Cubanske Daillan fandt fred ved at blive kristen: ”Jeg har styrket min sjæl”

Daillan Blanco Hernández forlod et liv med aggressioner og den afrocubanske religion santeria for at blive metodist. Nu er cubaneren en del af en voksende bevægelse af bibeltro kristne i østaten, som afdøde Fidel Castro engang erklærede ateistisk

Daillan Blanco Hernández er blandt det stigende antal cubanere, der har slutter sig til en evangelikal protestantisk kirke. ”Jeg har opnået spirituel fred,” siger han. – Begge fotos: Anders Haubart Madsen.
Daillan Blanco Hernández er blandt det stigende antal cubanere, der har slutter sig til en evangelikal protestantisk kirke. ”Jeg har opnået spirituel fred,” siger han. – Begge fotos: Anders Haubart Madsen.

Arrene på kinderne fortæller en historie, som den 36-årige cubaner Daillan Blanco Hernández har svært ved at få over sine læber. Om en fortid fyldt med aggressioner i et socialistisk land, der har gjort op med sin ateistiske historie, men hvor de fleste borgere fortsat kæmper en daglig kamp for at få nok hvide ris og sorte bønner på bordet til et mættende måltid.

”Vi er mange i Cuba, der kæmper for at få en værdig tilværelse, så når du ser nogen hjælpe andre i nød, selvom de selv lider, gør det indtryk,” siger Daillan Blanco Hernández, der som de fleste andre cubanere må klare sig for en månedsløn på omkring 100 kroner.

Han sidder uden for den nybyggede kan-tine til metodistkirken Iglesia Metodista Universitaria de Vedado i hovedstaden, Havana. Kirken har som flere andre evangelikale og protestantiske kirker i landet vokseværk. Cubaneren fortæller om den tropiske storm, der ramte østaten i januar i år, og som kostede mindst seks mennesker livet. Dens ødelæggelser fik ham til at træffe en svær beslutning om at gøre som et stigende antal cubanere: at blive metodist.

”Det originale design. Ægteskab – mand + kvinde” står der på et banner på facaden af metodistkirken La Iglesia Metodista Universitaria de Vedado. Cubanerne strømmer mod de bibeltro angelsaksiske kirker, og her i Cubas hovedstad, Havana, er der kø foran uddelingen af gratis mad.
”Det originale design. Ægteskab – mand + kvinde” står der på et banner på facaden af metodistkirken La Iglesia Metodista Universitaria de Vedado. Cubanerne strømmer mod de bibeltro angelsaksiske kirker, og her i Cubas hovedstad, Havana, er der kø foran uddelingen af gratis mad.

”Folk her fra kirken gav deres tøj væk til dem, der havde mistet næsten alt i stormen, og det inspirerede mig til at gøre det samme. Selvom det er svært overhovedet at skaffe tøj i Cuba.”

Daillan Blanco Hernández er vokset op med den afrocubanske religion santería. En decentraliseret trosretning, der er et produkt af de religioner, vestafrikanske slaver tog med sig til Cuba fra midten af 1700-tallet, og som senere blev knyttet til katolicismen. Omkring 40 procent af cubanerne bekender sig til enten santería eller katolicismen, men de to religioner er ikke længere ene om at give cubanerne håb om en bedre fremtid. Som i resten af Latinamerika er de evangelikale kirker også på fremmarch på øen med den revolutionære fortid. Da revolutionslederen Fidel Castro kom til magten i 1959, erklærede han Cuba for en ateistisk stat og forbød julen, mens mange præster blev fængslet eller forlod landet.

Siden Berlinmurens fald og bruddet med Sovjetunionen er grænserne for trosfrihed langsomt blevet blødt op. Så meget, at de seneste tal viser, at syv procent af cubanerne nu enten betegner sig selv som protestanter eller evangelikale, og i februar – én måned efter hjælpeaktionen for dem, der blev ramt af stormen – støttede Daillan Blanco Hernández som nyt medlem op om endnu et af metodistkirkens tiltag: en protest mod homoseksuelle vielser. Over 100 ægtepar samlede sig på Malecón-promenaden i det centrale Havana, og selvom han ikke selv er gift, var han sammen med frivillige fra blandt andre pinsekirken og baptistkirken med til at samle over 178.000 underskrifter mod en bebudet ændring af forfatningen. En ændring, der ville have tilladt homoseksuelle vielser.

”Det var helt klart en sejr for ægteskabets originale design,” fortæller den cubanske metodist foran sin nye kirke, der udtrykker samme holdning med et banner på facaden.

Den kristne protest mod homoseksuelle cubanere var historisk. For første gang siden revolutionen blev der samlet underskrifter i så stort et antal, at regeringens eget center for seksualundervisning, Cinesex, med den tidligere præsident Raúl Castros datter Mariela Castro i spidsen til sidst valgte at udskyde den planlagte revision af grundloven på ubestemt tid.

Daillan Blanco Hernández taler stolt om forløbet, men fremhæver samtidig kirkens rummelighed:

”Det er jo ikke, fordi vi er homofober. Homoseksuelle er selvfølgelig velkomne i kirken; de kan bare ikke blive gift. Alt det taler Bibelen jo om.”

Den 36-årige cubaner taler også om rummelighed i forhold til sin egen fortid i santería. Som barn modtog han sin personlige skytshelgen blandt de omkring 25 afrikanske guder, der under koloniseringen af Cuba blev parret med katolske helgener. Han tilpassede sig sine omgivelser. Hjemmet var fyldt med krukker og figurer, alt fra krigsguder til kærlighedens skytshelgen, familien ofrede gaver til dem, og da han i midten af 20’erne fik job i et pakkeri, var han accepteret. Chefen og de fleste ansatte, der pakkede skinke og kødpølse, var også santeros – indviede i santería – og Daillan Blanco Hernández skulle sådan set også bare passe ind her. Problemet var bare, at han ikke følte sig anerkendt.

”Det gik elendigt for mig som santero,” siger han.

”Jeg blev hele tiden irriteret og aggressiv, og jeg havde store problemer med min chef.”

Han løftede på tunge kasser seks dage om ugen og havde alligevel ikke råd til at betale de omkring 70 kroner, det koster at modtage en konsultation hos en santero-præst, en såkaldt babalao. I frustration over de hårde arbejdsvilkår og i protest mod sin egen religion endte han for et år siden i et skænderi med sin chef. Han mistede sit job, og da han senere gik hjem og fortalte sin familie, at han ville forlade santería, endte han i endnu flere skænderier med sin far.

”Min far døde som stolt santero, og han accepterede aldrig mit valg om at skifte religion,” fortæller Daillan Blanco Hernández om den hændelse, der fulgte efter hans fyring og flirt med metodistkirken.

”Min far havde ikke fred, da han døde. Han havde had i øjnene. Men jeg så, at Bibelen lå åben ved siden af hans seng.”

Den nye metodist er nu blevet medlem af et voksende fællesskab. Ifølge Iglesia Metodista Universitaria de Vedados egne tal havde kirken i 1991 blot 60 medlemmer. Da metodistkirken fejrer sine 69 års virke i slutningen af juni, står der mennesker i kø hundrede meter ned ad gaden. Søndagens anden gudstjeneste er ved at begynde, men de fleste står i kø til maden, en firkantet papkasse med ris, syltede kål og marinerede svineribben.

”Før socialistblokkens kollaps så mange mennesker revolutionen som deres gud, men efterfølgende indså de, at Gud er større end enhver regering,” har Ricardo Pereira, metodistkirkens leder i Cuba, sagt til avisen The Guardian.

Daillan Blanco Hernández er en af dem, der har fundet et nyt religiøst hjem. Under den hede sol i Havana står han og dirigerer blinde, ældre og forkrøblede frem i madkøen i flere timer. Inden kirkens jubilæumsfest forklarer han, hvorfor han mener, han har gennemgået en forvandling ved at blive metodist.

”Når du ændrer dig, ændrer verden sig,” siger han.

I dag modtager han stadig omkring 100 kroner om måneden i social understøttelse fra regeringen. Han bor sammen med sin søster, og selvom hun er santera, har Daillan Blanco Hernández lært at beherske sit temperament.

”Jeg har opnået spirituel fred, jeg har styrket min sjæl og er blevet en ny mand ved at søge Guds klare lys.”

Han render ærinder for regeringen ved at fragte pakker til butikker et par dage om ugen, men han drømmer om at blive missionær eller underviser i den lokale metodistiske skole.

”Jeg er klar til at tjene Gud et sted, hvor de ikke beder om mine penge,” siger han.

Metodistkirken i Vedado indsamler hver søndag kollekt fra de omkring 3000 besøgende i poser af stof, men præsten understreger i mikrofonen, at bidraget og beløbet er ”op til hver enkelt”. Pengene er heller ikke de eneste til at finansiere kirkens virke. Metodistkirkens leder i Cuba har udtalt, at kirken hvert år modtager 200.000 dollars fra søsterkirker i lande som Colombia, Chile, Brasilien, Mexico og USA. Alene det seneste årti har den amerikanske regering bevilget over to millioner dollars til hjælpeorganisationen Echo Cuba, der fra sit sæde i Miami har til formål at ”udruste og styrke Cubas uafhængige evangelikale kirker”.