Prøv avisen

Dansk dykker i aktion: Drenge fra grotte smilede og takkede

Fire personer blev søndag reddet ud fra den oversvømmede grotte i det nordlige Thailand. En af deltagerne i aktionen var danske Ivan Karadzic, der sørgede for nye luftforsyninger til drengene og de dykkere, der ledsagede dem ud af grottesystemet. Foto: Soe Zeya Tun/Reuters

Ivan Karadzic stod klar med luftforsyninger, da fire drenge blev reddet ud fra oversvømmet grotte i Thailand.

Den danske dykkerinstruktør Ivan Karadzic var søndag med på det hold, der reddede fire personer ud fra den oversvømmede grotte i Thailand.

- Det var en kæmpe succes, fortæller danskeren over telefonen fra det nordlige Thailand.

- Vi havde forestillet os alle mulige katastrofescenarier - udstyr, der gik i stykker, og børn der gik i panik, druknede og skulle genoplives.

- Vi var forberedt på det, men der skete ingenting. Alle var på deres poster og gjorde præcis, som de skulle, siger Ivan Karadzic.

Selv stod han halvvejs på den cirka fire kilometer lange strækning fra indgangen til hulen, hvor drengene og deres fodboldtræner har opholdt sig siden 23. juni.

- Min opgave var at hjælpe med at skifte luftflasker, når dykkerne kom med drengene, fortæller Ivan Karadzic.

Turen ud af grottesystemet tager op mod fem timer. Der er flere passager, der ikke er oversvømmet, og her kan drengene og de dykkere, der ledsager dem, skifte luftflasker.

Ivan Karadzic havde forud for søndagens aktion været med til at postere luftflasker på ruten sammen med sit team.

De fire drenge, der blev reddet ud, var iført heldragter og luftmasker, forklarer danskeren.

- De så lidt skræmte ud, men de var ikke i panik eller noget.

- Og de smilede og sagde tak.

Der er fortsat otte drenge og deres træner tilbage i grotten.

Redningsaktionen ventes at fortsætte mandag, men det bliver uden den danske dykker.

- Jeg er så træt, som jeg aldrig har været før og har fået at vide, at jeg skal slappe lidt af, siger Ivan Karadzic, der bruger mandag til at samle kræfter.

- Resten af mit hold er inde nu, men om det er for at redde flere ud eller postere luftflasker, det ved jeg ikke.

- Men forhåbentlig kommer vi til at se fire-fem flere drenge, der bliver reddet ud i dag, siger Ivan Karadzic.

Han satser på at samle kræfter og være klar til at bidrage til redningsaktionen igen tirsdag morgen.

- Så kan vi forhåbentlig afslutte det hele tirsdag, siger han.

Til daglig driver han et dykkerfirma på øen Koh Tao, men den seneste uge har han på frivillig basis været tilknyttet redningsaktionen i det nordlige Thailand.

/ritzau/