Kenneth Kaunda døde sidste uge, og hos mange har det nok ikke gjort det store indtryk. Han blev desuden 97 år, hvilket måske ikke fremkalder den dybe sorg.
Men Kaunda var en kæmpe på det afrikanske kontinent, som ikke mangler karismatiske skikkelser. Han var Zambias første præsident fra 1964 til 1991, og han vedblev på en måde at være det, selv efter han – modvilligt – måtte træde tilbage. Han var landets ansigt udadtil indtil sidste torsdag.
Kaunda var i Danmark i juli 1968, og ved skæbnens lunefuldhed havde han og den, der skriver disse linjer, en række samtaler, næsten under fire øjne. Der var i hvert fald ikke andre, der deltog i dem.
Det gik således til: På Royal Hotel i København, hvor man havde et sommerferiejob som piccolo, var Kaunda indkvarteret i en suite på 20. sal. Elevatorerne blev normalt betjent af gæsterne selv, men når der var fornemt besøg, blev yngstemand sat til at trykke på knapperne og i det hele taget sørge for, at alt gik ordentligt til. Yngstemanden var undertegnede, og vi tog vel turen sammen en halv snes gange. Op og ned. Præsidenten var i et elegant, mørkt safarisæt, piccoloen i en grå uniform, dog uden kasket.
Det var på sin vis hårdt arbejde, for Kenneth Kaunda var en klog mand. Han blev dagen lang præsenteret for Danmarks ypperste frembringelser fra Danfoss til kongefamilien. Han hørte om nationens enestående uddannelsessystem, om det politiske liv og om arbejdsmarkedsforhold. Selv Royal Hotel var et ikon, tegnet af Arne Jacobsen, der sågar havde formgivet bestik og sengelamper.
Kaunda udviste behørig respekt, hvad han end blev forevist, men på vej til og fra værelset var vi, bogstavelig talt, i et lukket rum, og præsidenten ville høre sandheden.
Han var især interesseret i undervisningssektoren, et område, hvor han åbenbart mente, at piccoloen, der var 15 år, måtte være ekspert. Hvordan havde man det med at gå i skole, spurgte han. Kunne man lide det? Lærte man nok og om hvad? Syntes man, at fagene gav mening? Hvor mange var der i en klasse?
Det var ikke lange samtaler, elevatoren var en af de hurtigste dengang, men præsidenten tog tråden op igen, hver gang han trådte indenfor.
Møderne blev stadig mere afslappede. Kaunda havde et varmt smil, og som ung er man jo begejstret, hvis man kan fortælle voksne noget, de ikke ved. Der var to andre med i elevatoren også – præsidentens adjudant og udenrigsminister Poul Hartling, der ledsagede gæsten overalt. Adjudanten bar på ting og sager, der havde samlet sig i løbet af dagen, Hartling stirrede ud i luften; hvis han lyttede, lod han sig ikke mærke af det.
Alting har en ende, og en dag var Kaunda rejst videre, men man fulgte ham siden. Man syntes jo, at han var blevet en slags ven, og de første mange år gik det godt for ham og Zambia. Siden gik det ned ad bakke.
Zambia blev en etpartistat, korruption og uduelighed blomstrede. Enevælden varede i knapt 20 år, hvorefter han blev tvunget til at holde demokratiske valg, med mere end én kandidat, og han tabte storslået.
Kenneth Kaunda var interessant, fordi han var et symbol på Afrikas ledere efter kolonimagternes tilbagetog. De var overvejende intelligente og ofte charmerende, og ganske hyppigt blev de en karikatur af sig selv. Financial Times har netop haft en gennemgang af de oldinge, som for tiden regerer Uganda, Nigeria, Cameroun og Zimbabwe.
De er tilsammen 330 år, i Uganda og Cameroun har de haft jobbet i henholdsvis 35 og 38 år. De ser ud til at sætte pris på demokrati og ytringsfrihed, indtil det øjeblik de selv er ved magten. Det er ikke et særligt afrikansk fænomen, det ses også i Europa, men det optræder oftere på det afrikanske kontinent end så mange andre steder.
Kaunda, der bliver stedt til hvile med en statsbegravelse den 7. juli, nåede at trække sig tilbage i nogenlunde ro og orden – og nyde sit otium. Det varmer, for alt andet ville have været skuffende for en gammel piccolo.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.