Prøv avisen

Dansk sygehus skal være forbillede i Afghanistan

Et dansk drevet sygehus skal være forbillede for øvrige hospitaler i Afghanistan. - Foto: colourbox.com

De afghanske sundhedsmyndigheder har udvalgt et dansk drevet sygehus i det vestlige Afghanistan som model for landets mere end 100 distriktshospitaler

Hundreder af afghanske læger, sygeplejersker og administratorer vil i de kommende år lægge vejen forbi det dansk drevne distriktshospital i Gozarah i nærheden af Herat i det vestlige Afghanistan for at blive klogere på, hvordan man driver et velfungerende og effektivt sygehus. De afghanske sundhedsmyndigheder har netop udpeget hospitalet – som drives af Den Danske Afghanistan Komite – som model for alle Afghanistans omkring 100 distriktshospitaler på grund af dets høje faglige niveau.

Grunden til, at netop det danske hospital er blevet udvalgt som forbillede blandt distriktshospitalerne, er, at Gozarah har nået en standard, som er usædvanlig i en afghansk sammenhæng, både inden for behandling og ledelse. Dets kirurgiske døgnberedskab og dets program for bekæmpelse af tuberkulose er således kåret til landets bedste.

– Udviklingen på vores hospital skiller sig positivt ud. Det viser statistikkerne. Vi arbejder mere effektivt, og vi har løftet niveauet for hygiejne og infektionsbekæmpelse, siger Inge-Lise Aaen, der er dansk projektdirektør for hospitalet i Gozarah – og den ene af de blot to udenlandske ansatte.

Hun glæder sig netop så meget mere over udnævnelsen til model-sygehus, fordi den også er et bevis på, at det godt kan lade sig gøre at hæve standarden på et helt almindeligt lille afghansk hospital med afghansk uddannet personale.

– Vores hospital er ikke dyrere at drive. Vi er bare bedre til at planlægge og organisere, og det er blandt andet det, vi skal lære fra os – sammen med en helt basal viden om, hvordan man undgår infektioner, siger hun.

Gozarah er et af omkring 100 distriktshospitaler i Afghanistan. Distriktshospitalerne er de mindste af nationale hospitaler og dem, der er flest af. Dertil kommer større centralsygehus samt private hospitaler af varierende størrelse. Ifølge det afghanske sundhedsministerium har et distriktshospital mellem 30 og 75 sengepladser – Gozarah Distrikts Hospital har 60 senge.

Sammen med hospitalet driver Den Danske Afghanistan Komite, DAC, 17 sundhedsklinikker og 12 mobile sundhedshold. Desuden arbejder flere hundrede lokale sundhedshjælpere med at tage ud i de mest afsides liggende egne for blandt andet at vaccinere og undervise. I sin helhed omfatter projektet omkring 550.000 mennesker og er med til at styrke sundheden for den del af afghanerne, der bor på landet.

– Vi mener, at der har været alt for lidt fokus på landbefolkningens ve og vel. Men det er her, at hovedparten af befolkningen bor. Det er her, freden skal vindes, siger Viggo Fischer, formand for DAC.

Danida finansierer hospitalet i Herat-provinsen, og i Udviklingsministeriet glæder man sig over, at det danske projekt er blevet udpeget som rollemodel.

– Det er en anerkendelse af hospitalets arbejde og den kvalitet, de lægger i deres arbejde, siger Pernille Dueholm fra Udenrigsministeriets Afghanistan-team.

Der er hårdt brug for bedre hospitaler i Afghanistan. Den generelle sundhedstilstand i landet er en af de ringeste i verden. Mænd kan i gennemsnit forvente at leve 42 år, kvinder 43 år. En fjerdedel af alle børn dør, før de fylder fem år.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk