Dødelige kampe mellem koptere og muslimer

Sammenstød mellem kristne og muslimer i Kairo efter afbrændingen af en kirke koster 13 personer livet

Denne koptiske demonstration i den egyptiske hovedstad, Kairo, blev sent i tirsdags angrebet af unge muslimer. 13 personer blev dræbt ved urolighederne, mens 140 blev såret.
Denne koptiske demonstration i den egyptiske hovedstad, Kairo, blev sent i tirsdags angrebet af unge muslimer. 13 personer blev dræbt ved urolighederne, mens 140 blev såret. . Foto: Andrea BruceNew York Times.

Volden mellem kristne og muslimske egyptere når nye højder. Sent i tirsdags demonstrerede tusinder af kristne i Kairo for ligestilling og imod de radikale muslimer, der tog del i sidste uges afbrænding af en kirke syd for Kairo. Men kort tid efter demonstrationens start blev de kristne koptere angrebet af unge muslimer, og mindst 13 personer blev dræbt ved de efterfølgende kampe, mens 140 personer blev såret.

Spændingerne giver anledning til gensidige beskyldninger mellem kristne og muslimer og får dele af det kristne mindretal til at frygte for deres fremtid i Egypten. Ifølge flere kilder er en af de døde kristne blevet skudt i ryggen. Men det egyptiske militær, der i øjeblikket sidder på magten i landet, hævder, at de tilstedeværende soldater kun affyrede varselsskud op i luften.

Mens kristne kilder beskylder Det Muslimske Broderskab og radikale salafi-grupper for at stå bag de seneste angreb, tager Det Muslimske Broderskab afstand fra kampene og beskylder i stedet den tidligere præsident Hosni Mubaraks tilhængere for at stå bag med den hensigt at skabe mest muligt kaos i landet.

Broderskabet siger, at Mubaraks tilhængere forsøger at spolere den nationale enhed, der væltede præsidenten.

"Disse tilhængere har opildnet en gruppe radikale muslimer til at fremhæve de sekteriske problemstillinger," står der i en pressemeddelelse fra Det Muslimske Broderskab.

I løbet af efteråret 2010 erklærede al-Qaeda i Irak krig mod det koptiske samfund i Egypten med beskyldninger om, at kopterne forhindrer kristne kvinder i at konvertere til islam. Efter denne erklæring er en række koptere blevet angrebet, og nytårsnat 2011 blev en kirke i Alexandria ramt af et bombeangreb.

Den seneste afbrænding af en kirke syd for Kairo kommer i kølvandet på et blodigt opgør mellem to familier efter offentliggørelsen af et romantisk forhold mellem en kristen mand og en muslimsk kvinde. To personer døde i kampe mellem familierne i fredags, hvilket førte til, at op imod 4000 muslimers afbrændte en kirke syd for Kairo.

allan@k.dk