Dagens israelske valg kan blive Netanyahus sidste stik

Benjamin Netanyahu er svækket af korruptionssager, men kan alligevel vinde dagens valg. Kristeligt Dagblad spørger og svarer, hvad der er på spil i Israel

Præsident Benjamin Netanyahu sætter hårdt ind for at genvinde magten i Israel ved valget. Læs videre og find ud af, hvad der er op og ned i israelsk politik forud for valgdagen. På billedet er det en valgplakat af Netanyahu for hans parti Likud, der hænger i Jerusalem.
Præsident Benjamin Netanyahu sætter hårdt ind for at genvinde magten i Israel ved valget. Læs videre og find ud af, hvad der er op og ned i israelsk politik forud for valgdagen. På billedet er det en valgplakat af Netanyahu for hans parti Likud, der hænger i Jerusalem. Foto: Ammar Awad/Reuters/Ritzau Scanpix.

Har israelerne ikke lige afholdt valg, hvorfor skal de nu til urnerne igen?

Efter valget i april i år fik de to store partier, premierminister Benjamin Netanyahus højrenationale Likud og Benny Gantz’ nye centerparti Blå-Hvid, hver 35 mandater ud af de 120 mandater i parlamentet, Knesset. Flest partiledere pegede på Netanyahu som forhandlingsleder, men hans tidligere forsvars- og udenrigsminister Avigdor Lieberman fra partiet Israel er Vort Hjem nægtede at sidde i regering med de ortodokse partier, der krævede en lov, som fritager religiøse unge fra værnepligt. Uden Lieberman kunne Netanyahu ikke danne en højrekoalition, og et flertal på 72 Knesset-medlemmer stemte for at udskrive nyvalg i utide. Lieberman går nu til valg på, at han er højre, men sekulær og bejler både til Netanyahu og Gantz.

Hvad betyder korruptionsanklagerne mod Netanyahu i valgkampen?

Han er fortsat populær i en stor vælgerskare. Førstegangsvælgerne har aldrig kendt et Israel uden ham, da han sammenlagt har siddet i 13 år. Den 3. oktober skal Netanyahu til en høring hos rigsadvokaten forud for den formelle anklage for bestikkelse og svindel for blandt andet at have modtaget dyre gaver fra udenlandske jødiske forretningsfolk til gengæld for vennetjenester. Netanyahu nægter sig skyldig, men kritikere mener, at valget er hans sidste chance for at undgå en fængselsstraf. Hvis han bliver genvalgt, håber han at kunne få vedtaget en lov, der holder ham og enhver siddende minister eller premierminister immun over for retsforfølgelse eller i det mindste for fængselsstraf, så længe han sidder på posten. Men der er en begyndende uro i Likudpartiet, hvor mange uden for citat nu mener, at han bør trække sig.

Benjamin Netanyahu bliver ofte omtalt som ”en politisk troldmand” – hvad er det, han gør i en valgkamp?

Netanyahu er kendt for at føre negative valgkampagner, hvor han beskylder modparten for at være uduelig og farlig for landet. Netanyahu beskylder Gantz og Blå-Hvid for at være ”venstrefløj”, ”svag” og for at ville ”danne regering med de arabiske partier”. Netanyahu er også kendt for sine ”gevalt”-kampagner, hvor han udpensler en forestående katastrofe, hvis vælgerne ikke stemmer for ham. Gevalt er et udråb på jiddish, der betyder ”Hjælp! Fare!”. I denne valgkamp har han brugt budskabet ”de stjæler valget fra os” med en påstand om, at der snydes med de arabiske israeleres stemmer. Han har også brugt budskabet ”vi taber” for at øge valgdeltagelsen og angribe støttepartier som Otzma Yehudit og Yemina for at advare om, at hvis vælgerne stemmer på de små højrenationalistiske partier, risikerer Likud ikke at kunne danne regering.

Umiddelbart er der to lige store blokke. Hvem er de?

Højreblokken er Netanyahus Likudparti, det nationalreligiøse Yemina-parti, to ortodokse religiøse partier, det sefardiske Shas og den askhenaziske Forenede Toraparti, det ekstremistisk nationalistiske Otzma Yehudit og – indtil det modsatte er bevist – også Avigdor Liebermans Israel er Vort Hjem. Centrum-venstreblokken er Blå-Hvid-partiet, Avoda-Gesher (tidligere Arbejderpartiet), Den Demokratiske Union og Den Forenede Liste, der består af fire arabiske partier. Hvis Avoda-Gesher, som ligger faretruende tæt på spærregrænsen, ikke kommer ind i Knesset, har Gantz ingen mulighed for at danne regering. Samme problem udgør det ekstremistiske Oztma Yehudit for Netanyahu, der forgæves har forsøgt at få partiet til at trække sig fra valgkampen. Kommer Otzma Yehudit ikke ind, mister højreblokken partiets fire mandater og Netanyahu mulighed for at danne den næste regering. Havde de trukket sig på forhånd, ville blokken undgå stemmespild.