Det er som talt ud af Nikolai Frederik Severin Grundtvigs mund, at FN's medlemslande i morgen eftermiddag dansk tid - mere end 200 år efter præsten og salmedigterens fødsel - skriver under på, at de vil bekæmpe ulighed. ”Da har i velstand vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”, skrev Grundtvig i digtet ”Langt højere Bjerge” i 1820. I FN's ordlyd hedder det: ”Reducer ulighed i og mellem lande”, men hensigten er den samme.
Målet er at sikre, at rigdom og vækst fremover bliver fordelt mere ligeligt for at sikre den samlede velstand for alle. Ikke blot mellem landene som hidtil ved at mindske forskellen på i- og u-lande, men i lige så høj grad ved at fokusere på landes interne ulighed. Også i Danmark, i USA og i Brasilien.
”Målet afspejler en erkendelse af, at hvis vi skal bekæmpe den ekstreme fattigdom, er vi nødt til også at se på uligheden,” siger Laust Leth Gregersen, der er udviklingspolitisk seniorrådgiver i Red Barnet.
Han henviser til, at de hidtidige 2015-mål, hvor hovedmålet var at halvere sult og fattigdom i verden, er blevet meget ujævnt opfyldt. Mange børn har ikke fået del i de fremskridt, der er sket. Som eksempel er der en grotesk forskel på skolegangen i det vestafrikanske lande Benin, hvor hele 86 procent af drengene går i skole i landets rigeste provins, mens kun en procent af pigerne i landets fattigste provins kommer i skole.
”Ulighed gennemsyrer alting. Hvis vi ikke gør noget ved den, sker der en skævvridning på alle områder: mad, skole, sundhed,” siger han.
Laust Leth Gregersen peger på, at målet om lighed selvfølgelig først og fremmest kommer de fattigste til gode - uanset hvilket land, de lever i - men at det i det hele taget er nødvendigt at stræbe i den retning, hvis verden skal udvikle sig i en mere fredelig retning.
”Når uligheden accelererer mellem en lille rig del af befolkningen og de fattigste, går det ud over demokratiet og sammenhængskraften. Det er altså ikke kun af hensyn til verdens fattigste, at vi skal bekæmpe uligheden. Det er for vores alle sammens skyld,” siger han.
Den danske udviklingsorganisation Ibis var i januar med til at udgive en rapport om ulighed sammen med det internationale udviklingsforbund Oxfam. Den viste, at 80 mennesker i verden nu ejer det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning, omkring 3,5 milliarder mennesker. Ifølge rapporten vil den rigeste procent i 2016 eje mere end de øvrige 99 procent af verdens befolkning tilsammen.
Uligheden er dog ikke noget, der kun optager de folkelige hjælpeorganisationer. Traditionelt konservative økonomiske institutioner som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation OECD advarer med stadig kraftigere stemme mod en stigende ulighed. Den voksende velstandskløft har de seneste tre år også ligget i toppen af listen over globale udfordringer hos Verdens Økonomiske Forum, kendt for sine møder i Davos.
Verdensbanken vedtog allerede i 2013 en strategi for at fremme velstanden, især blandt de fattigste 40 procent af et lands befolkning. For at alle skal have gavn af væksten i et land, satte Verdensbanken sig som mål, at de dårligst stillede 40 procent af et lands befolkning frem til 2030 får en indkomstudvikling, der ikke er ringere, men helst bedre end gennemsnittet for landet.
”Verden er i dag alt for velstående et sted til at tolerere fattigdom og ulighed i det skamløse omfang, vi ser alle steder omkring os,” skrev Kaushik Basu, vicedirektør og cheføkonom i Verdensbanken, så sent som i lørdags i en kommentar på bankens blog ”developmenttalk” (samtale om udvikling).
Christian Friis Bach, generalsekretær i Unece, FN's økonomiske kommission for Europa, glæder sig over, at Verdensbanken og de øvrige tunge økonomiske institutioner nu går forrest i kampen mod ulighed.
”Ulighed spærrer for udvikling og vækst. Det er der et helt andet fokus på i dag, og vi ser den ene rapport efter den anden dokumentere det med Verdensbanken i spidsen,” siger Christian Friis Bach.
Herhjemme tvivler Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, stærkt på, at FN-landene vinder kampen mod ulighed. Han mener tværtimod, at vi vil se flere lande med høj ulighed de kommende 50-100 år.
”Det er en kamp mod globale vejrmøller. Det internationale erhvervsliv vil flytte sine aktiviteter rundt, som det passer bedst for indtjeningen. Globaliseringen og markedskræfterne har gjort det sværere at omfordele, og det presser landene,” siger han.
”Regeringerne forsøger simpelthen ikke at omfordele. Det gør de bare ikke.”