Boligblokkene strækker sig, så langt øjet rækker. Et stenkast herfra ligger fodboldbanen, hvor Zlatan Ibrahimovic brugte utallige eftermiddage og aftener som barn. Milan-stjernens succes står i skarp kontrast til dagens fortælling om Rosengård, det notorisk berygtede boligområde i Malmø.
”Nybygget slum,” konkluderede avisen Expressen kort efter opførelsen i 1960’erne.
”I forstæderne rejser husene sig som gravstene over menneskene, fremtiden er endeløs som en krigskirkegård,” skrev forfatteren Jacques Werup få år senere.
I dag er Rosengård, der ligger en halv times gang fra Malmø centrum, blevet symbolet på et segregeret land. Området optræder på politiets liste over ”særligt udsatte områder”. Det betyder, at der findes etnisk segregation, høj koncentration af kriminelle, voldsbekendende religiøs ekstremisme, trusler mod vidner, parallelle samfundsstrukturer samt, at politiet har svært ved at udføre sit arbejde.
Desuden kæmper alt for mange af de 25.000 indbyggere med fattigdom, sygdom og arbejdsløshed.
Rosengård er en maggiterning af det, som svenskerne diskuterer frem mod rigsdagsvalget den 11. september. En af kandidaterne er den 44-årige Niels Paarup-Petersen, som kommer gående på parkeringspladsen mellem boligblokkene og en af områdets skoler.
Paarup-Petersen blev født i Vojens, uddannet fra Aarhus, fik job i København og forelskede sig i en svensker. Hun havde en lejlighed i Malmø, hvor han har boet siden 2006. Fra 2010 som blågul statsborger, og siden 2018 som medlem af Rigsdagen for Centerpartiet.
Sveriges gamle bondeparti, som i dag minder mest om De Radikale, fik 8,6 procent af stemmerne ved valget i 2018. I skrivende stund er det støtteparti for Sveriges socialdemokratiske regering, en position, de fleste forventer, partiet vil fortsætte i efter valget.
Spørgsmålet er, hvorfor Niels Paarup-Petersen vil mødes her foran Zlatan Ibrahimovic’ gamle skole i Malmøs berygtede betonjungle?
”Fordi skolerne i de udsatte områder er Sveriges største udfordring. Og samtidig her, at vi er nødt til at sætte ind, hvis problemerne med segregation, arbejdsløshed og bandekriminalitet skal løses,” siger centerpartisten.
”Skolen bag os er en af de skoler, hvor der er utroligt mange indvandrere. Skal vi have det til at fungere – og det skal vi – så er det først og fremmest på skoler som denne, vi skal sætte ind. Hårdt ind.”
Ifølge avisen Sydsvenskan har 280 af 487 elever på Värner Rydén-skolen i Rosengård ikke nået deres mål de seneste otte år. Lærerne forlader skolen i ét væk, og før sommerferien vinkede også rektoren farvel.
”Når forældre i andre dele af Malmø afleverer deres børn til første skoledag, er det en stor ting. Deres liv bliver deres eget. Når forældre vinker farvel til børnene her, så ved de, der er 50 procents chance for, at resultatet bliver så dårligt, at det ikke kan bruges til noget. Hvorefter risikoen for arbejdsløshed eller kriminalitet er enorm," siger dansk-svenskeren.
Sverige går imod strømmen
I 2009 var andelen af unge i Sverige, som alene havde en folkeskoleeksamen, betydeligt lavere end EU-gennemsnittet. Siden er EU-gennemsnittet faldet betragteligt, mens andelen i Sverige er vokset.
”Sverige går imod strømmen, og det går hurtigt,” skriver Sydsvenskan-journalisten Emma Leijnse i sin seneste bog om den svenske skole, hvor hun henholdsvis følger en skole i et velstående område i Lund og et udsat område i Malmø.
I den ene skole har eleverne typisk eget værelse, får varieret kost og kan få hjælp til lektier af deres forældre, som taler sproget, går på arbejde og har mentalt overskud. I Malmøs udsatte områder deler eleverne ofte værelse med adskillige søskende, har ikke forældre, som hverken sprogligt eller mentalt har overskud til lektiehjælp, og bor i områder, hvor skyderier og narkotikahandel er udbredt.
På 10 år er Sverige gået fra at ligge langt under OECD-gennemsnittet, hvad angår forskelle i Pisa-resultater landets skoler imellem. Nu er man et stykke over sammenlignelige lande.
Den voksende ulighed i skolen forplanter sig videre ud i samfundet, konkluderer Leijnse. Elever, som forlader folkeskolen uden brugbare resultater, havner lettere i arbejdsløshed, ensomhed, misbrug og kriminalitet.
I dag gælder det for hver tredje dreng i Sveriges 61 udsatte områder. Flere steder gælder det for halvdelen. En situation, som ifølge forskningen øger risikoen for at ende i kriminalitet mere, end hvis ens forældre har været i fængsel. Hvad stiller man op?
”Det bliver ikke let,” konstaterer Niels Paarup-Petersen.
”Men mit udgangspunkt er, at børnene herude har samme evner som alle andre. Der er ikke noget, du ikke kan læse, bare fordi du er født i Rosengård. Det kræver bare mere. En større indsats – fra dem selv, men især fra omverdenen. ”
I Sverige bruges i forvejen flere penge på skolerne i de udsatte områder. Hvad mere skal der til?
”Forventninger! Det har længe været sådan, at man fra både det politiske system og samfundets side har forventet det halve af børn, som går i skole i de udsatte områder. Altså det, man kalder de lave forventningers racisme. Skoleresultaterne herude var aldrig blevet accepteret i andre dele af Sverige. Jeg ved godt, at folk herude har nogle andre forudsætninger. Men vi er stadig nødt til at tro på, at de kan lykkes. Vi skal stille krav, støtte og hjælpe. Og så skal beboerne herude også tage sig sammen. De har selv et ansvar,” siger Niels Paarup-Petersen.
”Vi bærer alle sammen konsekvenserne af de katastrofale skoleresultater, og derfor har mit parti også presset på for, at vi begynder at sammenligne på tværs af skoler og får kortlagt, hvorfor det går katastrofalt dårligt nogle steder. Men forandring kræver, at man fra både skoleledelsernes og politisk side tror på, at det faktisk er rimeligt at forvente det samme af børnene her som andre steder. Og der er desværre stadigvæk nogen, der mener, det er fremmedfjendsk at stille høje krav til folk fra andre lande.”
Stor migration giver store udfordringer
En anden fundamental udfordring i Sveriges 61 udsatte områder er sproget. I 2002 var lige over en million indbyggere i Sverige født i et andet land. I 2021 var det over 2 millioner, 20 procent af befolkningen. Særligt omkring flygtningekrisen i 2015 ankom mange mennesker fra blandt andet Syrien, Irak og Afghanistan.
På en række skoler i Sveriges udsatte boligområder findes ingen elever, som har svensk som modersmål. Deres sproglige udvikling halter efter, og det er svært at få hjælp fra forældrene, hvis de ikke selv behersker svensk. Niels Paarup-Petersens Centerpartiet har i årevis stået for en liberal indvandringspolitik, men har den også været for liberal i forhold til at skabe en velfungerende integration?
”Tager du en masse familier ind, der selvsagt ikke kan svensk, og placerer dem i de samme områder og på de samme skoler, så er det klart, at det bliver svært. Men det er nu engang sådan, situationen ser ud. Vi har taget første skridt, lukket en masse mennesker ind, og nu må vi så tage det næste og forsøge at få det til at fungere,” siger Paarup-Petersen.
”En af udfordringerne er også, at svenskerne er et isoleret folkefærd. Man kender ikke naboerne i opgangen. Og det er også den måde, vi har ført udlændingepolitik på. Vi byder velkommen til vores land, men ikke til vores hjem. Der har vi nok undervurderet, hvad det kræver at få en vellykket integration af så mange mennesker. Mennesker, der ikke har et netværk, og dermed også har sværere ved at få arbejde og komme ind i samfundet.”
I skolegården bag Niels Paarup-Petersen ringer det ud til frikvarter. Grin, råb og leg fylder området mellem Rosengårds boligblokke. Centerpartiets modstandere på højrefløjen vil sikkert mene, at der er lidt for mange piger med tørklæde, lidt for mange, der taler andre sprog end svensk. Men hvad mener Paarup-Petersen?
”Folk må selv om, hvilken religion de har. Men alt afhængigt af, hvordan du udlever den, har det selvsagt betydning for dine muligheder i et sekulært samfund. Jeg bliver ikke superglad, når jeg ser små piger med slør. Det er ikke sundt, når en otteårig ikke må vise håret,” siger han.
”Og selvfølgelig er det sværere at forstå hinanden, hvis ikke man forstår hinanden. Både sprogligt, men også kulturelt.”
Antidemokratiske værdier
Värner Rydén-skolen er fyldt med fine lege-faciliteter, løb og grin denne solbeskinnede formiddag. Værre ser det ud for en anden af områdets skoler, som fik en hård medfart tidligere i år.
Da den dansk-svenske Stram Kurs-partileder Rasmus Paludan turnerede rundt i flere svenske byer og satte ild til koraner henover påsken, udbrød der voldsomme uroligheder i Rosengård. Politiet blev angrebet, biler og en skole blev sat i brand, og svenskerne diskuterede på ny vreden mod majoritetssamfundet blandt visse beboere i de udsatte områder.
”For mig viste det først og fremmest, at folk skal tage sig sammen. Paludan kan brænde en bog, hvis han vil. Ingen gud er hellig nok til ikke at blive kritiseret. Og så er det klart, at når politiet siger, at de frygter for deres liv og aldrig har mødt et lignende had, så viser det, at vi har et foruroligende stort bandeproblem.”
Men efterfølgende er det kommet frem, at både kvinder og børn også deltog i for eksempel stenkast mod politiet. Stikker problemerne ikke dybere end banderne?
”Jo, og det er fuldstændigt uacceptabel opførsel. Og så er vi tilbage ved størrelsen på indvandringen. Det er klart, at hvis der er 1 uf af 100, der føler sig så meget koblet af samfundet, at vedkommende vender sig mod systemet, så gør det en forskel, om du tager imod 1000 eller 100.000. ”
Så Sverige har i din optik ikke alene været for dårlig til at integrere, man har også taget imod for mange?
”Ja, altså, hvis ikke man er i stand til at integrere folk, så er det klart, at problemerne fortsætter med at vokse, hvis man tager flere ind. Men hvor snittet skal ligge, findes der næppe noget entydigt svar på. Jeg mener ikke, man skal være så stram som Danmark. Og ja, det kan give udfordringer at tage imod mange flygtninge. Men man hjælper samtidig mange til et bedre liv. Det må man ikke glemme. Man skal ikke kun fokusere på det negative.”
I meningsmålingerne er der tæt løb mellem centrum-venstre og højre side i svensk politik. Hvis Centerpartiet sammen med Socialdemokratiet, Miljøpartiet og Venstrepartiet (der svarer til danske Enhedslisten) ender med flertal, hvad drømmer Niels Paarup-Petersen så om af forandringer?
”Vi skal kræve resultater i skolen. Stille krav. Og så skal vi blande folk. I nogle af de store boligområder er man begyndt at lave lejligheder, hvor unge eller folk med flere ressourcer gerne vil bo. Flere pensionister også. Der skal skabes liv. Men jeg siger ikke, at vi har den endegyldige løsning. I områder som Rosengård er der ufatteligt mange problemer, det er vi bare nødt til at være ærlige om. De forsvinder ikke lige foreløbig,” siger han.
I Rosengård skinner solen, fuglene synger. Men ifølge en undersøgelse fra Gøteborg universitet mener stadigt flere svenskere, at udviklingen i landet går den gale vej. Hvordan kan sortsynet vendes?
”Ved at vise, at det også går fremad. Ja, på nogle områder går det forfærdelig dårligt, se bare på bandeskyderierne. Det skaber utryghed, som smitter. Og samtidig er der opstået en usikkerhed omkring, hvordan Sverige kommer til at se ud i fremtiden,” siger dansk-svenske Niels Paarup-Petersen.
”Tidligere var det klart for alle, at vi var et homogent land. Sådan er det ikke længere. Vi får positive impulser udefra, som giver os spændende muligheder. Men vi er nødt til at huske på, at vi også skal fortælle de gode historier. Ellers bliver fortællingen om Sverige sort i sort.”