”Her har været så megen ondskab. Så megen ondskab. Jeg forstår det ikke.”
Edmund Gewarkes’ stemme er bævende og spinkel, og han er ellers en bredskuldret mand. Bortset fra et lille hvidt lommetørklæde, som han skiftevis nulrer mellem fingrene og tørrer sig under næsen med, er han klædt helt i sort. De fleste af de omtrent 70 mennesker omkring ham er også klædt i sort.
Loftet er sort. Alle vægge, stolper og monumenter, der strækker sig over det, menigheden har kunnet nå med en svamp, en strakt arm og en plastikstol, er sorte. Vi står midt i Iraks største kirke, og menigheden har gjort, hvad den kunne for at gøre kirkerummet klar til brug.
Islamisk Stat indtog den kristne by Qaraqosh, som de muslimske irakere kalder Al-Hamdaniya, i starten af august 2014. Langt de fleste indbyggere nåede at flygte. Begravelsesceremonien i dag er til ære for en af dem, som blev i byen: Edmund Gewarkes’ egen far.
Kirken har med store anstrengelser været forsøgt nedbrændt. Men Tahira-kirken står stadig, og der har været begravelser hver dag siden kirkens første ceremoni for under en måned siden, efter at byen blev befriet i slutningen af oktober. En præst messer på aramæisk, og en dreng svinger et kar med røgelse.
Ceremonien skal foregå efter den syriakisk katolske kirkes forskrifter. Det skal gøres rigtigt, men som Edmund Gewarkes siger, så føles alt forkert på dette sted.
”Bare se op, så stirrer du ind i den sorteste ondskab, vi nogensinde har set,” prøver han at hviske, men han nærmest hikker ordene frem.
Da Islamisk Stat stormede byen for lidt over to år siden, valgte Edmund Gewarkes’ far at blive siddende i sin lænestol under appelsintræet i familiens have. Huset havde han selv bygget, og for ham fandtes der ikke en meningsfuld tilværelse uden for fødebyen. Mens familien hastede rundt i huset for at pakke bilen med de vigtigste ejendele og flygte mod de kurdiske områder mod øst sammen med resten af byens cirka 55.000 indbyggere, satte faderen sig til rette under appelsintræet med – som han selv kaldte det – sin sidste tobak.
Resterne af det, de fandt af ham i haven under appelsintræet, ligger nu i en hvid kiste, som løftes af seks mænd og bæres ud på ladet af en lille lastbil uden for kirken. En mand stiller sig forrest på ladet med et lille kors og et billede af den afdøde. Så sætter optoget i gang, men Edmund Gewarkes kommer ind i kirken igen.
Han går lidt rundt. Hans fodtrin giver genlyd i den store kirke. På vej ud stiller han sig i portåbningen, og så peger han mod det sortsvedne loft og beder indgående om at ”i journalister skal lade verden vide, hvad Islamisk Stat har gjort mod os kristne.”
Den åbne gård i kirkekompleksets midte flyder med ødelagt og afbrændt inventar fra kirken. I den ene ende ligger bunker af brugt ammunition, og i den anden er der gennemhullede mannequindukker og skydeskiver. Det lader til, at krigerne fra Islamisk Stat har brugt gården som skydebane.
Kirkeklokkerne ringer igen i Qaraqosh, men det er også det eneste tegn på, at der er et kristent samfund i byen. Eller rettere har været. For her er ingen elektricitet, ingen vand og ingen beboelige huse længere. Hvad der tidligere var Iraks folkerigeste landsby, er nu en ubeboelig spøgelsesby. Eneste tegn på liv er de kristne militssoldater og de tilrejsende kirkegængere omkring den sortsvedne kirke.
I byens udkant står den kristne militsgeneral Behnam Abbush foran et stort udbrændt bygningskompleks. Det er hans ejendom. Inden IS kom, udgjorde den ene halvdel lejemål til forskellige erhvervsdrivende og den anden halvdel hans families hjem.
Familien bor nu i Dohuk i de kurdiske områder, og ingen af dem har været i byen og besøgt deres tidligere hjem.
Behnam Abbush tillader det ikke. Den smerte vil han ikke påføre dem.
”Da jeg så, hvad de havde gjort ved kirken, blev alt ligegyldigt for mig. Da jeg kom til mit hus, var det som om, jeg allerede var død,” fortæller han, mens han åbner en afsvedet jernlåge ind til sit hjem.
På gulvet i det, der engang var en dagligstue, står utallige jernrør med bund.
Behnam Abbush fortæller, at han først ikke forstod, hvad der var foregået i hans hjem. En ven måtte forklare ham, at IS havde lavet hans hus om til en bombefabrik.
Hans soveværelse og hans yngste søns værelse er fyldt op med jord. Det gav heller ingen mening for Behnam Abbush, men nu ved han hvorfor. Han bukker sig og går igennem et hul, IS har hugget ind til naboejendommen. Her har IS-krigerne hugget en tunnelnedgang direkte gennem stuefliserne.
Tunnelen er så stor, at man kan gå oprejst igennem den. Det viser sig, at der er et helt tunnelkompleks under byen. Vi stiger op i noget, der engang har været et bageri, cirka 70 meter fra Behnam Abbushs hus.
Han har ikke i sinde at vende tilbage til byen med sin familie. Det har Edmund Gewarkes, der er flyttet til London, heller ikke. Når man bevæger sig rundt i Qaraqosh, lader det heller ikke til, at IS-krigerne har skånet et eneste hus. Der er sod over stort set alle vinduesåbninger i byens huse.
Yaqoob Yago, der er medlem af det kurdiske parlament i Nordirak for det kristne parti Assyrian Democratic Movement, mener alligevel, at folk vil vende tilbage en dag.
”Når vi har fået vand og elektricitet, og når kampene er slut, så tror jeg, de vil komme tilbage fra Erbil og Dohuk, og alle de andre byer i de kurdiske områder,” siger han.
Hano Anwar på 27 år arbejder på et hotel i Erbil og er en af de mange, der flygtede fra Qaraqosh sammen med sin familie. Hans bror og fætter arbejder også på hotellet. De vil under ingen omstændigheder vende tilbage. De er ikke engang interesserede i at se fotos fra byen.
”Vi kommer aldrig til at føle os trygge der. Jeg kender ikke en eneste, der har tænkt sig at vende tilbage. Allerhelst vil jeg helt ud af Irak. Jeg har en bror i Norge, og jeg håber også at kunne komme dertil en dag,” siger Hano Anwar.
Yaqoob Yaqo mener, at det gør en stor forskel for sikkerheden, at de kristne fra området nu har fået deres egen milits under den irakiske hær, som bevogter området.
”Hvor vi før var afhængige af den kurdiske peshmerga-hær, som bare forlod os, så har vi nu vores egne styrker, og hvis vi får støtte til genopbygningen fra regeringen i Bagdad og fra EU, så tror jeg godt, at vi kan skabe et kristent samfund her igen,” siger politikeren.
Det har Hano Anwar kun hovedrysten til overs for:
”Den såkaldte kristne milits er jo kun en håndfuld mænd. Vi er for få og for svage. Det er svært at se en fremtid for de kristne i Irak, og det er ikke en fremtid, jeg vil være en del af.”