Prøv avisen

Coronavirus viser globaliseringens sårbarhed

Tanken om isolation og adskillelse af syge fra raske er stadig det centrale princip, når man forsøger at bekæmpe en epidemi. Det gælder også udbruddet af coronavirus, selvom isolation er langt vanskeligere at praktisere i en global verden, hvor rejsende ikke skal banke på byporten for at blive lukket ind eller have tilladelse til at ankre op i havnen. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters/Ritzau Scanpix

Ikke blot den kinesiske millionby Wuhan, men hele Kina bliver i stigende grad isoleret fra den øvrige del af verden i et forsøg på at standse spredningen af coronavirusset. I går sluttede SAS sig til den lange række af flyselskaber, der har indstillet flyvninger til Kina

Det var en rejse til Italien og de italienske bystaters isolering af smittefarlige rejsende, der for mere end 300 år siden inspirerede kong Frederik IV til at oprette en karantænestation på øen Saltholm i Øresund. Her blev smittede sendt ud under pesten i 1709-1711, og alle udlændinge, der ønskede at besøge København, skulle opholde sig 40 dage på øen først.

Tanken om isolation og adskillelse af syge fra raske er stadig det centrale princip, når man forsøger at bekæmpe en epidemi. Det gælder også udbruddet af coronavirus, selvom isolation er langt vanskeligere at praktisere i en global verden, hvor rejsende ikke skal banke på byporten for at blive lukket ind eller have tilladelse til at ankre op i havnen.

”Indkapsling er den klassiske måde at bryde overførslen af smitte. Firkantet sagt gælder det om at forhindre mennesker i at møde hinanden. Man er nødt til at isolere de syge og holde de raske væk,” siger Christian Wejse, speciallæge i infektionsmedicin og lektor ved Center for Global Sundhed ved Aarhus Universitet.

I begyndelsen ramte isolationen først og fremmest borgerne i millionbyen Wuhan, hvor virusset blev konstateret første gang. Her forsøgte (og forsøger) de kinesiske myndigheder at lægge en jernring om byen ved at standse al transport ud og ind, lukke arbejdspladser og bede folk om at holde sig hjemme. Men det viste sig hurtigt ikke at være tilstrækkeligt i en global verden. I takt med, at flere og flere smittede personer dukker op uden for Kinas grænser, prøver en række lande derfor at afskære eller minimere deres kontakt med Kina.

Nationale myndigheder fraråder deres borgere at rejse til Kina, og mange internationale flyselskaber har midlertidigt standset deres flyvninger til og fra Kina. Blandt andet skandinaviske SAS, der i går oplyste, at man suspenderer flyvninger til og fra Beijing og Shanghai frem til den 9. februar.

”Vi har ikke oplevet så omfattende rejsebegrænsninger før under et virusudbrud, men det er det rigtige at gøre, hvis man vil inddæmme smitten. Det er nok ovenikøbet lidt sent, at man er kommet i gang, men det er problemet med virus. Man er altid bagud, fordi der er en inkubationstid – her to uger – som forsinker vores viden: Det, vi ser nu, er resultatet af det, der skete for to uger siden, og det, der sker nu, kender vi først resultatet af om andre to uger,” siger Christian Wejse.

Flere lande, blandt andet USA, Japan og Australien, har evakueret borgere fra Kina, og flere planlægger at gøre det. Også Danmark. Ifølge Christian Wejse er det en god idé:

”Det letter de kinesiske sundhedsmyndigheder for en smule af presset, hvis der skulle vise sig at være smittede imellem, og de pågældende borgere kan i givet fald formentlig få en bedre behandling i deres hjemlande.”

Flere internationale virksomheder har lukket afdelinger og butikker i Kina. Den svenske møbelkæde Ikea har således lukket alle sine varehuse. Det danske smykkefirma Pandora har lukket 53 af 237 butikker.

Christine Stabell Benn, professor i global sundhed ved Syddansk Universitet, peger på, at globaliseringen også påvirker udviklingen og spredningen af sygdomme, og det stiller nogle nye krav.

”Det drøner jo rundt derude. Der er nogle risikoforhold i en global verden, som gør, at vi har brug for yderligere forholdsregler,” siger hun.

Noget af det, der kan gavne, er, at vi – med forskningens hjælp – får et styrket immunforsvar, så virusser bedre kan prelle af. Noget andet er at genoplive de gode gamle råd om hygiejne. Man skal vaske hænder og hoste ned i et papirlommetørklæde, der bliver smidt væk bagefter – har man ikke sådan et, så bør man hoste i albuebøjningen snarere end i hånden.

”Vi har haft så stor succes med at bekæmpe infektioner, at vi helt har glemt de gode klassiske råd, som man voksede op med i 1940’erne og 1950’erne. Men i dag, hvor vi ikke ved, hvad der er i luften omkring os, er der brug for dem igen,” siger Christine Stabell Benn.

De mundbind, som mange asiater bruger, og mange i Vesten trækker på smilebåndet over, er måske også noget, vi bør vænne os til.

”De kan noget, de mundbind. I perioder, hvor vi er sløje, kunne det måske være en meget god idé,” siger hun.

Et sidste godt råd er at blive hjemme fra arbejde, når vi er syge.

”Vi gør det jo allesammen hele tiden – kommer på arbejde – fordi vi gerne vil være så effektive og spille helte, men egentlig er det en rigtig dårlig idé. Vi spreder smitte hver gang.”