Dalai Lama: Bin Ladens død var måske fortjent

Næstekærlighed udelukker ikke, at man må gribe til modangreb, siger Dalai Lama om drabet på Osama bin Laden

Bin Laden fortjente næstekærlighed og tilgivelse, men det betyder ikke, at man ikke skal gribe til modangreb, hvis situationen er alvorlig nok, lyder det fra Dalai Lama.
Bin Laden fortjente næstekærlighed og tilgivelse, men det betyder ikke, at man ikke skal gribe til modangreb, hvis situationen er alvorlig nok, lyder det fra Dalai Lama. Foto: TOSHIFUMI KITAMURA Denmark.

Det kan godt være, at den buddhistiske leder Dalai Lama til tider forsøger at praktisere næstekærlighed i en sådan grad, at han med egne ord ikke dræber en myg, "hvis jeg er i godt humør og der ikke er fare for malaria".

Men når det gælder bin Laden, vil Dalai Lama ikke udelukke, at terrorlederens voldsomme død kan være berettiget.

LÆS OGSÅ: Dalai Lama satser på folkestyre og selvstyre i Tibet

Det var budskabet, da Dalai Lama i forbindelse med et besøg i USA talte for en forsamling ved University of Southern California.

Her blev Dalai Lama, der er den tibetanske buddhismes åndelige leder, spurgt til sin holdning til det amerikanske forsvars drab på al-Qaeda-lederen bin Laden.

LÆS OGSÅ: Stort tema om Dalai Lama

Ifølge Dalai Lama fortjente bin Laden, som alle andre mennesker, næstekærlighed og måske endda tilgivelse.

"Men tilgivelse betyder ikke, at man skal glemme, hvad der er sket. Hvis noget er alvorligt og kræver et modangreb, er du nødt til at foretage det modangreb", lød det fra Dalai Lama ifølge den amerikanske avis LA Times.