En tsunami af en størrelse og styrke, ingen havde drømt om, skyllede fredag den 11. marts 2011 ind over det nordøstlige Japan efter et gigantisk jordskælv, 30 kilometer under havbunden, 70 kilometer fra den nærmeste kyst. Tsunamien kom i tidens løb til at koste næsten 20.000 dyrebare menneskeliv. De fleste druknede samme dag. Jordskælvet var det fjerdestørste jordskælv, der nogensinde er registreret på Richterskalaen. Tsunamien havde de værste steder en fart på over 700 kilometer i timen med bølger på op imod 40 meter. Den oversvømmede store arealer indtil 10 kilometer inde i landet. Folk blev skyllet med, druknede og blev mast. Japanere er beredt på tsunamier, men ingen havde drømt om, at naturen var i stand til at slå til med så ødelæggende en kraft.
Japans industri- og handelsministerium har forsøgt at lave et umuligt regnestykke og opgjort de samlede omkostninger ved oprydning og oprensning til et beløb i nærheden af 1330 milliarder kroner.
Som en konsekvens af tsunamien skete samme dag en tredje ulykke ved atomkraftværket Fukushima Daiichi, kun 250 kilometer fra centrum af Tokyo. Her nedsmeltede tre reaktorer, fordi strømforsyningen til værket blev smadret af bølgernes kraft, og nedkølingen af det aktive brændstof blev afbrudt.
Da to voldsomme brint-eksplosioner skete på første- og tredjedagen efter tsunamien, evakuerede man over hals og hoved beboerne i hele området. Først i 10 og derefter i 20 kilometers afstand fra værket – og nogle steder mod nordvest endnu længere væk på grund af høje radioaktivitetstal i luften.
I timerne og dagene efter atomulykken havde områdets beboere det kæmpestore held midt i al uheldet, at der var vestenvind, og at det meste af den radioaktive sky, der blev dannet ved udslippet fra de ødelagte reaktorer, drev ud over Stillehavet. En mindre del af atomskyen drev mod nordvest, og det var årsagen til, at evakueringszonen kom til at strække sig længere væk fra selve værket i den retning. Næsten en halv million mennesker i alt blev i første omgang evakueret på grund af den tredobbelte katastrofe langs hele kysten.
Ingen vidste, hvad der var ved at ske i det smadrede Fukushima-anlæg. Det eneste, man kunne se, var, at den ene reaktor efter den anden eksploderede i sort røg. Det var ikke så sært, at man evakuerede, og at myndighederne gav ordre til at gøre det. Men bortset fra de allernærmeste områder ved værket – og de allerførste kaotiske få dage – har der aldrig for alvor været udslip af store koncentrationer af dødsensfarlig radioaktivitet.
Dette skyldtes mere held end forstand, men den dag i dag er der nogle, der kynisk mener, at man i sidste ende havde gjort mindre skade på mennesker og lokalsamfund, hvis man helt havde ladet være med at evakuere en eneste beboer. Måske ville nogle dø af kræft tidligere, end de ellers ville have gjort, mener man. Men det ville i sammenligning have været en mindre omkostning end de frygtelige omkostninger i liv, helbred, økonomi og social sammenhængskraft, som frygten for radioaktivitet og evakueringen nu igennem 10 år har haft for beboerne.