Prøv avisen

Død Bigfoot var det rene fup

To amerikanere hævdede i sidste uge at have fundet en død Bigfoot i Georgias skove. Men beviserne af den angivelige skovmand viste sig at være gorillakostume.

Intet under, at Bigfoot ikke bestod dna-testen.

Den dynge af hår, som to amerikanere i weekenden hævdede var liget af det mytologiske abemenneske, var nemlig i virkeligheden et gorillakostume i gummi, skriver et amerikansk website.

Dermed er Matt Whitton, en sygemeldt politimand, og Rick Dyer, en tidligere fængselsbetjent, afsløret som fupmagere.

De to mænd, der sælger Bigfoot-merchandise, fik massiv mediedækning, efter at de på en pressekonference havde fortalt om deres sensationelle fund. Angiveligt fandt de Bigfoot i en skov i sydstaten Georgia.

Deres bevis var to uskarpe fotos af en behåret, abelignende figur i en fryseboks samt nogle tvivlsomme dna-test.

Nu er den frosne figur blevet optøet af nogle forskere. Under ismasserne gemte der sig et ordinært gorrilakostume.

- Det har vist sig at være en løgn det hele, siger Steve Kulls, direktør for hjemmesiden Squatchdetective.com.