For mange irakiske kurdere er det en demokratisk kulmination på en blodig frihedskamp, når de i dag går til stemmeurnerne i Iraks nordlige Kurdistan-region. En af dem er 58-årige Aram Kader, der til daglig bor i Rødovre, men som ligesom flere andre dansk-kurdere er rejst tilbage til Irakisk Kurdistan for at stemme ved folkeafstemningen om selvstændighed.
”Jeg har mistet så meget under Irak, at nu vil jeg stemme ’ja’ til min frihed, til et selvstændigt Kurdistan. For det er det, jeg altid har kæmpet for,” fortæller han.
Irak består af regioner, der er samlet under Bagdad-regeringen, og en af disse regioner er den kurdiske, der til daglig ledes af den kurdiske selvstyremyndighed med sin egen hær, parlament, flag og økonomi. Kurderne har i mange år ønsket sig mere uafhængighed fra Irak, og i dag stemmer de omsider for at løsrive sig fra Irak trods både irakisk og international kritik. Det har været en lang proces at nå til folkeafstemningen. Også for Aram Kader.
I 1973 tilsluttede han sig som 14-årig de irakisk-kurdiske peshmerga-styrker, der kæmpede imod den arabiske regering i Bagdad, fordi regeringen nægtede at give kurderne selvbestemmelse i den nordlige del af landet. Aram Kader arbejdede som kurer, der leverede breve fra en peshmerga-enhed til en anden.
”Det havde sine omkostninger. Mange gang blev vores område bombarderet af irakiske fly,” husker han.
I byen Qala Diza smed regimet i april 1974 napalmbomber. En af Aram Kaders venner blev dræbt ved angrebet, men det fik ham ikke til at droppe ud.
”Jeg måtte fortsætte kampen, for vi blev undertrykt af regimet, som tog vores unge folk, så de ikke blev set igen.”
I 1975 flygtede Aram Kader med familien i eksil til nabolandet Iran. Efter et år vendte han tilbage til Irak, da regeringen i Bagdad gav anmnesti til kurderne. I gymnasiet havde han forbindelser til socialistiske undergrundsorganisationer, og i skolen kom den nye præsident Saddam Husseins billeder til at hænge overalt.
”Ingen turde sige noget kritisk om Saddam, selvom 90 procent i klassen var imod ham. Hvis vi gjorde det, ville vi blive dræbt,” fortæller han.
Saddam Husseins undertrykkelse af kurderne fik Aram Kader til at tage op i bjergene og gribe til våben.
”Jeg blev en aktiv peshmerga, begyndte at bruge våben og skød mod irakiske soldater,” forklarer han og tilføjer:
”Efterfølgende fik jeg et brev fra ven, hvori der stod, at ’tre biler med efterretningsagenter er efter dig. Godt du er flygtet. Ellers var du blevet tortureret og tvunget til at angive dine venner’.”
Ifølge den 58-årige dansk-kurder blev 50 af hans venner dræbt i krigen mod Saddam Husseins regime. Heraf blev flere hængt. Efterhånden følte han, at nettet blev strammet yderligere og flygtede derfor til Danmark i 1989 gennem Tyrkiet, Syrien og Bulgarien, hvor han blev gift med en bulgarsk kvinde, som han senere fik to sønner med. I Danmark fik Aram Kader arbejde i tre år som fotograf hos en lokal tv-station og senere på en fabrik, der producerer til medicinalbranchen.
Men fortiden spøger stadig. Dels har han ondt i håndleddet, fordi der sidder fragmenter af jern fra et slag mellem irakiske soldater og peshmergaerne. Dels har han problemer med at sove om natten.
”Jeg får sommetider mareridt, hvor Saddams sikkerhedsfolk løber efter mig, og hvor mine venner bliver skudt,” fortæller han.
Efter Golfkrigen i 1991 fik kurderne selvstyre i Irak. Nu er Aram Kader taget hjem for at stemme til folkeafstemningen, hvor han ikke er i tvivl om, at han vil stemme ’ja’ til et uafhængigt Kurdistan.
”I 200 år er vi kurdere blevet undertrykt. Vi har på alle mulige måder prøvet at bo sammen med den arabiske del af Irak som brødre, men det fungerer ikke,” siger han.
Efter Irak-krigen i 2003 og Saddam Husseins regimes endeligt blev kurdernes selvstyre i den nye irakiske forfatning anerkendt som en del af et føderalt Irak, men terrorgruppen Islamisk Stats fremkomst og den genopblussede konflikt mellem landets shia- og sunni-muslimer har overbevist Aram Kader om, at Iraks problemer ikke slutter foreløbig.
”Det nye post-Saddam-Irak fungerer heller ikke. Sunni-shia-striden bliver kun værre, og jeg vil meget gerne ud af Iraks kaos. Mine børn og børnebørn skal ikke opleve det, jeg har oplevet.