Da ørnen landede på Månen

Den 20. juli 1969 stod mennesket på Månen. Her er en kort gennemgang af Apollo 11’s fantastiske rejse

Den første mand på Månen tog den 20. juli 1969 dette foto af sin rejsefælle, Edwin Aldrin.
Den første mand på Månen tog den 20. juli 1969 dette foto af sin rejsefælle, Edwin Aldrin. Foto: Nasa/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den 16. juli 1969 kl. 08.32 lokal tid blev den store Saturn V-raket med en mægtig eksplosion affyret fra Kennedy Space Center i Florida. Verden over fulgte millioner af tv-seere med, og tusindvis af amerikanere var valfartet fra hele USA til Florida for at se opsendelsen med deres egne øjne.

Raketten var bygget op på den måde, at de nederste dele blev koblet fra, efterhånden som det brændstof, de indeholdt, var forbrugt. Tilbage var til sidst et kommandomodul, Columbia, som astronaut Michael Collins befandt sig i, og som roterede om Månen, mens landingsmodulet, kaldet ”Ørnen”, styrede mod Månen med missionens leder, Neil Armstrong, og astronauten, Edwin Aldrin, om bord.

Den 20. juli kl. 15.17 Florida-tid kunne Armstrong melde hjem til Jorden: ”Ørnen er landet.”

Meget kunne være gået galt inden da. Armstrong havde manuelt måttet foretage en ændring af landingen, fordi det planlagte landingssted viste sig mere klippefyldt end forventet. Heldigvis var han en dygtig pilot.

De to astronauter trådte herefter ud på Månens overflade. Armstrong gik først og udtalte de berømte ord om det store spring for menneskeheden. Aldrin kom derefter og blev den første mand, der blev fotograferet på Månen. Fotografen var selvfølgelig Armstrong. Aldrin var en meget mindre flittig fotograf, hvorfor der ikke findes gode billeder fra Månen af Armstrong.

Efter knap et døgns ophold på Månen, herunder cirka to en halv time uden for ”Ørnen”, og efter at have indsamlet knap 22 kilo månesten, påbegyndte de to astronauter hjemrejsen, som i første omgang gik til Michael Collins i kommandomodulet. Efter en ny affyring forlod modulet kredsløbet om Månen og begav sig mod Jorden. Rumkapslen gennembrød atmosfæren og landede med faldskærm i det nordlige Stillehav den 24. juli, hvor det amerikanske flådefartøj ”USS Hornet” med helikoptere på dækket var klar til at bjærge både astronauter og rumkapsel.

Apollo 11-missionen varede i alt otte dage, tre timer, 18 minutter og 35 sekunder, og verden har ikke været den samme siden da.