Det var ikke kun i de danske tv-stuer, der blev spidset ører, da DR 2 for nylig viste dokumentarserien ”Hitlers danske soldater”.
I programrækken, der blandt andet omhandler danskere, som deltog på tysk side under Anden Verdenskrig, kom det nemlig frem, at der muligvis var nulevende danskere involveret i krigsforbrydelser begået i østrigske Graz i april 1945.
Og er der bare det mindste gran af sandhed i den historie, bør danske myndigheder efterforske sagen hurtigst muligt for, at retfærdigheden kan ske fyldest. Det mener Efraim Zuroff, historiker, selvudnævnt nazijæger og direktør for den israelske afdeling af organisationen Simon Wiesenthal Center, der siden 1977 har arbejdet for at fremme menneskerettigheder med et særligt fokus på følgerne af holocaust.
”Ude i verden lever Danmark højt på, at man reddede jøderne i 1943. Og det er velfortjent. Men desværre har man det med at glemme, at der samtidig var danske SS-frivillige involveret i forfærdelige forbrydelser i andre lande. Det er som om, at man er bange for at tale om de mørke kapitler af historien,” siger han over telefonen fra Jerusalem.
Allerede den 5. januar, kort efter at DR 2-udsendelsen blev tilgængelig, henvendte Efraim Zuroff sig derfor skriftligt til det danske justitsministerium for at gøre opmærksom på ”de nylige afsløringer af den mulige deltagelse af danske borgere, som er i live og bosat i Danmark, i holocaustforbrydelser”.
Samtidig stillede 72-årige Zuroff sin hjælp til rådighed for en eventuel efterforskning. Indtil videre har han dog ikke modtaget noget svar, og amerikansk-israeleren må foreløbig væbne sig med tålmodighed. Justitsministeriet henviser nemlig til anklagemyndigheden, hvor man kun vil oplyse, at ”sagen bliver behandlet hos Søik” – Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, også kendt som bagmandspolitiet.
Nu efterlyser Efraim Zuroff, at der kommer skred i sagen.
”Jeg er udmærket klar over, at det her er en sag for politiet og anklagemyndigheden, og det er godt, at man undersøger det hele grundigt. Jeg savner dog en klar melding oppefra – det er ikke tilstrækkeligt at opdage en forbrydelse. Hvis dem, der stod bag, stadig er i live og sunde og raske, så skal de stilles til ansvar. Ellers kan retfærdigheden ikke ske fyldest,” siger han.
Den vurdering er lektor i historie ved Roskilde Universitet, Claus Bundgård Christensen, i det store og hele enig i.
”I mine øjne er kritikken berettiget. Den nølen, Zuroff beskylder myndighederne for, har sådan set været kendetegnende for den danske tilgang helt tilbage fra 1945. Ja, man havde et retsopgør efter krigen, hvor man dømte folk, som havde begået forbrydelser i Danmark, men man har aldrig været særligt grundig i efterforskningen af, hvad danskere foretog sig på østfronten. Dengang var det svært på grund af overblik og ressourcer, og i dag er det nok for sent,” siger historikeren, der vurderer, at hovedparten af de danskere, som foretog sig noget strafbart under krigen, er gået fri.
”Der er ingen tvivl om, at vi kun kender til toppen af isbjerget. Derfor er det heller ikke overraskende, at der nu igen bliver gravet ting frem, men jeg må være ærlig og sige, at jeg tror, at chancerne for domsfældelse er mikroskopiske. Ud fra det materiale om den konkrete sag, jeg har set, er det meget svært at fastslå præcist, hvad danskerne har deltaget i.”
Ifølge Therkel Stræde, lektor i historie ved Syddansk Universitet, hersker der ingen tvivl om, at ”Danmark har siddet på hænderne i 75 år”.
”Man kan ikke laste Danmark for, hvad danskere gjorde i andre landes tjeneste, men man kan bestemt laste Danmark og de danske myndigheder for ikke i tilstrækkelig grad at have efterforsket de her ting sidenhen. Der har man simpelthen ikke levet op til sine forpligtelser,” siger han.
Lektor Claus Bundgård Christensen peger på, at det i dag er stort set umuligt at finde vidner eller fremskaffe nye oplysninger fra arkiverne, som kan få afgørende betydning i en retssag.
”Men omvendt bliver krigsforbrydelser jo aldrig forældede, så hvis anklagemyndigheden vurderer, at det er realistisk at grave noget mere frem, så er det selvfølgelig værd at forsøge. De her sager strander næsten altid på, at bevisbyrden er for svær at løfte, men for retsfølelsens skyld mener jeg, at man har en forpligtelse til at drive dem så langt som overhovedet muligt.”