Da flygtningekrisen kom til Kopparberg

I svenske småbyer har flygtningestrømmen udfordret sammenhængskraften, men også skabt nye fællesskaber. Kristeligt Dagblad er rejst til den svenske by, der har taget imod flest flygtninge det seneste år, for at undersøge, hvad det gør ved et samfund, at 25 procent af indbyggerne er asylansøgere

Da Christer Ingvarsson voksede op i 1960’erne, var Kopparberg en velstående og livlig by. I dag har mange restauranter og butikker måttet dreje nøglen om, men flere arabiske butikker har de seneste år overtaget de forladte lokaler med succes.
Da Christer Ingvarsson voksede op i 1960’erne, var Kopparberg en velstående og livlig by. I dag har mange restauranter og butikker måttet dreje nøglen om, men flere arabiske butikker har de seneste år overtaget de forladte lokaler med succes. Foto: Ulrik Strøjer Kappel.

Omkring tre timers togtur vest for Stockholm ligger den gamle mineby Kopparberg omgivet af landsdelen Svealands bjerge, skove og søer. Byen havde sin storhedstid i 1600-tallet og var engang en vigtig del af råvareforsyningen i landet, men siden den sidste mine lukkede i 1975, er byen langsomt blevet affolket. Det store postkontor har drejet nøglen om for længst, og byens hotel er for nylig lavet om til billige lejligheder.

Bykernen består af gamle, idylliske træhuse i området mellem tinghuset fra 1641, kirken, der engang blev kåret som rigets smukkeeste, og Trolanders Jernhandel, hvor arabiske tilflyttere i dag sælger vandpiber, eksotiske krydderier og frugtte.

På fortovet over for forretningen går 61-årige Christer Ingvarsson forbi på vej ned for at købe ind. Han har boet i byen hele sit liv og har oplevet, hvordan folk langsomt har forladt Kopparberg.

”Da jeg var dreng, havde alle noget at lave, men arbejdspladserne kom aldrig igen, efter at minerne lukkede. Vi havde det godt, men nu er det, som om hele byen langsomt er ved at blive kvalt,” siger han.

Christer Ingvarsson har været brolægger og kommunalarbejder, men er i dag gået på pension. Han er glad for de entreprenante indvandrere, der har åbnet butikker, men mener, at byen har taget imod for mange flygtninge. Kopparberg har cirka 5000 indbyggere, hvoraf omkring 1000 er asylansøgere. Det er dermed den svenske by, der i forhold til størrelsen har modtaget flest flygtninge. Husene er billige, fordi så mange er flyttet derfra, og det har gjort det til et attraktivt sted at drive asylcenter.

”De fleste af flygtningene er fredelige, men de efterlader skrald, og nogle af drengene virker truende over for de unge piger i byen. Der går mange historier om folk, der er blevet overfaldet og bestjålet om aftenen, og det har skabt frygt i et ellers roligt lokalsamfund. Hvis det er dét, de er kommet for, burde de smutte hjem igen,” siger Christer Ingvarsson.

Blandt de lokale fortæller flere, at de ikke har noget imod, at der er kommet flygtninge til byen, men at der er kommet så mange, at det har skabt et parallelsamfund, isoleret fra lokalmiljøet. Kommunen beretter, at omkring halvdelen af de ansattes arbejdstid bruges på asylområdet.

Desuden mener flere indbyggere også, at de mange nytilkomne har udfordret sammenhængskraften i det lille samfund, hvor der ofte går højlydte diskussioner om, hvorvidt flygtningene er en gevinst eller en byrde for Kopparberg.

I den lokale fodboldklub inviterer man asylansøgerne til at komme og spille med, og frivillige arrangerer ture til svømmehallen for at aktivere dem. Samtidig vokser opbakningen til Sverigedemokraterne, som fik 25 procent af stemmerne ved kommunalvalget i 2014. Dengang havde partiets lokalafdeling 25 medlemmer. I dag er de over 50.

”Vi har et ordsprog. For hver flygtning der kommer, bliver to lokale sverigedemokrater. Og for hver fem flygtninge, der kommer, bliver en af flygtningene selv sverigedemokrat,” forklarer en midaldrende mand, der ikke vil have sit efternavn i avisen, foran byens computerforretning.

Af de mange flygtninge, der cykler og går rundt i byen, kan kun få svensk eller engelsk, og flere smiler afværgende eller siger ”jeg taler ikke svensk”. En del af dem mødes ved supermarkedet i Kopparberghallen, hvor den gratis internetforbindelse giver dem mulighed for at holde kontakten med familien. En af dem er 24-årige Muhammed fra Syrien, der ikke ønsker ikke sit efternavn i avisen.

”Selvom her ikke er meget at lave, er Sverige et godt sted. Her er vi i sikkerhed, og jeg tror på, at det bliver bedre, hvis jeg får asyl. Så kan jeg starte på en uddannelse og gå i gang med at arbejde. Det er min drøm,” siger han.

200 meter nede ad gaden står 34-årige Fawaz Almohammod foran sin butik, der sælger vandpiber, grøntsager og krydderier. Han kom som flygtning fra Syrien i 2012 og åbnede tidligere på året butikken, som er populær blandt både flygtninge og de oprindelige indbyggere.

”Sverige er et fantastisk land. Her er så fredeligt, og vi er frie til at gøre, hvad vi vil,” siger han.

Selvom mange af de lokale fortæller, at byen er blevet splittet af holdningen til flygtninge, er Fawaz Almohammod og hans butik indtil videre næsten sluppet for negative kommentarer.

”Jeg ved godt, at der er nogle, der ikke kan lide os, men de fleste er glade for at kunne komme ind og købe krydderurter, som man ikke kan finde andre steder. Jeg tror på, at det ender med, at de lokale og flygtningene bliver venner, og det kan bidrage til, at det går bedre for Kopparberg,” siger han.

Rundt om hjørnet står Per Åkesson, der er præst i kirken, og ryger pibe på verandaen foran menighedshuset. Han arrangerer bibelkurser for de omkring 20 asylansøgerne, der ønsker at konvertere fra islam til kristendom. Præsten mener, at flygtningekrisen har givet borgerne i Kopparberg et nyt perspektiv på tilværelsen.

”Inden da gik livet sin gang som altid, men flygtningene har gjort, at vi har set, at vi er en del af en større sammenhæng, og mange har engageret sig i lokale initiativer på en måde, man ikke så før. Selvom en del er vrede over, at deres by ser anderledes ud end før krisen, tror jeg, at flygtningene er en mulighed for byen,” siger Per Åkesson.

Mange af de nytilkomne er unge og børn, og præsten håber, at de kan være med til at skabe fremgang for Kopparberg.

”Vi trænger i den grad til, at der sker noget nyt, og dér har flygtningene allerede været med til at engagere folk i nye frivillige fællesskaber, så jeg håber bare, at de lykkes med at lære at leve i Sverige,” siger han.

Op ad bakken langs Gruvstugutorget og til venstre for kirken ligger Bergsgårdens HVB, hvor størstedelen af de uledsagede flygtningebørn bor. Mia Lejonqvist driver bostedet, hvor mange af de drenge, der kører rundt i byen på gamle damecykler, kommer fra. Hun er ked af, at Kopparberg er blevet splittet af synet på asylansøgerne, men glæder sig også over de mange frivillige initiativer.

”Folk skal bare se, at det er en mulighed og ikke et problem, at flygtningene er kommet til byen. I sidste ende kan de skabe arbejdspladser som de arabiske butikker, der allerede pibler frem,” siger hun.

Mia Lejonqvist mener, at den største forskel til før og efter, at flygtningekrisen ramte Kopparberg, er det bredere udsyn, der er kommet med; at verdens rå virkelighed har gjort sit indtog.

”Vi er jo en lille by, hvor folk er vant til at passe sig selv, og alle kender alle. Derfor kom det som et chok, at de mennesker, vi på tv så flygte i gummibåde over Middelhavet, pludseligt kom til Kopparberg,” siger hun.

Mia Lejonqvist peger på, at det er de samme udfordringer, Europa og Kopparberg står over for.

”Vi oplever både succes- historierne og hører om problemer med kriminalitet. I løbet af kort tid har vi som minisamfund gået igennem den samme proces, Europas ledere bakser med, og det har givet os de samme gode historier og udfordringer, som EU og alle landene står med nu – bare i en anden skala, hvor det er borgernes liv, der påvirkes,” mener hun.

Per Åkesson arrangerer bibelkurser for flygtninge i menighedshuset i Kopparberg. Præsten har døbt over 20 personer, siden flygtningekrisen begyndte at sætte sit præg på byen sidste efterår. Han frygter, at de svenske myndigheder vil sende flere af dem hjem, selvom de risikerer forfølgelse.
Per Åkesson arrangerer bibelkurser for flygtninge i menighedshuset i Kopparberg. Præsten har døbt over 20 personer, siden flygtningekrisen begyndte at sætte sit præg på byen sidste efterår. Han frygter, at de svenske myndigheder vil sende flere af dem hjem, selvom de risikerer forfølgelse. Foto: Ulrik Strøjer Kappel
Fawaz Almohammod, der kom til Sverige som flygtning, er stolt af sin nyåbnede butik, som ligger midt på hovedgaden i Kopparberg. Her sælger han arabiske, persiske og thailandske varer med hjælp fra sine tre sønner.
Fawaz Almohammod, der kom til Sverige som flygtning, er stolt af sin nyåbnede butik, som ligger midt på hovedgaden i Kopparberg. Her sælger han arabiske, persiske og thailandske varer med hjælp fra sine tre sønner.
Foto: Ulrik Strøjer Kappel