Udenlandske eksperter følger opmærksomt med i Danmarks forsøg på at flytte behandlingen af asylansøgninger ud til tredjelande.
Mellem 5 og 10 lande er i spil til at tage imod et eventuelt modtagecenter udenfor landets grænser. Og med oplysningerne om integrationsminister Mattias Tesfayes (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensens (S) besøg i Rwanda i april er en del af sløret løftet for, hvor regeringen kigger hen for at etablere de centre, som skal muliggøres med den lovændring, der er til førstebehandling i Folketinget i morgen, torsdag.
Også Etiopien og Tunesien skulle være på kandidatlisten ifølge oplysninger, som Morgenavisen Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. Og selvom der kun er vage løfter om bilateralt samarbejde om asyl og migration i de to aftaler, som er blevet indgået med Rwanda, vækker initiativet opsigt.
”Det er et brud med hele logikken i det fælles europæiske asylsystem, der hviler på den forudsætning, at der skal være ens regler, uanset hvor man søger asyl. Det er der ikke, når man nogle steder kan blive sendt til det sydlige Afrika for at få sin ansøgning behandlet,” siger Yves Pascouau, ekspert i migrations- og asyllovgivning ved tænketanken Institut Jacques Delors i Paris.
Ifølge FN er der 79,5 millioner flygtninge og fordrevne i verden, og 85 procent af dem opholder sig allerede i udviklingslande. Spørgsmålet er, om det internationale flygtningesystem kan holde til, at velstående lande som Danmark vil sende endnu flere den vej, mener også Hanne Beirens, direktør for den europæiske afdeling af tænketanken Migration Policy Institute i Bruxelles.
”Andre lande kan følge i Danmarks fodspor, og udviklingslande begynder også at få øjnene op for, at der kan lægges pres på de regeringer, der vil holde flygtningene ude, som vi blandt andet ser med Tyrkiets aftale med EU,” siger hun og peger på, at det danske initiativ også er et skridt væk fra det internationale asylsystem, som blev oprettet efter Anden Verdenskrig.
”Hele det internationale asylsystem hviler på, at alle har den samme pligt til at yde beskyttelse. Det, der lægges op til i den danske aftale med Rwanda, er, at den enkelte flygtnings ret til beskyttelse bliver knyttet sammen med for eksempel handelsaftaler med tredjelande. Det er potentielt lidt af en bombe under hele systemet,” siger Hanne Beirens.
Det er også den advarsel, der lyder fra FN’s Flygtningehøjkommissariat for Norden og Baltikum som svar på det danske lovforslag om ”muligheden for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande”.
”En praksis, der flytter ansvaret for asyl og beskyttelse til tredjelande er i modstrid med de grundlæggende principper og hele ånden i det internationale og det europæiske beskyttelsessystem,” skriver UNHCR i sit svar.
Det er især de pågældende tredjelandes håndtering af menneskerettighederne, der vækker bekymring, men også deres kapacitet til at gennemføre en asylbehandling, der lever op til internationale standarder med en garanti for, at ansøgernes sager behandles korrekt, og at et afslag kan ankes.
Danmarks internationale ansvar kan stadig gælde, selvom sagsbehandlingen finder sted i Rwanda, især hvis det er danske embedsmænd, der står for arbejdet, understreger Yves Pascouau.
Men alene det, at Danmark har betalt for en lejr, kan under visse omstændigheder indebære, at Danmark stadig kan holdes ansvarlig for eksempel ved Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol.
”Rwanda gør meget for at tage imod flygtninge. Men der er rapporter om omfattende brud på menneskerettighederne, og UNHCR’s rapporter tyder på, at landet ville have svært ved at leve op til internationale standarder. Og afhængig af den konkrete model for sagsbehandling kan Danmark fortsat have pligt til at sikre, at de mennesker, der tildeles asyl, har ret til for eksempel uddannelse og almindelige frihedsrettigheder,” siger Hanne Beirens.