Danmark står ikke over for nogen nem opgave, når flere magtfulde nationer i weekenden angiveligt kommer til København for at deltage i et møde organiseret af Ukraine.
Det mener Isabel Bramsen, der er fredsforsker ved det svenske Lunds Universitet.
- Det kan være meget afgørende, at mødet fra dansk side er gennemtænkt ned til mindste detalje, siger hun.
- Man skriver nærmest et manuskript inden mødet, hvor man har fat i samtlige parter for at få et indblik i, hvor alle står. Og så skal der laves en plan for, hvem der siger hvad og hvornår.
Isabel Bramsen har som forsker selv været til stede under forskellige fredsforhandlinger og har derfor et kendskab til, hvad der går forud.
Selv om der ikke umiddelbart er lagt op til deciderede fredsforhandlinger i København, så vil forberedelserne til mødet minde om det, fortæller hun.
- Man skal eksempelvis tænke over, om parterne skal sidde ved et rundt bord frem for et firkantet, så det ikke er tydeligt, at det er to parter over for hinanden.
Mediet Financial Times har på baggrund af unavngivne kilder erfaret, at det er embedsmænd fra fremtrædende lande, der endnu ikke har fordømt Ruslands invasion, som deltager.
Det gælder blandt andet Indien og Sydafrika.
Flere kilder har også over for Berlingske bekræftet, at der er blevet inviteret til det, avisen omtaler som et fredsmøde.
Kina ventes ikke at deltage på højere diplomatisk niveau, har en person med kendskab til mødet sagt til Financial Times. Men muligvis vil en embedsmand på lavere niveau deltage som observatør. Tyrkiet nævnes også som en mulig deltager.
Ifølge Isabel Bramsen er det højst usædvanligt, at Danmark udpeges til at påtage sig sådan en rolle under et diplomatisk møde.
- Det er slet ikke noget, Danmark har gjort de sidste 20 eller 30 år, siger hun.
- Vi skal nærmest tilbage til Den Kolde Krig og Jens Otto Krag, hvor Sovjetunionens på det tidspunkt siddende leder Nikita Khrusjtjov bliver inviteret på te og kage i hans rækkehus.
Der kan være mange grund til, at Danmark pludselig udpeges.
Det kan blandt andet være resultatet af, at Danmark generelt har været mere fremme i skoene rent diplomatisk under statsminister Mette Frederiksen (S), mener forskeren.
- Både Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er stærke figurer, der forsøger at sætte sig selv mere i spil.
- Som land bliver man udvalgt til rollen, men man er også selv aktivt på banen for at melde sig, lyder det fra Isabel Bramsen.
Det er heller ikke uden betydning, at Danmark er proukrainsk, tilføjer hun.
Ifølge nyhedsbureauet AFP vil også højtstående embedsmænd på sikkerhedsområdet fra USA, EU og lande, der støtter Ukraine, deltage.
USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, sendes formentlig til København, skriver Financial Times.
Ud over at mødet skal handle om Ukraine, er det nærmere indhold lidt uklart.
Men at det er Jake Sullivan og ikke den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, som sendes afsted, fortæller alligevel noget om mødets karakter.
- Det har mere karakter af et forberedende møde og ikke så meget et besluttende møde. Ellers ville USA sende Blinken afsted, siger forskeren.
To personer melder til Financial Times, at der skal diskuteres principper for fred i en uformel ramme. En anden person siger imidlertid til samme medie, at der ikke ventes noget konkret resultat af mødet.
/ritzau/