Når statsminister Mette Frederiksen (S) i morgen for første gang i flere måneder står ansigt til ansigt med sine EU-kolleger i Bruxelles for at prøve at få løst den vanskelige kabale om EU’s langtidsbudget og en gigantisk genopretningsplan efter coronakrisen, bliver det ikke uden rygdækning. Statsministeren går til forhandlingsbordet sammen med regeringscheferne fra Sverige, Holland og Østrig, som er de tre øvrige medlemmer af den såkaldte sparebande, der siden 2018 har arbejdet sammen om en restriktiv budgetlinje i EU.
Men det er uforståeligt, at Danmark kigger mod syd, når man vælger at indgå i en alliance i EU, mener Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis EU-ordfører og tidligere medlem af EU-Parlamentet. For selvom Sverige er med i sparebanden, burde de fællesnordiske interesser prioriteres, mener han. Ikke kun når det gælder finansregulering, men også på områder som miljøpolitik og erhvervspolitik, hvor de nordiske lande højst sandsynligt vil kunne finde fælles fodslag i form af en formaliseret alliance.
”I forhold til EU har det altid undret mig, hvorfor Danmark og de øvrige nordiske lande ikke koordinerer mere. Det gælder naturligvis især i forhold til Sverige og Finland, hvor vi ofte har sammenfaldende interesser – alligevel fremgår de to landes position nærmest aldrig af regeringens samlenotater i europaudvalget,” siger han og hæfter sig ved, at det er påfaldende, at Finland står uden for sparebanden.
”Hvis de tre EU-repræsentationer fra Norden satte sig sammen og lagde en fælles strategi for, hvordan man vil nå det, som vi i fællesskab synes er vigtigt, så vil man i sagens natur have langt større muskelkraft end nu. Jeg vil mene, at cirka 80 procent af det, de tre nordiske lande i EU arbejder for, er det samme, men alligevel formår man ikke rigtigt at koordinerer kræfterne,” uddyber Morten Messerschmidt.
Som Kristeligt Dagblad beskrev i sidste måned, har de nordiske landes strategier under coronakrisen tydeliggjort nationale forskelle i Norden. Særligt har der boret sig en kile ned mellem Sverige og nabolandene.
”Jeg er bekymret. Vi skal tackle det her nu,” sagde Anna Hallberg, svensk minister for nordisk samarbejde og udenrigshandel, i mandags ifølge nyhedsbureauet TT.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har tidligere over for Kristeligt Dagblad beklaget, at coronakrisen ”for en stund har begravet det ellers gode samarbejde”. Han holder fast i, at de nordiske lande deler fælles værdier og holdninger.
”Vi arbejder sammen. Og mange af de sager, som vi også diskuterer her, nemlig Kina, Hongkong og andet, står vi ret godt sammen om,” sagde Jeppe Kofod i mandags efter et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles til Ritzau.
Ifølge Matilda af Hällström, der er international sekretær for det konservative finske Samlingspartiet, skyldes den manglende fællesnordiske stemme, at det nordiske samarbejde i EU savner politisk relevans.
”Særligt efter Brexit ser vi flere grupperinger i EU, og derfor er det vigtigt, at de nordiske lande står sammen og samarbejder om de fælles interesser. Realiteten er bare, at de hidtidige nordiske løsninger ikke har gjort noget som helst for det nordiske samarbejde i EU. Det er derfor svært at finde politisk relevans på regeringsniveau, og det har været en kendsgerning længe,” siger hun.
Socialdemokratiets EU-ordfører, Jens Joel, savner dog ikke et mere formaliseret nordisk samarbejde i EU.
”Der er ingen tvivl om, at alliancer er afgørende i EU, og de vil tit være med vores nordiske naboer. Vi har så meget til fælles, og derfor vil vores dygtige diplomater og ministre ofte søge dialogen med de nordiske kolleger som det første. Vi har derfor allerede en tæt dialog i Norden, men vi har også brug for at række ud til andre, der er enige med os. I mange år var det Storbritannien, men ofte også Holland eller Tyskland. Jeg tror, at det er bedre med systematisk samarbejde end med formaliseret samarbejde. Det handler om sagen, og vi skal ses som nogen, der kan samarbejde på tværs for de rigtige værdier,” mener Jens Joel.
Men spørger man Morten Messerschmidt, er det langtfra tilstrækkeligt med ”en tæt dialog”, når en formaliseret nordisk alliance er så ”åbenlyst gavnlig” for alle parter.
”Norden fylder så lidt i EU’s dagligdagspolitik, og det undrer mig. Norden er en god sag, for ser man bort fra spørgsmål relateret til Nato og udlændingepolitik, så er de nordiske lande langt stærkere vævet sammen end de øvrige EU-medlemslande. Derfor skal vi dyrke den styrke, der ligger i det nordiske sammenhold,” siger han.