver man ydmyg af. Jeg har aldrig tænkt på alle de forskningsmidler, jeg ikke har fået. Den filosofi har gjort mig i stand til at holde ud så længe og stadig være i godt humør,” siger hun med et smil.
”Den vigtigste pris lige nu er at få standset pandemien med vores vaccine.”