Før corona var Sébastien international operasanger. I dag er han pizzabud

Da Europa begyndte at ordinere tæppefald mod coronapandemien, stod Sébastien Soules på en operascene. Nu lever han af at være cykelbud

Sébastien Soules bliver næsten lige så rasende som sin karakter Alberich i ”Rhinguldet”, når han taler om det seneste års coronanedlukning af kulturlivet, som han betegner som et ”civilisa-tionsmæssigt selvmord”.
Sébastien Soules bliver næsten lige så rasende som sin karakter Alberich i ”Rhinguldet”, når han taler om det seneste års coronanedlukning af kulturlivet, som han betegner som et ”civilisa-tionsmæssigt selvmord”. Foto: Rupert Larl/Tiroler Landestheater

James Bond-fans husker måske den lange sekvens i filmen ”Quantum of Solace”, hvor Bond og hans smokingklædte modstandere jagter hinanden i et operahus midt under en opførelse af operaen ”Tosca” i Festspielhaus i Bregenz ved Bodensøen i Østrig. Og barytonen på scenen er Sébastien Soules.

Han deltog i festspillene i Bregenz, da James Bond-filmen blev optaget i 2008. Den 48-årige operasanger har turneret over hele Europa og stået på nogle af kontinentets mest prestigefyldte scener. Han har inkarneret Wagners Flyvende Hollænder” i Tyskland, Offenbachs Ridder Blåskæg i Østrig og Queequeg i en verdenspremiere på den moderne opera ”Moby Dick” i Polen.

Det var Sébastien Soules, der sang titelpartierne i både ”Figaros bryllup”, ”Don Giovanni” og ”Cosi fan tutte”, da de tre operaer blev sat op i Innsbruck i anledning af 250-året for Mozarts fødsel i 2006 i en opførelse, som de tysksprogede medier begejstret omtalte som ”en hovedbegivenhed i Mozart-året”.

”Det blev mit store gennembrud. Det er stort, meget stort, når man som udenlandsk sanger bliver hyldet for at synge Mozart – i Mozarts hjemland – for det ekstremt kræsne østrigske publikum,” siger den franske operasanger.

Han var på toppen af sin karriere, da han sidste år stod på scenen på Den Græske Nationalopera i Athen den 29. februar.

Efter tre opførelser af den moderne opera ”Khodorkovskij” gik tæppet ned. For forestillingen. Og for hans karriere.

”Jeg havde planlagt 10 dages ferie i Grækenland lige bagefter. Jeg havde ikke ofret særlig stor opmærksomhed på pandemien, der bredte sig i Italien, og på Peloponnes var jeg helt afskåret fra nyheder. Da jeg kom hjem til Østrig den 10. marts, fandt jeg ud af, at hele Europa var ved at lukke ned. Ingen koncerter, ingen operaer. Intet. Jeg gjorde som mange andre: Jeg skyndte mig hjem til mine forældre i Frankrig,” siger Séba-stien Soules.

Pandemien har sendt den franske baryton på en tur i livskarrusellen og slynget ham ud til en helt ny virkelighed.

Lejligheden i Wien, hvor han boede, er tømt og indboet solgt. Nu bor han i Blois ved Loire-floden små 200 kilometer syd for Paris. En mindre provinsby, der især er kendt for sit renæssanceslot, en fin lille arkitektonisk juvel, men lysår fra barokkirkerne og det klassiske musikmiljø i Wien, hvor verdens bedste musikere og sangere drømmer om at optræde.

De internationale turnéer er slut. I stedet turnerer han nu gennem gaderne i Blois på sin cykel som en rastløs flyvende hollænder med knækket mast og en termorygsæk fra budfirmaet Uber Eats på ryggen. Den stående applaus kommer i dag fra et publikum, der glæder sig til en pizza og en thai-menu og især giver drikkepenge til cykelbuddet, når det regner.

”Folk er venlige. Man hører så meget om, at cykelbude bliver dårligt behandlet af kunderne og udnyttet af restauratørerne. Det synes jeg ikke. Jeg møder kun venlighed,” fortæller Sébastien Soules.

For at forstå hans tur i livskarrusellen skal man vide to ting: Den første er, at Sébastien Soules var en efterspurgt freelance-sanger, der takkede ja til engagementer over hele verden. Han havde ikke nogen fast ansættelse og derfor heller ikke ret til dagpenge, hverken i Østrig eller i Frankrig, da scenelyset fra den ene dag til den anden blev slukket for alle kulturbegivenheder i hele Europa.

Den anden er, at han foruden sang har en anden lidenskab: at cykle.

”Min cykel reddede mit liv. Jeg har altid dyrket sport, fordi det hjælper mig med at holde mig i form både psykisk og fysisk. Og jeg elsker at cykle. Da det gik op for mig, at nedlukningen af kulturen ville vare ved, måtte jeg have en ny lejlighed og et job. Men med alle de mennesker, der pludselig var blevet arbejdsløse, var der ingen jobs til en 48-årig operasanger. Og så tænkte jeg, at jeg måtte gøre min cykel til mit levebrød.”

Det tog ham en god uges tid at oprette en enmandsvirksomhed og derefter blive logget på Uber Eats og Deliveroos apps, der sætter cykelbude i forbindelse med restauratørerne, når de skal levere mad ud af huset.

”Jeg geolokaliseres af app’en, der tilbyder hver levering til det bud, der er tættest på, og det står mig frit for at acceptere opgaven eller lade være. I en lille by som Blois er det især om aftenen, man kan tjene penge. Der er for få kunder, der bestiller mad i løbet af dagen.”

Sébastien Soules har altid elsket cyklen, der nu er også er blevet hans arbejdsredskab som cykelbud. ”Uden denne mulighed havde jeg ikke kunnet tjene penge overhovedet,” siger den uddannede operasanger. – Privatfoto.
Sébastien Soules har altid elsket cyklen, der nu er også er blevet hans arbejdsredskab som cykelbud. ”Uden denne mulighed havde jeg ikke kunnet tjene penge overhovedet,” siger den uddannede operasanger. – Privatfoto.

Sébastien Soules er nu en af de nye digitale daglejere, der sælger deres arbejdskraft på et virtuelt arbejdsmarked uden sikkerhedsnet og til en løn, som bestemmes af appens algoritmer.

Han kører 50-60 kilometer om dagen, og hver levering indbringer godt 35 kroner. De seneste uger har cykelbuddene strejket i Frankrig i protest mod, at algoritmen ofte lander på et lavere beløb og hægter budene af, hvis de siger nej til opgaver, der ikke er rentable. Men Sébastien Soules hører ikke til dem, der klager.

”Jeg spytter ikke i suppen. Uden denne mulighed havde jeg ikke kunnet tjene penge overhovedet. Og ingen af de bude, jeg snakker med, har lyst til at være fastansat som cykelbud. Jeg har altid været freelance. Jeg har ikke brug for noget sikkerhedsnet. Dette er kun en overgang,” siger sangeren.

Ligesom det ikke lå i kortene, at han ville blive slået hjem til et job som cykelbud, var hans karriere som sanger også et uforudset skæbnetræk.

”Jeg voksede ikke op med klassisk musik. Det var først i gymnasiet, at jeg fattede lidenskab for musik og fik en drøm om at blive klassisk musiker. Men som 17-årig var jeg for gammel til, at jeg kunne lære at spille et instrument. Der var sangen tilbage. Jeg begyndte at synge i kor, og det viste sig, at jeg kunne noget dér. Jeg begyndte at tage privat sangundervisning, samtidig med at jeg læste matematik på universitetet, og som 25-årig blev jeg optaget på Musikkonservatoriet i Paris. Det sidste år fik jeg et udvekslingsophold på Berliner Hoch-schule der Künste. Her vandt jeg en konkurrence og fik mit første engagement. Jeg sang ’Carmen’ i Innsbruck, og derefter blev jeg fastansat ved Tiroler Landestheater, der blev ledet af den tyske mezzosopran Brigitte Fassbaender,” fortæller han.

”Jeg har flere gange sunget under ledelse af den nu afdøde dirigent Nikolaus Harnoncourt, en af Europas største dirigenter. Jeg har sunget alle de store roller i operarepertoiret. Og jeg er stadig den eneste franskmand, der har sunget titelrollen i ’Figaros bryllup’ i Wien. Nu sælger jeg ud af mit indbo for at kunne betale min husleje.”

Den eksistentielle kolbøtte fra operasanger til cykelbud har gjort ondt.

”Meget,” lyder det kort og lakonisk.

”Jeg kommer aldrig tilbage til de internationale scener. Alle de engagementer, jeg havde, er ikke bare udskudt. De er aflyst, de kommer ikke tilbage. Jeg er næsten 50, jeg har ikke sunget professionelt i over et år, og det går ud over stemmen. Og der er masser af unge, talentfulde sangere, der er på vej i deres karriere. Jeg har haft min chance, og jeg greb den,” fortæller Sébastien Soules.

Han er ikke bitter, siger han. Til gengæld er han vred.

”Ja, jeg er vred. Jeg er vred på politikkerne, der lukkede kulturen ned. Det handler ikke kun om mig. Det handler om alle disse kulturbegivenheder, som er blevet aflyst, film, der aldrig vil blive lavet, teaterstykker og operaer, der aldrig vil blive sat op. Det er et kulturelt folkedrab. Et civilisationsmæssigt selvmord,” siger han.

Rollen som Zuniga i Georges Bizets operaklassiker ”Carmen” har Sébastien Soules brilleret i flere gange som her ved Bregenzer Festspiele i 2018.
Rollen som Zuniga i Georges Bizets operaklassiker ”Carmen” har Sébastien Soules brilleret i flere gange som her ved Bregenzer Festspiele i 2018. Foto: Bregenzer Festspiele/Karl Forster

Især er han vred på de unges vegne.

”Min søn er 18 år, og han er fuldstændig kørt af sporet. Først fik han sin studentereksamen ødelagt. Så blev han universitetsstuderende udelukkende med forelæsninger på nettet. Nu har han opgivet sine studier og ved ikke, hvad han skal stille op med sig selv. Det er kriminelt,” raser Sébastien Soules og ligner pludselig scenen fra Wagners ”Rhinguldet”, hvor han iklædt læderjakke og med de mørke krøller i vild uorden sang Alberich med knytnæven manende mod himlen i Innsbruck i 2009.

Men det er også denne ubændige livskraft, der får ham til at fortsætte ufortrødent som en gps, der omdirigerer ruten, når man kommer til at tage den forkerte frakørsel.

Ved siden af budjobbet er han nu i færd med at udvikle et koncept, der skal bringe ikke kun pizzaer ud i folks hjem, men også klassisk musik. Opera Home, Opera Derhjemme, kalder han det.

”Det er dette nye projekt, der holder mig i gang. Mit gamle liv er slut, og nu befinder jeg mig i en mellemfase, hvor jeg skal starte på et nyt. Jeg har altid taget chancer. Jeg kunne have valgt at blive matematiklærer, for jeg læste matematik, indtil jeg blev optaget på konservatoriet som 25-årig og skiftede spor og i stedet satsede på at gøre karriere som sanger, selvom jeg sådan set var begyndt at synge alt for sent. Nu skal jeg bruge mit talent på en ny måde. Vi bliver tre, en sopran, en pianist og mig, med et repertoire fra uddrag af alle de store operaer til moderne musicals. Vi skal levere musik til et helt nyt publikum, der ikke vil være et typisk operapublikum. Det er en del af udfordringen.”

Det nye projekt kræver al den energi og kreativitet, Sébastien Soules kan opbyde. Det ringer på døren, og han afbryder samtalen:

”Jeg har brug for et digitalt klaver, så jeg har solgt min ekstracykel. De kommer og henter den nu. Det er vigtigt for mig. Det er et skridt på vejen til mit nye projekt.”