Prøv avisen

Da Obama satte Stockholm på den anden ende

Foto: Erik MartenssonReuters.

Et enormt følge og kritiske spørgsmål om Syrienvar nogle af ingredienserne på førstedagen af den amerikanske præsidents besøg i Stockholm i går

Strandvägen, som er en af hovedfærdselsårerne i det centrale Stockholm, lagde i går asfalt til det første besøg nogensinde af en amerikansk præsident i Sveriges hovedstad, og da Air Force One satte hjulene på svensk jord, og præsident Barack Obama vinkede til de mange forsamlede, var det startskuddet til et nøje timet besøg.

I flere dage havde skilte på og omkring Strandvägen gjort beboere opmærksomme på besøget og bedt dem om at flytte deres biler. Til trods for det havde politiet i de tidlige morgentimer travlt med at fjerne flere end 200 biler fra området, så der i stedet var god plads til dagens gæsts enorme Cadillac,The Beast (Bæstet).

LÆS OGSÅ: Obamas udsættelse har sat gang i dialog om Syrien

Den otte tons tunge bil, der har egen blodbank og krypteringscomputere, var sammen med mange andre foranstaltninger en del af cirkusset på førstedagen af Obamas besøg i Stockholm, der slutter i dag. Store dele af området omkring slottet og regeringskvarteret var afspærret, og de demonstranter, der med skilte og råb erklærede deres utilfredshed med militær indgriben i Syrien og Afghanistan, var henvist til Sergels Torg langt fra begivenhederne.

Rolig nu, der er plads til alle ikke mase, sagde den gemytlige vagt, mens journalisterne stod klinet op ad hinanden og forsøgte at presse sig ind gennem fløjdørene til statsministeriets presselokale. Det var blevet understreget igen og igen, at det var vigtigt at komme i god tid, og sikkerhedsforanstaltningerne var da også både omhyggelige og gentagne. Kameraerne badede Obama og Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, i blitzlys, da de trådte frem på det forhøjede podie foran blågule og stjernestribede flag.

Mange svenskere har gennem tiden udvandret til USA, og mere end fire millioner amerikanere har nu svenske aner. Forholdet mellem vores to lande har altid været stærkt, og vores samfund er baseret på de samme værdier. I dag har præsident Obama og jeg diskuteret situationen i Syrien, og jeg har understreget Sveriges grundfæstede tro på FN. Det er en meget svær situation, sagde Fredrik Reinfeldt i sin indledning og slog fast, at han forstår Barack Obamas behov for at handle over for Syrien, men sagde, at et lille land som Sverige altid først vil konsultere FN i sådanne spørgsmål.

Barack Obama lagde dog vægt på, at verden ikke kan se passivt til i forbindelse med overgrebene med kemiske våben mod befolkningen i Syrien.

Vi skal handle, ellers vil verdenssamfundets normer begynde at erodere. Handler vi ikke, siger vi, at selvom vi fordømmer det gennem resolutioner, så kan de, der ikke bryder sig om resolutioner, fortsætte med at handle, som de vil. Det er hele verdens troværdighed, der står på spil, sagde Barack Obama på pressemødet, hvor langt de fleste spørgsmål handlede om Syrien.

Baggrunden for besøget var ellers en hel anden, nemlig et brev fra Fredrik Reinfeldt til sin amerikanske kollega, som blev afsendt i juni. Dear Barack var de indledende, håndskrevne ord, og lokkemaden, der skulle få Obama til Sverige, var forhandlinger om en frihandelsaftale og muligheden for at ære Raoul Wallenberg, den svenske diplomat som reddede tusindvis af ungarske jøder under Anden Verdenskrig. Besøget blev dog først muligt, efter at Obama for nyligt aflyste et møde på samme tidspunkt med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Den borgerlige Reinfeldt har fået kritik fra flere sider for at agere for ydmygt over for Obama, og oppositionen har krævet, at Reinfeldt skulle være kritisk over for Obamas håndtering af Syri en og skandalen omkring den amerikanske aflytning af telefon og internet i Europa i kølvandet på den tidligere efterretningsagent Edward Snowdens afsløringer.

Den slags krav er dog ønsketænkning, mener Dagens Nyheters chefredaktør Peter Wolodarski.

Sverige er meget præget af USA, og vi hopper hurtigt på de tendenser, der kommer fra storebroderen mod vest. Vi er i en proces, hvor vi bliver mere USA-venlige end nogensinde før. Der har været et tæt forhold i mange år, og det vil statsministeren gå meget langt for at sikre. Nogle gange er det som om Sverige kunne være den 51. delstat, påpeger Peter Wolodarski.

Obama måtte dog også svare på spørgsmål om aflytning på pressemødet.

Jeg kan forsikre den europæiske befolkning og også resten af verden om, at vi ikke snuser i folks mail og aflytter deres telefonsamtaler, sagde præsidenten, der medgav, at den moderne teknologi giver muligheder som ikke må misbruges:

Fordi vi kan, betyder det ikke, at vi nødvendigvis skal gøre det. Der skal være balance mellem mål og midler.

Efter endnu en regn af kamerablitzer fortsatte kortegen bestående af de to statsministre og en snes følgebiler til Stockholms synagoge for at hædre netop Wallenberg. Derefter gik turen til den tekniske højskole for at tale om bæredygtig energi, og efter en kort pause på hotelrummet mødte Obama de nordiske statsministre, der alle var fløjet til Stockholm for at spise middag med præsidenten. Man må næsten håbe, at der var plads til en lur i Cadillacen, for det stramme program levnede ikke mange minutter til pause.

I dag fortsætter Barack Obama sit Sverigesbesøg med et møde hos kongefamilien, før han rejser videre til G20-møde i Rusland.