Prøv avisen

Danske Banks whistleblower bliver inviteret til EU-høring

- De eneste svar, vi har fået i Danske Bank-skandalen, er fra bankens egenbetalte advokatundersøgelse og en fuldstændig gennemhullet redegørelse fra Finanstilsynet. Det er en skandale i sig selv, siger Jeppe Kofod, som leder Europa-Parlamentets særlige udvalg for skattesnyd. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix

Bankfolk, der som Howard Wilkinson i Danske Bank-sagen står frem, bør beskyttes bedre, mener Jeppe Kofod.

Europa-Parlamentets særlige udvalg for skattesnyd ønsker at høre whistlebloweren Howard Wilkinson, som for fem år siden fortalte myndighederne om hvidvaskning i Danske Banks estiske filial.

Det bekræfter udvalgsordfører Jeppe Kofod efter et lukket møde mandag aften i Strasbourg, hvor repræsentanter for de politiske grupper i udvalget var samlet.

- Wilkinson har en enestående insiderviden. Den viden må frem i lyset og inddrages i kulegravningen af Danske Bank-skandalen, siger Jeppe Kofod (S).

Whistlebloweren er inviteret til offentlig høring i Europa-Parlamentet 21. november. Udvalget har endnu ikke været i dialog med ham.

- De eneste svar, vi har fået i Danske Bank-skandalen, er fra bankens egenbetalte advokatundersøgelse og en fuldstændig gennemhullet redegørelse fra Finanstilsynet. Det er en skandale i sig selv, siger Kofod.

Wilkinson, som var chef i syv år for Danske Markets afdeling i Baltikum, har beskyldt Danske Bank for at krænke sine rettigheder. Han har krævet beskyttelse.

Det er ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, fremgået af et brev, som whistleblowerens advokat har skrevet til justitsminister Søren Pape (K) og Bagmandspolitiet (Søik).

Wilkinsons navn blev lækket i det estiske medie Eesti Ekspress.

Udvalgsordføreren håber, at den aktuelle sag kan hjælpe til, at man sikrer en bedre beskyttelse af folk, der som Wilkinson står frem med oplysninger om store skandaler.

- Der sidder rigtigt mange Howard Wilkinsoner ude omkring i europæiske banker, men som ikke tør stå frem med deres viden af frygt for repressalier.

- Det er en skamplet på vores retsstater, og det er på tide, at vi beskytter whistleblowerne frem for bankerne, siger Jeppe Kofod.

Howard Wilkinson var fortid i Danske Bank, da sagen om hvidvask blev kendt i offentligheden. Han forlod banken i 2014.

/ritzau/