Prøv avisen

Danmark fraråder rejser til atom-område

Udenrigsministeriet fraråder rejser, som ikke er nødvendige, til det hårdest ramte jordskælvsområde i Japan

Man bør afholde sig fra at rejse til den nordøstlige del af den japanske ø Honshu, hvor atomkraftværket Fukushima 1 sender radioaktivitet ud iluften.

Det fremgår af en ny, midlertidig rejsevejledning fra Udenrigsministeriet, som fraråder alle ikke-nødvendige rejser til området.

Det jordskælvsramte kernekraftværk ligger 250 km nord for hovedstaden Tokyo. Her eksploderede en reaktorbygning fredag morgen. Anbefalingen om at holde sig væk gælder ni forskellige områder (præfekturer) i nærheden af kraftværket.

Danskere bør i det hele taget følge de japanske myndigheders råd, da landet fortsat plages af hyppige og kraftige efterskælv, hedder det i vejledningen.

Den vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser ved 18-tiden lørdag, at man stadig mangler at komme i kontakt med anslået 100 danskere i Japan.

- Vi arbejder på det via telefon, sms, mail og Facebook, og hvad vi ellers kan finde på, siger vagthavende.

I det værst ramte område formoder danske myndigheder, at der befinder sig et begrænset antal danskere. Af dem har man været i kontakt med to, og de er i god behold.

- Men vi har ikke så mange præcise oplysninger om, hvor mange danskere, der befinder sig i området, siger vagthavende i Borgerservice.