Danmark skal holde op med at se langt ud i verden

Det foreløbige oplæg fra regeringens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, er et skarpt brud med årtiers danske udenrigspolitik

Danmarks engagement i Afghanistan, både militært og civilt, er et af de klareste eksempler på den aktivistiske danske udenrigspolitik, skiftende regeringer har ført i årtier. Her ses soldater i Helmand-provinsen. Men den type af indsatser skal måske droppes fremover til fordel for et større fokus på Danmarks nære region, mener Peter Taksøe-Jensen, der er på vej med en udenrigspolitisk redegørelse til regeringen. -
Danmarks engagement i Afghanistan, både militært og civilt, er et af de klareste eksempler på den aktivistiske danske udenrigspolitik, skiftende regeringer har ført i årtier. Her ses soldater i Helmand-provinsen. Men den type af indsatser skal måske droppes fremover til fordel for et større fokus på Danmarks nære region, mener Peter Taksøe-Jensen, der er på vej med en udenrigspolitisk redegørelse til regeringen. - . Foto: Henning Bagger/ Scanpix.

Der tegner sig et klart brud med de seneste årtiers danske udenrigspolitik i den udredning, regeringens udenrigspolitiske gransker, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, har på vej om Danmarks fremtidige udenrigspolitiske opgaver.

Efter nogle årtier med et stærkt internationalt engagement, blandt andet i Mellemøsten, bør Danmark rulle det værdipolitiske flag sammen igen og spørge mere til, hvad der gavner Danmark, end hvordan vi kan redde resten af verden, fremgår det af et interview med Taksøe-Jensen, som dagbladet Politiken bragte i går.

”Vi er tilbage i en klassisk dansk småstatspolitik. Vi er meget langt fra Anders Fogh Rasmussen (statsminister for Venstre 2001-2009, red.) og for den sags skyld også Uffe Ellemann-Jensen (udenrigsminister for Venstre 1982-1993, red.), der begge betonede, at Danmark havde opgaver uden for landets grænser. Anders Fogh Rasmussen talte ligefrem om en international værdikamp mellem demokratier og diktaturer,” siger Rasmus Brun Pedersen, lektor i international politik ved Aarhus Universitet og forfatter til flere publikationer om aktivismen i dansk udenrigspolitik.

Også 1990'ernes socialdemokratiske regeringer under Poul Nyrup Rasmussen førte en meget aktivistisk udenrigspolitik med især stærk støtte til FN- og Nato-operationer i forbindelse med krigene på Balkan.

”Nu skal vi i stedet fokusere på de regionale trusler igen. Det er et brud med den ellers etablerede idé om, at verden er globaliseret, og at for eksempel udviklingen i en fejlslagen stat som Afghanistan også kan ende med at skabe uro i Danmark,” siger Brun Pedersen og hæfter sig ved, at ambassadøren slet ikke nævner terrorisme.

Peter Taksøe-Jensen siger i interviewet med Politiken, at ”vi skal fokusere mere på vores nærområde og måske ikke forsøge at påvirke verden langt fra Danmark, hvor der ikke er en direkte betydning for danske interesser”. Han peger i den forbindelse på, at Arktis bør få større opmærksomhed, ligesom han mener, at Rusland udgør en større sikkerhedspolitisk trussel end situationen i Israel/Palæstina.

Det, Taksøe-Jensen ønsker, er en mere interessebaseret udenrigspolitik. Han skelner mellem ”vitale interesser”, ”vigtige interesser” og ”øvrige interessser”.

”Der er masser af ting, vi gør, fordi det er nice to do (rart at gøre) ikke need to do (nødvendigt at gøre),” siger han og mener åbenlyst, at Danmark skal blive bedre til at gå efter de vitale interesser - de nødvendige interesser.

”Det er et ret skarpt udspil. Det bryder med meget af det, vi ellers har set de seneste årtier. Cirklen for Danmarks interesser bliver meget mindre,” mener Henrik Larsen, professor med særlige opgaver ved Københavns Universitet med speciale i dansk udenrigspolitik og EU.

Han hæfter sig blandt andet ved, at Taksøe-Jensen taler meget lidt om FN og det multilaterale arbejde - noget, Danmark ellers traditionelt har været meget optaget af.

”Det kan opfattes, som om vi skal vende os mere indad og hjemad,” mener Henrik Larsen.

Hvis det også ender med at blive udredningens anbefaling, vil det være en forskydning fra de hidtidige danske ambitioner om at gå på to ben - et globalt og et mere regionalt, siger Carsten Due-Nielsen, lektor emeritus ved Københavns Universitet med særlig viden om dansk udenrigspolitiks historie.

”Danmark er en typisk småstat og har som sådan forsøgt at tilpasse sin udenrigspolitik til de ydre muligheder og farer. Det er sket i en spænding mellem på den ene side gerne at ville være til stede mange steder i verden og på den anden side tænke mest på det nære, når det virkelig gælder,” siger han.