Scenen sættes for Richard Nixons tumultariske præsidentskab, allerede i det øjeblik de besøgende træder over dørtærsklen til udstillingsrummene i The Richard Nixon Presidential Library and Museum i den nu afdøde præsidents solbeskinnede hjemby, Yorba Linda i det sydlige Californien.
Dramatiske lydoptagelser fra de mange demonstrationer og uroligheder, som prægede USA i årene op til Nixons indsættelse i 1969, summer fra højttalere i loftet. På væggene i det halvmørke rum minder fotografier og tekster om de begivenheder, der gjorde 1960’erne til et årti præget af en svimlende grad af oprør og opbrud: den cubanske missilkrise. Mordet på præsident John F. Kennedy. Mordet på borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr. Mordet på den demokratiske præsidentkandidat Robert F. Kennedy. Vietnamkrigen. Voldelige sociale optøjer. Borgerrettighedskampe og demonstrationer imod krig og for ytringsfriheden. Den feministiske bevægelse og den seksuelle frigørelse.
Selvom republikaneren Richard Nixon overtog en nation mærket af enorme sociale og politiske omvæltninger, var hans første måneder i Det Hvide Hus ifølge den amerikanske historiker Rick Perlstein, forfatter til den roste bestseller ”Nixonland: The Rise of a President and the Fracturing of America” (Nixonland: En præsidents opstigen og splittelsen af USA), fredsommelige. Men i efteråret 1969 spredte vreden over Vietnamkrigen sig fra universiteterne og venstreorienterede miljøer til den bredere amerikanske befolkning.
Den 15. oktober 1969 protesterede to millioner amerikanere fra alle landsdele og samfundslag mod krigen i det, der blev den største antikrigsdemonstration i USA’s historie. Helt almindelige middelklasseamerikanere bar sorte armbind. Flag vajede på halv mast. Kirker afholdt særgudstjenester. Klokker i småbyer langt ude på landet bimlede for at markere de mange dødsfald i Vietnam. Aktivister omkransede Det Hvide Hus med levende lys. Fremtrædende samfundsledere deltog i demonstrationer. Som avisen The Washington Post konkluderede i en overskrift: ”Antivietnams synspunkter forener generationer”.
Dette præsenterede et politisk problem for præsident Nixon, fortæller Rick Perlstein, der er blandt USA’s førende eksperter i moderne amerikansk konservatisme.
”Det, som gjorde protesten i oktober 1969 så vigtig, var, at demonstranterne ikke længere bare kunne afskrives som hashrygende, flagafbrændende hippier. Krigsmodstanden havde spredt sig til Nixons vælgerbase,” siger han.
Richard Nixon og hans rådgivere besluttede sig for at gå til modangreb. I en tv-transmitteret tale i Det Ovale Værelse den 3. november 1969 – godt to uger efter demonstrationen – fordømte præsidenten de mange mennesker, der højlydt opfordrede til, at USA omgående smed håndklædet i ringen i Vietnam.
”Som USA’s præsident ville jeg være utro mod mit embedsløfte, hvis jeg lod denne nations politik diktere af det mindretal, der dyrker det synspunkt, og som forsøger at pålægge nationen det ved at organisere demonstrationer i gaderne,” sagde Nixon.
Og senere i samme tale udtalte han de ord, som var med til at udødeliggøre talen som et ikonisk stykke amerikansk politisk historie:
”Og derfor vil jeg i aften bede jer – det store tavse flertal iblandt mine landsmænd – om jeres opbakning.”
Med begrebet ”det tavse flertal” skabte Richard Nixon en politisk identitet for de hvide middel- og arbejderklasseamerikanere, som var forfærdede over 1960’ernes store samfundsforandringer, og som følte, at deres land var blevet løbet over ende af blomsterbørn og andet rakkerpak, forklarer Rick Perlstein.
”Nixon sagde i al væsentlighed, at der var to slags amerikanere: På den ene side var der de almindelige, hårdtarbejdende, patriotiske, lovlydige og hæderlige middelklasseamerikanere, der følte, at ’deres’ USA var ved at glide dem af hænderne. På den anden side var der de radikale, hashrygende, egoistiske, ’anti-amerikanske’ venstrefløjsdemonstranter, der promoverede anarki, trådte på traditionelle værdier og var en skændsel for nationen. Over tiden blev det ’larmende mindretal’ udvidet til også at inkludere militante sorte borgerrettighedsforkæmpere, feminister, rockmusikere og alle andre, der var en trussel mod en særlig vision for, hvad USA skulle være,” siger Rick Perlstein.
Præsident Nixons tale var omgående en enorm succes. Hans popularitetstal skød dramatisk i vejret. Titusinder af støttebreve og -telegrammer fra almindelige amerikanere, der genkendte sig selv som del af ”det tavse flertal”, væltede ind til Det Hvide Hus.
På The Richard Nixon Library and Museum i Yorba Linda kan besøgende læse et udvalg af dem. I et brev dateret den 3. november 1969 skriver Fred J. Harang, der identificerer sig som krigsveteran og far til en soldat i Vietnam, eksempelvis:
”Vi er trætte af ballademagerne og af det had, der vises mod vores mægtige flag. Det ’tavse flertal’ ønsker at blive hørt – vis os vejen.”
Talen var en politisk genistreg, siger Rick Perlstein.
”Den endte med at blive præsident Nixons mest succesrige nogensinde. Han forstod at sætte ord på den ængstelighed og den længsel efter ro og normalitet, som mange amerikanere følte i en tid med massive politiske og sociale omvæltninger. Han havde en mageløs evne til at være i stand til at se og forstå den vrede og afmægtighed, der rasede lige under samfundets overflade,” siger han.
Det ”tavse flertal” mobiliserede sig ikke til at gå på gaden for at demonstrere imod det ”larmende mindretal”, men de lod deres stemmer blive hørt ved præsidentvalget i 1972, hvor Richard Nixon vandt en jordskredssejr. Alle delstater på nær én genvalgte ham til præsident, og på landsplan vandt han 61 procent af vælgernes stemmer.
”Det tavse flertal sikrede Richard Nixon sejren. Valgresultatet var en direkte konsekvens af hans evne til at mobilisere almindelige hvide middelklasseamerikanere. Mens 1960’erne var præget af hippiebevægelsen, raceoptøjer og demonstrationer, der alle protesterede imod normaliteten, så var valget i 1972 en sejr for normaliteten. Nixon gav en stor, socialt konservativ gruppe amerikanere en måde at udtrykke deres politiske identitet på, og han formede et varigt konservativt flertal i USA,” siger Rick Perlstein.
Og Nixons tavse flertal har præget amerikansk politik lige siden, tilføjer den amerikanske historiker.
”Det er en central del af konservativ og republikansk politisk identitet den dag i dag. Alle republikanske præsidenter og partiledere siden Nixons tid har forsøgt at appellere til denne gruppe. Og ingen gør det mere ublu end præsident Donald Trump, der både som kandidat og som præsident gang på gang hidkalder ’det tavse flertal’ eller, som han også ynder at udtrykke det, ’de glemte mænd og kvinder’,” siger han.
Trumps præsidentskab har klare tråde til den bevægelse, som Richard Nixon søsatte, siger Rick Perlstein:
”Richard Nixon gav Donald Trump et sprog til at føre en kulturel borgerkrig med. Ligesom Nixon kapitaliserer Trump på en generele følelse af ængstelighed. Dybest set er ’det tavse flertal’ en sindstilstand. Det er en følelse af at mistet en forankring. Og den følelse vokser mest dramatisk på tidspunkter, hvor samfundet forandrer sig hurtigst, og hvor alting synes at gå i opløsning. For mange amerikanere befinder vi os lige nu netop i en sådan periode.”