De er unge, og livet venter på dem, men de kan ikke få øje på det, for de ser ingen fremtid. Der er ingen jobs at få, så de bliver boende hos forældrene, dasker rundt og tusker sig til lidt lommepenge, sort. De bliver kaldt Italiens tabte generation, for der er mange af dem. De er allerede bitre på tilværelsen, fattige uden håb, og det var især dem, der sagde nej ved søndagens folkeafstemning om en forfatningsreform, som nu har sendt Italien ud i en politisk krise.
”Det her land stinker. Vi er vrede, frustrerede og desillusionerede og vil forandring,” siger en ung kvinde i en video, der i går blev lagt på Studenti per il No, en af de unge italieneres nej-sider på Facebook.
”Det var et nej fra os unge, som ikke har noget håb, og en stemme mod den politiske klasse, som kun fremsætter forslag til egen fordel, mens der er millioner af fattige. De taler om os unge, men ingen lytter til os,” siger en ung mand samme sted.
Den nu forhenværende premierminister Matteo Renzi er kun 41 år og hans regering den yngste nogensinde, så han skulle have været deres mand. Men ifølge instituttet Quorum sagde 80 procent af de unge 18-34-årige nej til ham. Andre har lidt lavere tal, men tendensen er klar, og jo yngre, de er, des højere sagde de nej. Ifølge avisen Il Giornale var det 88 procent af de 18-24-årige.
Alle analyser viser, at det især er i de områder, hvor ungdomsarbejdsløsheden er højest, at folk har stemt imod Renzis forfatningsreform – det vil sige det fattigste Syditalien, øer som Sicilien og byer som Napoli.
Forældre og bedsteforældre, som forsørger de voksne børn, er bange på deres vegne. Den seneste årlige rapport fra Italiens Statistik, Istat, siger det tydeligt: 6 ud af 10 lever stadig hos forældrene som 30-årige – og de fleste af dem bliver ved med det også i 30’erne, og næsten halvdelen drømmer om at finde en fremtid i udlandet. 37 procent af de helt unge er arbejdsløse, i nogle områder er det værre som på Sicilien med 56 procent.
Italien har også europæisk bundrekord for de såkaldte Neet’s, et britisk begreb for de unge, der hverken er under uddannelse, i praktik eller har arbejde. På italiensk hedder de Né Né-generationen. 2,5 millioner af de unge mellem 15 og 29 år er i den situation.
Og selv de unge, der har taget en uddannelse, kan ikke længere regne med, at det giver dem en fremtid. En tredjedel af de unge med en højere uddannelse, som har fundet arbejde, er overkvalificeret til det, skriver Istat. Det dækker over, at jurister og humanister hutler sig igennem på en lav løn som medhjælpere på restauranter eller som løsarbejdere i et callcenter.
Tre år efter at de har taget eksamen, er det stadig kun halvdelen af de højtuddannede, der har fundet et job, som svarer til deres kvalifikationer. Blomsten af Italiens ungdom er meget dårligere stillet, end forældregenerationen var. En undersøgelse fra den britiske avis The Guardian tidligere på året viste, at den vestlige generation af 20-40-årige generelt er røget bagud økonomisk, men Italien er det værste land.
I 2015 forlod knap 40.000 under 35 år landet. De seneste 10 år er antallet af italienere, som lever uden for landets grænser, gået fra 3 til 4,8 millioner. Og mens det tidligere altid var italienerne i det fattige syd, der emigrerede, så er det nu i voksende grad de unge i nord, der får medierne til at tale om hjerneflugt.
Og mens resten stadig bor bor hjemme hos mor og far, kan de ikke blive gift og stifte familie, så 2015 satte en negativ-rekord: Der blev kun født 488.000 børn i en befolkning på over 60 millioner. Det er den laveste befolkningstilvækst, siden Italien blev grundlagt i 1861.
Renzi-regeringen hævder, at den har gjort meget for de unge, men det har ikke rykket noget for alvor for de mange, der med det store nej til reformen har sendt landet ud i en politisk krise. Præsident Sergio Mattarella er i disse dage i gang med en sonderingsrunde, som formentlig munder ud i en midlertidig regering, der kan sidde indtil et valg, måske allerede til foråret. Matteo Renzi, som stadig er formand for partiet PD, er kørt hjem til Firenze, hvor han skal lægge strategi for, hvordan de skal vinde det valg – og altså få de unge italienere i tale igen.
De unges nej må være bittert for ham, ”den yngste premierminister, Italien har haft,” skriver journalisten Michele Azzu fra tidsskriftet l’Espresso:
”Ham, der ville smide de gamle, der sad fast i magtens stole, på porten, ham, der i tre år har hævdet, at nu fik de unge det bedre. Mens de unge alligevel fik det værre. Og følte sig forrådte.”