Prøv avisen

Da USA’s sorte soldater gik forrest i krig

De afroamerikanske soldater fra det 369. infanteriregiment, også kaldet Harlem Hellfighters, blev modtaget som helte i New York ved deres hjemkomst fra slagmarken i Frankrig i 1919. – Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Første Verdenskrig var en milepæl for afroamerikanske soldater, der for første gang opnåede anerkendelse for deres opofrelse for nationen. Særligt The Harlem Hellfighters, der blev berømt for deres tapperhed og deres rolle i at bringe jazzmusikken til Europa, er gået over i amerikansk historie

Den 26-årige Henry Johnson, der hjemme i New York arbejdede som jernbanedrager, tøvede ikke, da 20 tyske soldater en tidlig majmorgen i 1918 stormede hans lille observa-tionspost i Argonne-skoven knap 200 kilometer øst for Paris. Den afroamerikanske soldat smed håndgranater, affyrede skud og brugte sin riffel som en kølle mod angriberne. Da to tyskere forsøgte at trække hans sårede kammerat, den 17-årige Needham Robertson, væk, huggede Johnson sin 23 centimeter lange dolk i dem. De overlevende tyske soldater tog benene på nakken, mens den hårdt sårede Johnson stædigt kastede granater efter dem.

Der gik ikke mange dage, før de amerikanske avislæsere fik kendskab til Henry Johnsons og Needham Robertsons tapre kamp på den franske slagmark under Første Verdenskrig.

”To negersoldater fra New York sætter en stopper for tysk angreb,” lød det på for-siden af avisen New York World.

”Pershing lovpriser tapre negre,” bekendtgjorde en anden avis, New York Sun, med henvisning til den øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, general John Pershing.

Medieopmærksomheden gjorde Henry Johnson og Needham Robertson til Første Verdenskrigs første amerikanske helte. Og de var med til at sikre deres lutter afroamerikanske enhed – det 369. infanteriregiment, der senere blev kendt som The Harlem Hellfighters – en fremtrædende plads i amerikansk krigshistorie.

The Harlem Hellfighters var en afroamerikansk enhed hovedsageligt bestående af rekrutter fra det ikoniske Harlem-nabolag på Manhattan, og ligesom deres forgængere i den amerikanske borgerkrig kæmpede de på vegne af et land, der nægtede dem grundlæggende borgerrettigheder. Eftersom afroamerikanske soldater i datidens raceopdelte USA blev opfattet som uegnede til kamp og derfor fortrinsvist blev henvist til støttefunktioner, fik den 2000 mand store enhed til opgave at aflæsse skibe og rengøre latriner langt fra frontlinjen.

Men da USA’s europæiske allierede krævede, at amerikanerne sendte forstærkninger til at afhjælpe mandefaldet blandt deres tropper, tilbød general Pershing at udlåne det 369. infanteriregiment til den franske hær, der var mindre optaget af soldaternes race end amerikanerne.

Franskmændene udstyrede de afroamerikanske soldater med hjelme, våben og drikkedunke fyldt med vin. De ankom til skyttegravene i april 1918 og led under deres tre måneder lange ophold ved frontlinjen et enormt mandefald med 144 dræbte og næsten 1000 sårede.

The Harlem Hellfighters, der tilbragte mere tid i kamp end nogen anden amerikansk enhed under Første Verdenskrig, blev belønnet for deres kollektive tapperhed med det franske krigskors, mens mange modtog individuelle tapperhedsmedaljer.

Enheden skilte sig også ud ved at have tidens førende marchorkester, der bestod af nogle af Harlems bedste jazz- og ragtime-musikere, og The Harlem Hellfighters krediteres ofte for at have bragt jazzmusikken til Europa. Efter at orkesterleder James Reese Europe blev såret i kamp og dømt uegnet til at vende tilbage til slagmarken, bragte han marchorkestret til Paris, hvor det spillede for titusinder af begejstrede franskmænd, der lod sig bjergtage af de ukendte jazzrytmer.

Da det var tid for heltene at vende tilbage til USA, var den amerikanske hærledelse ifølge forfatteren Reid Badgers biografi om James Reese Europe bange for, at de afroamerikanske soldater var blevet inficeret af en ”egalitær virus”, så det militære politi i Brest, hvor deres skib lå til anker, blev instrueret til at behandle de sorte soldater barskt ”for at minde dem om deres underlegne status hjemme i USA”.

Da de ankom til New York, var stemningen anderledes – i hvert fald for en stund. The Harlem Hellfighters blev hyldet ved en massiv militær parade på Manhattan, hvor 250.000 jublende tilskuere fejrede de afroamerikanske militære helte.

Henry Johnson, som de amerikanske medier havde givet tilnavnet ”sort død”, stod triumferende i en åben vogn med en buket liljer i favnen. Hans krigsskader forhindrede ham imidlertid i at vende tilbage til et normalt civilt liv, og han døde forarmet i 1929. I 2015, 86 år efter hans død, tildelte daværende præsident Barack Obama ham den højeste amerikanske udmærkelse for tapperhed under kamp, The Congressional Medal of Honor.

Cirka 375.000 afroamerikanske soldater gjorde tjeneste under Første Verdenskrig, og ifølge USA’s Nationalarkiv deltog cirka 10 procent i kamphandlinger.