Woodstock fylder 50 år: Da blomsterbørnenes utopi blev til virkelighed

I dag for 50 år siden samledes over en halv million unge amerikanere på en mudret mark for at hylde fred, kærlighed og forståelse. Woodstock-festivalen blev en kulturel milepæl, men også et symbol på USA’s kulturkrig

For nogle er Woodstockfestivalen et sindbillede på ungdomsoprørets pacifistiske idealisme. For andre repræsenterer den det, som var galt med 1960’erne: en glorificering af rusmidler, et skred i seksualmoralen og en samfundsnedbrydende foragt for autoriteter. Billederne af hedonismen og anarkiet på Woodstock er gang på gang brugt af konservative kræfter som et skræmmebillede på den verden, som det liberale USA forsøger at fremme, skriver Kristeligt Dagblads USA-korrespondent Sidsel Nyholm.
For nogle er Woodstockfestivalen et sindbillede på ungdomsoprørets pacifistiske idealisme. For andre repræsenterer den det, som var galt med 1960’erne: en glorificering af rusmidler, et skred i seksualmoralen og en samfundsnedbrydende foragt for autoriteter. Billederne af hedonismen og anarkiet på Woodstock er gang på gang brugt af konservative kræfter som et skræmmebillede på den verden, som det liberale USA forsøger at fremme, skriver Kristeligt Dagblads USA-korrespondent Sidsel Nyholm.

Der var uforglemmenlig musik, syretrips og regnstorme, da op mod en halv million unge amerikanske blomsterbørn en augustweekend i 1969 samledes på en mudret mark nord for New York for at danse og ryge sig ind i en rus af fred, kærlighed og forståelse. Woodstock-festivalen, der begyndte i dag for 50 år siden, blev en skelsættende og mytologiseret kulturel milepæl, der stadig i dag indkapsler hippieidealer som kreativitet, spontanitet og frisind og står som et symbol på kulturkrigen mellem det liberale og det konservative USA.

For nogle er Woodstock- festivalen et sindbillede på ungdomsoprørets pacifistiske idealisme. For andre repræsenterer den det, som var galt med 1960’erne: en glorificering af rusmidler, et skred i seksualmoralen og en samfundsnedbrydende foragt for autoriteter. Billederne af hedonismen og anarkiet på Woodstock er gang på gang brugt af konservative kræfter som et skræmmebillede på den verden, som det liberale USA forsøger at fremme.

Woodstock-festivalen blev arrangeret af fire unge mænd, der blot en måned inden begivenheden lejede en mark af landmanden Max Yasgur uden for den lille by Bethel i den nordlige del af delstaten New York. Der var fra begyndelsen en lang række praktiske udfordringer. Da deltagerne begyndte at ankomme, var der hverken opsat hegn eller billetluger, og de overvældede og uforberedte arrangører besluttede af nød at gøre festivalen til en gratis begivenhed. Snart valfartede hundredetusinder af mennesker til marken, og trængslen på ruten blev så stor, at mange festivalgængere blot efterlod deres biler på hovedvejene og vandrede videre til fods.

Arrangørerne havde forventet færre end 100.000 deltagere, og Woodstock blev et eksperiment i improvisation. Trafikpropperne skabte store forsinkelser, og hovednavne som Jimi Hendrix og The Who måtte transporteres ind på området med helikopter. Festivalens madleverandør kunne ikke brødføde de mange deltagere, og der var mangel på toiletter, samarittertelt og badeforhold. Et hippiekollektiv lavede gratis vegetarmad til festivalgængerne, og beboere i området donerede madvarer og vand til masserne.

Men trods den alarmerende mangel på basale fornødenheder samt de voldsomme regnstorme, der forvandlede marken til et mudderbad, var festivalen ifølge talrige overleveringer præget af fællesskab og fredelig sameksistens. Der var så godt som ingen rapporterede tilfælde af vold, og politiet valgte at se gennem fingre med den udbredte brug af hash. Bethels daværende politichef, Lou Yank, betegnede festivalgængerne som ”den mest høflige, hensynsfulde og velopdragne” gruppe af unge mennesker, han i sin 24 år lange karriere havde haft med at gøre.

Woodstock blev en af de få skelsættende begivenheder i slutningen af 1960’ernes USA, der rent faktisk havde en lykkelig udgang. Årtiet var præget af en svimlende grad af oprør og opbrud, og Vietnamkrigen og borgerrettighedskampen såede dyb splid i den amerikanske befolkning. For mange deltagere var festivalen en mulighed for at flygte ind i et utopisk drømmeland – ofte ved hjælp af psykedeliske stoffer.

Woodstock ”opfattede nydelse som en løsning og ikke bare som afledning fra samfundsmæssig strid”, skriver New York Times’ mangeårige popmusikkritiker Jon Pareles i en artikel i anledning af festivalens 50-årsdag. Men Woodstock-deltagerne festede også, mens deres jævnaldrende døde i Vietnam, påpeger han. Og mytologiseringen af festivalen kan opfattes problematisk.

”Glem nostalgien. Nutidens unge har enhver ret til at pointere, hvordan Woodstock i rendyrket form repræsenterede 1968’ernes følelse af privilegium. Vi fik en gratis stjernespækket maratonkoncert. Vi overrendte et hidtil uspoleret malkekvægbrug og dets omgivelser. Vi troede afgjort, at vi var universets midtpunkt. Og bagefter var andre nødt til at rydde det gigantiske svineri, som vi havde efterladt, op. Indsæt analogien til den globale opvarmning her,” skriver Jon Pareles.

Der har siden 1969 været flere forsøg på at genskabe Woodstock-festivalen, men det har været med blandet succes, og en planlagt festival for at fejre 50-årsjubilæet blev for nylig aflyst grundet ”uforudsete tilbageslag”.

WW Vi overrendte et hidtil uspoleret malkekvægbrug og dets omgivelser. Vi troede afgjort, at vi var universets midtpunkt.