Dansk Oscar-kandidat modtager fornem filmpris i Sverige

Filmen "Flugt" har allerede modtaget international hyldest. Senere i år kan oscarstatuetter være på højkant.

Filmen "Flugt" blev hyldet med Nordisk Råds Filmpris i november. Mandag aften har filmen modtaget svensk filmpris.
Filmen "Flugt" blev hyldet med Nordisk Råds Filmpris i november. Mandag aften har filmen modtaget svensk filmpris. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix.

Den danske film "Flugt" har modtaget prisen for bedste internationale film ved Guldbagge-uddelingen i Sverige mandag aften.

Det oplyser Det Svenske Filminstitut, der står for at uddele prisen, som svarer til den danske Bodilpris i Danmark.

Den regnes for at være den fineste svenske filmpris.

Uddelingen fandt sted på Cirkus-arenaen i Stockholm og blev sendt direkte på tv-stationen SVT. Det er 57. gang, at prisen bliver uddelt.

Den animerede dokumentarfilm af filminstruktør Jonas Poher Rasmussen er også det danske bud på en af de eftertragtede oscarstatuetter.

Således er filmen i spil til at blive oscarnomineret i kategorierne Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar.

Filmen kan også blive nomineret som Bedste Animationsfilm.

De endelige nomineringer bliver offentliggjort 8. februar, inden oscaruddelingen løber af stablen 27. marts.

"Flugt" er tidligere blevet hædret med priser. Den har blandt andet modtaget to priser ved European Film Awards i Berlin og prisen ved Nordisk Råds Filmpris.

Den var desuden nomineret til en Golden Globe-pris, men måtte se sig slået af Disney-filmen "Encanto".

"Flugt" er historien om instruktørens gymnasieven Amin, som for første gang fortæller om sin dramatiske rejse som uledsaget 11-årig fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.

Jonas Poher Rasmussen mødte Amin i 1990'erne, da Amin var ankommet til Danmark og til en lille vestsjællandsk by, hvor Jonas Poher Rasmussen er vokset op. De to blev nære venner.

Instruktøren har tidligere fortalt, at dokumentarfilmen er animeret af flere forskellige årsager.

Dels fordi Amin gerne vil være anonym, fordi det er første gang, han fortæller om sin traumatiske flugt.

Dels fordi det meste af handlingen foregår i fortiden.

Arbejdet med at lave "Flugt" gik i gang for otte år siden, har instruktøren fortalt. Den havde premiere i de danske biografer i juni 2021.

/ritzau/