Hvorfor demonstrerer folk i Cuba?
Den grundlæggende årsag er landets økonomiske situation, som påvirker befolkningens daglige liv. Der er enten lang kø til at købe fødevarer og andre fornødenheder, som også simpelthen være umulige at få fat på, eller også skal man købe dem i valutabutikker – i valuta, som langtfra alle cubanere har adgang til. Coronakrisen er så kommet oveni. Cuba har før klaret sig rigtig godt under pandemien – bedre end de fleste andre lande i verden. Krisen har først ramt landet det seneste halve år, hvor man har oplevet stor stigning både i smittede, indlagte og døde, og nogle steder har hospitalsvæsenet svært ved at følge med. Man er så småt gået i gang med vaccineprogrammet, men folk synes, at det går for langsomt og håndteres dårligt af myndighederne. Disse ting kommer oveni frustrationen over den økonomiske situation.
Hvad er grunden til den økonomiske krise?
Det skyldes først og fremmest nogle ydre faktorer, som regeringen ikke har kontrol over. Da Raúl Castro afløste Fidel Castró som præsident i 2008, blev der indført en række reformer, som liberaliserede økonomien ved især at skabe en privat sektor af småvirksomheder inden for turisme og andre erhverv som landbrug og service. Det gav resultater, og man skabte en ny middel- og overklassse i Cuba. Landet fik et yderligere skub omkring 2015-16 med normaliseringen af forholdet til USA under præsident Barack Obama. Man nåede aldrig at få fjernet seks årtiers embargo, men der blev lempet på mange restriktioner. Udover at det betød, at man nu kunne handle med USA, og at eksilcubanere kunne sende penge tilbage til Cuba, betød det frem for alt, at der blev åbnet for amerikanske turister. Det gav en stor saltvandsindsprøjtning til landet. Alt det blev brutalt lukket ned, da Donald Trump afløste Obama i 2017. Ikke blot rullede han det tilbage, han kunne, og forbød amerikanske statsborgere at rejse til Cuba. Han tilførte også yderligere restriktioner. Så hele det åndehul, som åbningen til USA havde skabt, og som man i Cuba virkelig havde satset på, forsvandt. Med præsident Joe Bidens indsættelse i år havde man i Cuba – både hos regeringen og den enkelte – håbet på, at tingene ville blive ligesom under Obama. Det er de så ikke blevet indtil videre, og det lader til, at Biden-administrationen holder lidt igen. Samtidig måtte Cuba på grund af corona lukke ned for turismen i 2020, og det er en af landets vigtigste indtægtskilder.
Demonstranterne råber ”frihed” og ”ned med regeringen”, som for første gang i 60 år ikke ledes af en Castro. Hvad kommer protesterne til at betyde?
Da præsident Miguel Díaz-Canel blev kommunistpartiets førstesekretær og dermed landets centrale leder, tænkte man, at det var en lidt anderledes mand. Han gik ikke altid i militæruniform, han var yngre og talte mere ungdommeligt end sin forgænger. Men det viste sig hurtigt, at han hverken i sin stil, retorik eller initiativer er ret selvstændig. Han lægger sig meget op ad Raúl Castro. I den nuværende situation med protesterne har han ikke formået at gøre andet, end hvad man kunne forvente, og det skuffer folk. Allerede sidste år var der en gruppe af yngre kunstnere og intellektuelle, som protesterede over nogle indgreb i den kunstneriske ytringsfrihed. De er nu også aktive igen.
Når demonstranterne råber frihed, er det et udtryk for, at protesterne også har et politisk islæt. Men demonstranterne er ikke særligt politisk velorganiserede. Man kan spekulere i, om der er nogle provokatører iblandt dem, som regeringen påstår, men der er ikke noget, der tyder på, at der er nogen klar politisk strategi eller noget program. Nu er der sat store moddemonstrationer i gang med ’de patriotiske revolutionære’, som regeringen kalder dem. Nogle af dem er sikkert sikkerhedsfolk, men det kan også givetvis være folk, der bare synes, at det er fint at have noget magt, og det kan godt betyde, at der kommer mere vold i gaderne end det, vi allerede har set.