HVORFOR ER NUTIDIG, klassisk musik så utilgængelig? spørger mange. Hvor bliver melodierne af? Den engelske komponist Oliver Rudland, født 1983, forsøger sig med et svar i det britiske magasin Standpoint.
Rudland mener, klassisk musik er blevet uvedkommende, fordi stikket er trukket på dens to kraftigste strømkilder i fortiden.
Den ene var sansen for fædrelandet. I anden halvdel af 1800-tallet og en smule ind i det 20. århundrede var mange komponister besjælet af det nationale, og de forstod sig selv som ikke blot komponister, men som franske, russiske, tyske, italienske eller tjekkiske komponister, drevet af lidenskab for deres nations landskaber, traditioner, sprog og historie. Det gav deres musik særlig klangfarve og melodik.
”Der er dog et andet og dybere sæt af overbevisninger, som de klassiske komponister havde til fælles, og som Europas nationalstater selv var funderet på, nemlig kristendommen.”
Uden den tørrer musikken ud og bliver til hule eksperimenter, mener Rudland. Og når han taler om kristendommens betydning, tænker han ikke på musikkens finansiering - kirken bestilte og betalte jo for megen stor musik - men om en metafysisk dimension.
”Der er en dyb og uadskillelig forbindelse mellem musik og kristendommen; faktisk vil jeg gå så vidt som til at hævde, at i en vis betydning er vestlig musik kristen. Selve skalaerne (oprindeligt kirkemusikalske) og harmonierne, som alle slags musikere tager for givne, er smedet i middelalderens katedraler og kirker. Gennem en gradvis proces, hvor man satte liturgiske tekster til musik, opdagede man klange som dominant-septim-akkorden, der blev fundament for al klassisk musik og populærmusik. Noget af visdommen i evangelierne og Davidssalmerne skinner ud fra harmonierne i vestlig musik - det gælder den afgørende balance mellem dom og nåde - og det er også derfor, at selv på operascenen flyder en kristelig morals logik så naturligt og passende fra rollernes stemmer og intrigerne i handlingen.”
OLIVER RUDLAND GENNEMGÅR nogle tilsyneladende ganske verdslige operaer for at vise sin pointe.
Fra 1960'erne kom til overflod den eksplosive udvikling i popmusikken, der trængte det klassiske helt i baggrunden. Meget få lytter til moderne komponister som Boulez eller Stockhausen.
”Den klassiske musik trådte ikke ind i en fantastisk ny periode med eksperimenter og innovation i 1960'erne. Den døde,” hævder Rudland.
Populærmusikken huggede dens ”mojo”, dens magi.
”Musikalsk modernisme er det, som er tilbage, når de følelser er fordampet, som bevægede de store, klassiske komponister. Hvad man hører i de dysfunktionelle harmonier og den utiltalende stønnen hos Harrison Birtwistle (engelsk komponist, red.) og hans mange efterlignere, er et stort, Gud-formet hul, hvor naturlig autoritet og tro engang havde hjemme. Det er, hvad 'atonal' musik i virkeligheden er: et tab af tro. Og derfor bliver enhver, der modarbejder dens dominans hurtigt stemplet som 'naiv', ganske som dem, der stadig hæger om religiøse overbevisninger i en videnskabelig tidsalder.”
RUDLAND FORSIKRER, at han beundrer den tekniske suverænitet hos komponister som Alban Berg, György Ligeti og Thomas Ads, men lige siden Schönberg har gnisten været slukket.
”De lider alle af den knusende kedsommelige, livløse lyd, der får publikum til at efterspørge en 'god melodi' (selvom det ikke helt dækker, hvad de mener), og det er grunden til, at ingen af dem er optaget i standardrepertoiret.”
Nogle vil kalde Rudland for bagstræverisk, men det er en kendsgerning, at de fleste musikelskeres øren efter små 100 år stadig ikke har vænnet sig til disharmonisk musik - mens abstrakt kunst for længst hænger i alle parcelhuse.
Samtidig har den sejrrige rytmiske musik sejret sig selv ihjel. Den kører i ring nu uden sin tidligere glans. I sine unge år skinnede den, fordi den kæmpede på barrikaderne mod de ældre former, men at være rebel i dag er helt til grin. Oprøret regerer for længst, og rettigheds-bevægelserne er i dag trådt ind i dekadencens fase, konstaterer Rudland.
Så nu er både den seriøse musik og popmusikken endt i blindgyder. Hvad førstnævnte angår, er man derfor tvunget til at finde tilbage og genoptage en tråd. Der bør atter undervises i harmonier og kontrapunkt på konservatorierne, hvilket ikke længere er tilfældet i England, fortæller Rudland.
”Men det er kun muligt, hvis vi tillader ledelse og autoritet at vende tilbage til de kunstneriske institutioner, og hvis vi med passende doseret følelse er stolte over vores nationale identitet og uden kejtethed og skam tror på værdien af vore jødisk-kristne rødder.”
Anders Raahauge er kulturjournalist