I november 2015 blev Greg Lukianoff en del af en af de identitetspolitiske konflikter, der igennem de senere år har sat amerikanske universitetsmiljøer i kog.
Den dengang 31-årige Lukianoff, en jurist med speciale i frihedsrettigheder, var inviteret til at holde et foredrag om ytringsfrihed på eliteuniversitetet Yale i Connecticut. Den dag han ankom, var en gruppe studerende i oprør over en e-mail afsendt af lektor Erika Christakis, hvori hun udtrykte forbehold over universitetets advarsel mod potentielt ”kulturelt stødende” halloween-udklædninger som indianerfjer og sort ansigtsmaling. Udtryksfriheden og ”evnen til at tolerere krænkelser” burde veje tungere end andre hensyn, mente hun.
Kort efter sin ankomst til Yale så Greg Lukianoff, hvordan dusinvis af rasende studerende omringede Christakis’ mand, professor Nicholas Christakis, og krævede, at han undskyldte for sin hustrus e-mail. En video, som Lukianoff optog, og som siden blev et viralt fænomen, viser stærkt følelsesladede og grædende studerende, der bander og råber af Christakis og beskylder ham for at undlade at skabe ”et trygt rum” for dem på universitetet.
”Jeg har oplevet nogle intense kontroverser på amerikanske universiteter, men intet, der kunne måle sig med dette,” siger Greg Lukianoff, der står i spidsen for organisationen Foundation for Individual Rights in Education (Fire), hvis formål er at forsvare universitetsstuderendes og -underviseres frihedsrettigheder.
LÆS OGSÅ: Professors brug af "N-ordet" udløser strid i USA: "De studerende er blevet gjort fortræd"
Den næste dag deltog Lukianoff i en konference om ytringsfrihed på Yale. Efter at han i sit oplæg beskrev de studerendes opførsel dagen forinden, bemærkede han, at reaktionen på Erika Christakis’ e-mail var så voldsom, at man skulle tro, ”at hun havde udslettet en indianerlandsby”. En deltager refererede kommentaren på Facebook, og snart samledes flere end 100 vrede studerende – udstyret med skilte med teksten ”folkedrab er ingen vittighed” – for at protestere. Ifølge universitetsavisen Yale Daily News blev konferencedeltagere spyttet på og kaldt ”racister” og ”forrædere”.
Bemærkningen bragte sindene i kog, fordi den kom i slipstrømmen på flere racistiske hændelser på Yale, forklarede Mitchell Rose Bear Don’t Walk, en indiansk studerende og leder af demonstrationen.
”Det er vanskeligt at have konstruktive diskussioner, når der er en stor gruppe mennesker, der er lidenskabelige og følelsesmæssige berørte over det, der er på spil,” sagde hun til Yale Daily News.
Greg Lukianoff har en anden fortolkning.
”Min pointe var at illustrere, at de studerende reagerede på e-mailen, som om afsenderen havde begået en uudsigelig ondskab, og at de ignorerede kontekst og udviste en brændende lyst til at blive krænket og til at udøve censur. Ironisk nok fik min pointe dem til at gøre det samme endnu en gang,” siger Lukianoff, der sammen med socialpsykologen Jonathan Haidt fra New York University er forfatter til den roste bog ”The Coddling of the American Mind” (Forkælelsen af det amerikanske sind) om identitetspolitik på amerikanske universiteter.
Den meget omtalte hændelse på Yale University var blandt de første i en bølge af uroligheder relateret til race, køn, kultur og politisk korrekthed, som siden 2015 er skyllet hen over amerikanske universiteter, og som repræsenterer den gren af den identitetspolitiske strømning, der forbindes med krænkelseskultur, offermentalitet, anerkendelseskampe og indskrænkelser af ytringsfriheden.
Antiracismeprotester brød i 2015 og 2016 ud på University of Missouri, Ithaca College i New York, Smith College i Massachusetts, Claremont McKenna College i Californien, Vanderbilt University i Tennessee og flere andre steder. På Georgetown University i forbundshovedstaden, Washington, accepterede ledelsen de studerendes krav om at omdøbe to bygninger, der var opkaldt efter slaveejere. På Harvard University i Massachusetts måtte jurafakultetet ændre sit segl på grund af dets forbindelse til en 1700-tals slaveejer. På Bowdoin College i Maine blev en gruppe studerende straffet for at have iført sig sombrerohatte til en fest med tequila som tema. På Oberlin College i Ohio klagede studerende over, at kantinens etniske retter var ”kulturelt ufølsomme”, og kantinelederen undskyldte. På Yale University krævede en gruppe studerende ændringer i engelskfakultetets pensum, således at et kursus i ”de store engelske digtere” ikke inkluderede så mange hvide, heteroseksuelle, mandlige digtere.
På flere universiteter har de studerende også krævet, at kontroversielle foredragsholdere – primært af konservativ overbevisning – nægtes adgang til lærdommens haller. I foråret 2017 forsøgte studerende på University of California i Berkeley eksempelvis at forhindre højrefløjsprovokatørerne Milo Yiannopoulos og Ann Coulter i at gennemføre planlagte taler, og på Middlebury College i Vermont afbrød hundredvis af studerende en gæsteforelæsning af samfundsforskeren Charles Murray, der i en kontroversiel bog fra 1994, ”The Bell Curve”, hævder, at social ulighed og race er forbundet med medfødte forskelle i intelligens.
Samtidig er flere universiteter begyndt at implementere nye politikker relateret til ”mikroaggressioner”, som er nedladende kommentarer, der ofte gives uforvarende, og ”trigger warnings”, advarsler mod potentielt stødende indhold, med det formål at beskytte studerende fra at blive krænkede eller sårede. Mange universiteter har ligeledes opfyldt studerendes krav om oprettelse af ”safe spaces” (trygge rum), hvor særgrupper kan samles uden at risikere at blive konfronteret med personer eller idéer, der gør dem utilpasse.
Men hvordan er det kommet så vidt i de amerikanske universitetsmiljøer? Hvorfor har de identitetspolitiske konflikter grebet om sig, og hvorfor er nogle unge studerende uvillige til at lytte til synspunkter, der strider imod deres egne?
Ifølge Greg Lukianoff skete der for cirka fire år siden et skifte, hvor studerende i de fortrinsvis venstreorienterede universitetsmiljøer begyndte at protestere over uretfærdigheder, ikke blot fordi disse var eksempelvis racistiske eller sexistiske, men fordi de var ”skadelige” og muligvis ”traumatiserende” for nogle af deres kammerater.
”De argumenter, som nogle studerende benytter sig af, har ændret sig dramatisk. De indhyller deres ræsonnementer i lægefaglige begreber. De ønsker at udøve censur for at værne om deres psykiske helbred, eller fordi de finder nogle holdninger ’sårende’ eller endda ’traumatiserende’, eller fordi de opfatter visse ord som ’mikroaggressioner’. Og de ønsker ’trygge rum’, hvor deres psykiske velbefindende ikke forstyrres. Mange studerende synes at fortolke tingene igennem en linse, der ikke ser på, om dette er rigtigt eller forkert, men snarere, om dette er trygt eller farligt,” siger han.
Det er, siger Lukianoff, vanskeligt at give et klart svar på, hvorfor nogle unge amerikanere tilsyneladende er blevet så følelsesmæssigt skrøbelige. En del af forklaringen har at gøre med, at de er vokset op med en højere forventning om tryghed end tidligere generationer. Overbeskyttende ”curlingforældre” har fejet forhindringer af deres vej, og de har gået på skoler, der har skærmet dem for alskens potentielle farer ved eksempelvis at beklæde legepladser med gummimåtter og implementere antimobbepolitikker. Disse unge er også opvokset i en tid, hvor den politiske polarisering i USA er vokset, og hvor gensidig dæmonisering og mangel på kompromisvilje præger debatten mellem højre- og venstrefløjen.
”Så det er ikke vanskeligt at forestille sig, at de studerende, der ankommer til universiteterne i dag, kan ønske mere beskyttelse og være mere fjendtligt indstillede over for ideologiske modstandere, end tidligere generationer var det,” siger Greg Lukianoff.
Nogle iagttagere mener imidlertid, at kritikken af unge studerende som værende skrøbelige og overdrevne krænkelsesparate er uretfærdig.
Kampen for, at alle særgrupper kan føle sig trygge, inkluderede og anerkendte, er en vigtig og værdig sag i et ulige samfund, hvor identitetsmarkører som race, klasse og kønsidentitet stadig har enorm betydning, skriver to universitetsrektorer, Barry Glass-ner fra Lewis & Clark College og Morton Schapiro fra Northwestern University, i et essay i avisen Los Angeles Times.
”For hver studerende, der har brokket sig over uautentisk etnisk mad i kantinen, for nu at bruge et meget omtalt eksempel, har eksponentielt flere asiatiske og afroamerikanske studerende tålt fornærmelser og afvisninger baseret på jalousi, stereotyper eller decideret had. På samme måde gælder det, at der for hvert eksempel på studerende, der kræver ’trygge rum’ og ’trigger warnings’, så de kan undgå materiale, de finder krænkende eller oprivende, findes talrige homoseksuelle, transkønnede eller ikke-hvide studerende, der har befundet sig i situationer, hvor de blev forulempede eller fysisk truede,” skriver de.
Eller som Sophie Downes, en studerende på University of Chicago, udtrykker det i et indlæg i avisen The New York Times:
”En lille advarsel kan hjælpe studerende med at bearbejde ubehagelige og komplekse emner, og en lille smule basal hensyntagen til andre er ikke forkælelse. Den offentlige samtale i dette land er blevet temmelig giftig, så måske er det ikke overraskende, at studerende forsøger at skabe måder, hvorpå de kan have en forstående, borgerlig dialog.”
Greg Lukianoff advarer ikke desto mindre om, at de strømninger, som har taget greb i amerikanske universitetsmiljøer, er skadelige både for samfundet som sådan og for de unge selv. Han peger på, at flere undersøgelser viser, at amerikanske universitetsstuderendes psykiske velbefindende er i forværring.
”Det er vanskeligt at bevare universiteters rolle som steder, der udfordrer unge menneskers forestillinger om verden, hvis de studerendes selverklærede ’beskyttere’ afviser idéer og taleholdere som værende for farlige at lytte til. Universiteterne går også glip af chancen for at afhjælpe polariseringen i samfundet. Og så er der problemet med selvopfyldende profetier: Studerende, der mener, at de nemt traumatiseres af ord eller idéer, kan ende med nemt at blive traumatiserede af ord eller idéer. Jeg mener, at vi lærer en generation vaner, som forbindes med ængstelige, deprimerede og polariserede mennesker,” siger han.