I morgen er det 60 år siden, at de seks lande Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i Rom underskrev traktaterne om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det Europæiske Atomenergifællesskab, Euratom. Ceremonien foregik på Capitol i Rom for at understrege arven fra det romerske imperium. I det skeptiske Nordeuropa blev stedet og iscenesættelsen opfattet som vidnesbyrd om samarbejdets katolske og reaktionære karakter.
Capitolium, på italiensk Campidoglio, er en af Roms syv høje mellem Marsmarken og Forum Romanum. Her lå i antikken Roms største og vigtigste tempel, mens det nuværende Capitol blev anlagt af Michelangelo i 1530’erne. Rundt om pladsen ligger tre paladser, hvoraf det midterste, Palazzo dei Senatori, er Roms rådhus. Underskriftsceremonien foregik i Palazzo dei Conservatori, der i dag er museum.
Ceremonien fejres som begyndelsen på vore dages europæiske union. Realiteten var dog mindre ambitiøs, selvom traktaten blev underskrevet med romersk kejserlig pomp og pragt med mindelser om Karl den Stores kejserkroning i 800. Alligevel – eller måske netop derfor – fik traktaten store følger i form af EU. Godt nok en union, der ikke er en union, men snarere et samarbejde på lerfødder, som grundlæggende er i tvivl om, hvilken retning det skal tage.
Spørgsmålet er i dag, om samarbejdet vil overleve, at briterne forlader det, om euroen overhovedet vil overleve, og hvordan den økonomiske kæmpe skal håndtere de storpolitiske udfordringer fra Vladimir Putins Rusland, tilstrømningen af flygtninge og migranter over Middelhavet og senest de nye vinde, der blæser fra Donald Trumps USA. I forskerkredse føres en diskussion om, hvorvidt vanskelighederne er selvforskyldte og følger af den valgte metode med at begynde med et markedssamarbejde, som mere eller mindre automatisk ville føre andre områder med sig i form af det såkaldte spill-over. Denne metode, hvor samarbejdet breder sig fra område til område, benævnes ofte efter sin opfinder, den franske finans- og embedsmand Jean Monnet, der trods sit ry som idémanden bag et forenet Europa optrådte så anonymt i Rom, at han ikke engang kan anes i baggrunden på fotografierne af de store ceremonier.
Satsningen på et fælles marked var en reaktion på, at planen om en fælles europahær var faldet i den franske nationalforsamling i 1954, stemt ned af en koalition af kommunister og nationalistiske gaullister. Årsagen var fransk mistænksomhed over for vesttysk genoprustning parret med Frankrigs behov for at kunne udkæmpe kolonikrige, især i Algeriet, hvor et oprør netop var brudt ud efter det store nederlag i Fransk Indokina. Troen på europæisk enhed havde dermed fået dybe skrammer. Arkitekterne bag Kul- og Stålunionen fra 1951, Jean Monnet og den belgiske socialist Paul-Henri Spaak, drog den lære, at vejen frem for europæisk samarbejde – og fred – var at satse på økonomisk samarbejde og atomkraft.
Men de seks landes involvering i samarbejdet var drevet af forskellige interesser.
Den hollandske udenrigsminister, Johan Willem Beyen, der var den hovedansvarlige for Rom-traktaten, ønskede sammen med tyske industriinteresser at fremme liberalisering af økonomien med en toldunion drevet af en overstatslig myndighed i stil med Kul- og Stålunionen, blot svagere. Frankrig ønskede at binde Vesttyskland til en koalition, der ikke var domineret af USA, men ønskede ikke en overstatslig myndighed. Næsten alle franske politikere, fra det yderste højre til det kommunistiske venstre, var skeptiske over for det hollandske forslag til et fællesmarked af frygt for den tyske industri. De ville derfor ikke gå længere end til toldunionen, der dog blev overvåget af en kommission, som uafhængigt af nationale interesser skulle drive samarbejdet frem. Og det lykkedes bedre, end nogen af de involverede parter havde forestillet sig. Kun en lille centrumgruppering af franske kristelige demokrater under Robert Schuman ønskede en egentlig union.
Vesttysklands interesse var først og fremmest international anerkendelse, også selvom en toldunion ville ramme den store tyske eksport til tredjelande som Østrig og de skandinaviske lande. Forbundskansler Konrad Adenauer var i modsætning til sin økonomiminister og efterfølger Ludwig Erhard villig til at betale denne pris. Italien ønskede bedre eksportmuligheder og åbne grænser, der kunne lette udvandringen af arbejdskraft samt kapital. De tre Benelux-lande var mest optaget af liberalisering af handlen og skeptiske over for de overstatslige institutioner i Kul- og Stålunionen, EFSK.
Derfor blev det overstatslige aspekt nedtonet, så Kommissionen fik færre beføjelser end den Høje Myndighed i EFSK, mens Ministerrådet fik øget sin magt. Det var således reelt en ret beskeden organisation, der så dagens lys på Campidoglio i Rom den 25. marts 1957 – trods alle fanfarer. Alligevel skulle den vise sig stærkere og langt mere tiltrækkende end det konkurrerende frihandelsområde, Efta, som Storbritannien med støtte fra de nordiske lande fik organiseret i 1960 med et beskedent hovedkvarter i Genève.
Jean Monnet vidste ikke meget om atomkraft, men forestillede sig, at Euratom skulle være kernen i det nye samarbejde. Det var ganske vist urealistisk alene af den grund, at Euratom var afhængig af amerikansk vilje til at levere beriget uran. Håbet om europæisk selvstændighed på dette område hvilede blandt andet på import af uran fra Belgisk Congo, men denne mulighed forsvandt i takt med, at Congo under kaotiske omstændigheder opnåede selvstændighed i 1960.
Et symbolsk vidnesbyrd om den optimistiske tro på fælleseuropæisk atomkraft er den 102 meter høje metalmodel af en atomkerne, ”Atomium”, ved Heysel uden for Bruxelles. Modellen, der forestiller en jernkrystal med ni atomer, blev opført til verdensudstillingen i Bruxelles i 1958 og vidner om tidens teknologibegejstring. ”Atomium” skulle efter planen rives ned efter verdensudstillingen, men den viste sig hurtigt som en turistmagnet, så det forfaldne monument blev stående og i øvrigt renoveret i 2004.
Men den vigtigste institution, som så dagens lys i Rom for 60 år siden, var det, vi upræcist kalder Fællesmarkedet. Prisen for deltagelse var afgivelse af suverænitet, selvom den ikke var så omfattende, som føderalisterne drømte om. Denne pris gjorde, at medlemsgruppen i begyndelsen var begrænset.
Men det skulle vise sig at være en styrke, selvom de interne uenigheder var store, og Frankrig gennemgik et indre opgør om Algeriet, der nemt kunne have ført til borgerkrig. I stedet kom general de Gaulle til magten i 1958 og udskiftede Den Fjerde med Den Femte Republik, der nu ligger i dødskramper i lyset af Marine Le Pens håb om at blive Front Nationals første franske præsident.
Formelt organiseredes samarbejdet som tre europæiske fællesskaber med sæde i Bruxelles, fordi det lille Luxembourg afslog at rumme de mange embedsmænd, der fulgte med Kommissionen og generaldirektoraterne. Landet beholdt domstolen og nogle oversættere, mens Frankrig gennemtvang, at forsamlingen af repræsentanter fra de nationale parlamenter skulle mødes i det symbolsk ladede Strasbourg med den omstridte tysk-franske fortid.
De tre europæiske fællesskaber – Kul- og Stålunionen, EFSK, Euratom, og Det Økonomiske Samarbejde, EØF – blev i 1967 slået sammen til ét, Europæisk Fællesskab, EF, som Storbritannien, Irland og Danmark tilsluttede sig i 1973. Men da havde samarbejdet allerede antaget den overnationale og detaljeregulerende karakter, som har ført til den nuværende krise.
Samarbejdet blev især i EU-kritiske lande som Danmark og Storbritannien kaldt Fællesmarkedet, men det er upræcist og betegner kun den del af Rom-traktaten, EØF, som handlede om fri bevægelighed af varer, kapital, arbejdskraft og tjenesteydelser. Hele EØF omfattede fælles toldsatser og en landbrugspolitik, CAP.
Fra begyndelsen blev samarbejdet overvåget af en kommission, der skulle drive samarbejdet fremad, og en domstol, der havde til opgave at se til, at landene overholdt forpligtelserne. Domstolen handlede imidlertid aktivistisk og fik hurtigt sine afgørelser anerkendt som direkte retsgyldige og med forret for national lovgivning ved to afgørende domme i 1963 og 1964. Det havde meget få forestillet sig i 1958, mindst af alle Holland. Heller ikke Frankrig under de Gaulle ønskede, at domstolen skulle have denne magt. Men det skete alligevel.
Charles de Gaulle var kommet til magten i 1958 med et løfte om at afvikle det overstatslige samarbejde, men det glemte han hurtigt efter med den såkaldte tomme stol-politik, hvor han i 1966-1967 reelt havde fået indført muligheden for at nedlægge veto, som først forsvandt med fællesakten 1986. Årsagen til den franske accept af overstatslighed var landets indflydelse på den administrative kultur i EF og interesse i den fælles landbrugspolitik, som især var til fordel for Frankrig, hvor godt 25 procent af befolkningen var beskæftiget på landet. Landbrugsordningerne udgjorde længe langt over halvdelen af EF’s budget.
Det er omstridt, om samarbejdet var årsag eller virkning til den kraftige økonomiske vækst i de gyldne 30 til 40 år med næsten ubrudt vækst fra midten af 1950’erne til 1980’erne trods oliekrisen i 1970’erne. En stærkt forbedret økonomi gjorde det europæiske samarbejde populært i befolkningerne og endte altså med at få briter og danskere til at søge ind, selvom de forblev skeptiske og fodslæbende over for EF’s overnationale beføjelser.
Euforien fik tilhængerne til at overse følgerne af især arbejdskraftens frie bevægelighed. I første omgang, fordi vandringerne udeblev. Fattige portugisere var i 1950’erne strømmet til Luxembourg for at arbejde i kul- og stålindustrien, og italienere til Vesttyskland. Men efter 1957 opsugede den økonomiske vækst i Norditalien det syditalienske befolkningsoverskud. De deraf følgende spændinger førte til store arbejdskampe i 1969 under det såkaldte varme efterår, men det frie arbejdsmarked i EF lod vente på sig. I stedet kom gæstearbejdere fra Jugoslavien og Tyrkiet. Men det var ikke en følge af EF’s frie bevægelighed for arbejdskraft, en bevægelighed, som gradvis via kendelser fra domstolen blev udvidet fra at gælde mænd mellem 20 og 40 år til at omfatte kvinder, børn, studerende unge og arbejdsløse for i 2008 at toppe med Metock-dommen, der gav ophold selv til personer, som var kommet illegalt ind, hvis de var gift.
Det har solidariteten mellem befolkningerne ikke kunnet følge med til. Især ikke da den frie bevægelighed efter østudvidelserne i 2004 og 2007 kom til at gælde for millioner af arbejdssøgende fra Øst- og Centraleuropa, der har udkonkurreret hele erhverv og sat lønninger og arbejdsforhold i de gamle lande under pres.
Hovedårsagen til den historiske britiske afvisning af EU sidste sommer var efter alt dømme tilstedeværelsen af næsten en million polske arbejdere. De driver økonomien frem, men får de gamle borgere til at føle sig fremmede i deres eget land, samtidig med at de presser arbejdsvilkårene i lande med svage fagbevægelser.
Paradoksalt nok har EU-samarbejdet, især efter den store udvidelse i 2004, styrket nationalstaterne. Men det tør hverken tilhængere eller modstandere tro på.
Derfor er det samarbejde, som Rom-traktaten lagde grunden til, i større vanskeligheder end nogensinde. Men det vil næppe blive nævnt i festtalerne i morgen.
Hykleri har EF og EU altid været gode til. Og de i dag fortsat 28 medlemsstater slap af sted med det, indtil strømmene af flygtninge og migranter afslørede, at unionen ikke kan beskytte sine grænser – og at økonomisk samarbejde ikke er alt.
Uffe Østergaard er professor emeritus i europæisk og dansk historie ved handels- højskolen CBS
