Prøv avisen
Racehad i USA

Fra hvid nationalist til rettighedsforkæmper: Den hvide arveprins, der brød fri

Dereck Black bruger i dag sin fortid som hvid nationalist til at advare imod racistiske tendenser i det amerikanske samfund, mens hans forhold til familien er anspændt. – Dereck Black/Pengiun Random House.

Derek Black voksede op som hvid nationalist og var den amerikanske højrenationalistiske bevægelses arveprins, indtil han chokerede sine omgivelser ved at tage afstand fra racisme og fremmedhad

Hvis den hvide nationalisme er et monarki, var Derek Black dets arveprins. Han er søn af Don Black, der er stifter af USA’s mest indflydelsesrige højrenationalistiske online-forum, Stormfront. Hans gudfar og mentor er den berygtede tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke, der også er far til hans to halvsøstre. Allerede som barn deltog Derek Black i konferencer for hvide nationalister og opbyggede en populær hjemmeside for ”klodens hvide børn”.

Som 20-årig var han vært for et dagligt radioprogram, hvori han opfordrede hvide nationalister til at ”infiltrere” det amerikanske politiske system for at forebygge et ”folkedrab” på den hvide race. Han banede en ny vej for bevægelsen ved at holde sig fra hadsk tale og opfordringer til vold for i stedet at fokusere på at normalisere højrenationalistiske idéer. Han overtalte sin far til at fjerne nazisymbolik fra Stormfront-siden og begynde at gøre den hvide nationalisme stueren. Førende hvide nationalister omtalte den uhyre godt begavede unge mand som ”arvingen”.

Men da Derek Black, der var blevet hjemmeskolet hele sin barndom, valgte at studere på det lille progressive universitet New College i delstaten Florida, begyndte hans ideologiske overbevisninger langsomt at krakelere. Et par år senere, i 2013, valgte den dengang 22-årige Black at tage afstand fra den hvide nationalisme i et opsigtsvækkende åbent brev til borgerrettighedsgruppen Southern Poverty Law Center, SPLC. Da Donald Trump i 2016 vandt præsidentvalget takket være til dels en bejlen til hvid identitetspolitik, besluttede Derek Black at blande sig i den offentlige debat for at advare imod konsekvenserne af den hvide nationalismes indtog i amerikansk politik. Og han fortalte historien om sin ideologiske omvendelse til den prisvindende journalist Eli Saslow, hvis bog, ”Rising Out of Hatred. The Awakening of a Former White Nationalist” (Vejen ud af had. En tidligere hvid nationalists vækkelse) udkom i USA i fjor.

Da Derek Black begyndte på New College i 2010, skjulte han sin baggrund for sine medstuderende og kollegiekammerater. Med sit nørdede intellekt, sit halvlange røde hår og sin hang til sorte cowboyhatte passede han på overfladen godt ind i det lidt alternative universitetsmiljø. Han var venlig af natur og begyndte at hænge ud med en indvandrer fra Peru og en ortodoks jøde. Og han fik varme følelser for en ung kvinde, der – til hans chok – viste sig at have jødisk baggrund.

Tidligt hver morgen gik Derek Black imidlertid diskret udenfor og ringede ind til sit eget og faderens fremmedfjendske og anti- semitiske radioprogram, The Don and Derek Black Show, hvor han forklarede sine lyttere, at ”massiv, anti-hvid indvandring” var ved at ødelægge USA.

Da Derek Black i sit andet semester var udvekslingsstuderende i Tyskland, opdagede en medstuderende hans sande identitet og afslørede ham på et forum for New College-studerende. Efter hans tilbagevenden til universitetet holdt han lav profil, alt imens han fortsatte med at promovere hvid nationalisme på sit radioprogram og på konferencer. Mange medstuderende behandlede ham som en paria. Men andre på universitetet begyndte at overveje, hvordan de kunne ”omvende” den hvide nationalist i deres midte, og en dag fik Derek Black en invitation fra sin ortodokse jødiske bekendte fra første semester.

Matthew Stevenson var hver fredag aften vært for en lille kreds af studerende, der samledes til sabbatmiddage i hans lejlighed. Blandt gæsterne var både kristne, ateister og etniske mindretal. Det eneste krav til dem var, at de havde et åbent sind. Stevensons bevæggrunde for at invitere Derek Black var, at den bedste chance for at ændre hans tænkning var at inkludere snarere end at udelukke ham.

Derek Black dukkede op med en flaske vin under armen. Han var høflig og stilfærdig, og når han talte, var det om akademiske emner såsom marinebiologi eller middelalderkristendom. Han begyndte at komme til sabbatmiddagene hver uge. Med tiden begyndte hans nye omgangskreds at stille ham spørgsmål om hans ideologiske synspunkter, og han blev langsomt mere og mere forvirret over, hvad han egentlig troede på. Samtidig forskede han som historiestuderende i middelalderens Europa og begyndte at betvivle sin overbevisning om, at Vesteuropa altid havde været et samfund befolket af genetisk, teknologisk og kulturelt overlegne mennesker.

Efter lang tids sjælesøgen skrev Derek Black en dag i 2013 et brev til SPLC, hvori han tog afstand fra de doktriner, han var opvokset med, og undskyldte for den skade, som han havde forrettet.

”Jeg kan ikke støtte en bevægelse, der fortæller mig, at jeg ikke kan være en ven til hvem som helst, jeg ønsker, eller at andre menneskers racer fordrer mig at tænke om dem på en bestemt måde,” skriver han blandt andet i brevet.

Da nyheden om Derek Blacks ideologiske omvendelse kom frem, formodede hans nærmeste familie, at han var blevet offer for computerhacking. Da han afkræftede denne teori, åbnede en enorm afgrund sig. Hans far kaldte hans handlinger for et ”søm i hjertet”. På Stormfront kaldte brugerne den tidligere arveprins en ”forræder” og udstedte dødstrusler.

Derek Black tilbragte de næste par år i anonymitet. Han fortsatte sine studier i middelalderhistorie og lærte arabisk for at være i stand til at studere islamisk historie. Han begyndte at beundre daværende præsident Barack Obama og at identificere sig som liberal, men holdt sig uden for offentlighedens søgelys.

Med Donald Trumps præsidentkampagne i 2016 begyndte Derek Blacks fortid imidlertid at banke på døren. Trump omgav sig med folk og idéer, der var forbundet med hvid nationalisme. Han delte flere gange Twitter-indlæg fra en hvid nationalistisk konto kaldet @WhiteGenocide (Hvidt folkedrab) – et udtryk, som Derek Black havde været med til at popularisere. Da Trump vandt valget, besluttede Black, at han havde et moralsk ansvar for uforbeholdent at fordømme de mennesker, der ”brugte en bølge af hvid vrede til at bemægtige sig Det Hvide Hus”.

”Flere og flere mennesker er nu tvunget til at erkende det, som jeg lærte på et tidligt tidspunkt: Vort land er modtagelig over for nogle af vores værste instinkter, når budskabet er pakket ind på den rette måde,” skrev han i et opinionsindlæg i avisen The New York Times.

I dag er Derek Blacks forhold til hans familie særdeles anspændt. Som han forklarer in et interview med radiokanalen NPR:

”Vi er stadig i kontakt. Men det er vanskeligt og anspændt. Og der er en stor kløft, for de mener, at jeg har frasagt mig og angrebet deres livsværk, og at jeg aktivt gør USA værre ved at promovere mere lighed og forsøge at underminere hvidt overherredømme.”

Men han har fortsat sin aktivisme imod hvid nationalisme. Senest skrev han i forbindelse med masseskyderiet i El Paso i begyndelsen af august et opinionsindlæg i avisen USA Today, hvori han angriber præsident Trump for at tage afstand fra voldshandlinger, samtidig med at han fortsætter med at true indvandrere verbalt.

”Vi må erkende, at ord har konsekvenser,” skriver Derek Black.

Artiklen er baseret på bogen ”Rising Out of Hatred: The Awakening of a White Nationalist” af Eli Saslow. Doubleday. 26.95 dollars. 288 sider.