Dansk ”tech-plomati” rammer ned i værdiopgør med it-giganter

Teknologigiganters store og voksende magt bliver et af det 21. århundredes store etiske udfordringer, og Danmark kan få en enorm indflydelse på debatten, siger Casper Klynge, Danmarks – og verdens – første tech-ambassadør

Casper Klynge har de seneste dage repræsenteret Danmark på den store digitale messe Mobile World Congress i Barcelona, hvor konferencedeltagere her ses foran Samsungs messestand. –
Casper Klynge har de seneste dage repræsenteret Danmark på den store digitale messe Mobile World Congress i Barcelona, hvor konferencedeltagere her ses foran Samsungs messestand. – . Foto: Manu Fernandez/AP/Ritzau Scanpix.

Silicon Valley i det nordlige Californien er formet af en moderne guldfeber, og fremtidsoptimismen er åbenbar. Nye luksusejendomme og strømlinede kontorbygninger skyder op overalt, hvor der er plads, og på de stadigt mere trafikerede veje kører biler af mærker som Tesla, Maserati og Porsche. Området har nu nogle af de højeste boligpriser i USA, og ledigheden er rekordlav – blot 2,5 procent.

Det er her, at verdens mest dominerende teknologivirksomheder – og den globale digitale elite – hører hjemme. Google, Apple og Facebook er blot nogle af de toneangivende teknologigiganter, der er baseret her, og derudover tiltrækker regionen it-investorer og opstartsvirksomheder i massevis.

For fem måneder siden hejste Danmark som det første land officielt flaget i teknologisektorens globale hjerte. Fra sit kontor i byen Palo Alto skal Casper Klynge, der er Danmarks og verdens første ambassadør for teknologi og digitalisering, sammen med en lille stab medarbejdere fungere som en slags fremskudt lyttepost i Silicon Valley og varetage danske interesser over for de stadigt mere magtfulde teknologivirksomheder. Modsat sine kolleger på traditionelle ambassader har Casper Klynge et globalt mandat og skal også repræsentere Danmark over for it-virksomheder i Asien, Europa og andre steder i verden. Derfor sidder en del af hans team i København og Beijing.

Regeringens såkaldte tech-plomacy-initiativ – sammensat af de engelske ord for teknologi og diplomati – er grundfæstet i en erkendelse af, at teknologigiganternes betydning for verdenssamfundet er både voksende og uden historisk sammenligningsgrundlag, siger Casper Klynge, der tager imod Kristeligt Dagblad en solrig februardag i Palo Alto.

”Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi understreger, at de store teknologivirksomheder i dag har en større økonomisk og politisk magt end mange nationalstater. Man kan enten begræde den kendsgerning eller forholde sig til, at sådan er virkeligheden i dag. Danmark gør det sidste, og derfor er vi her,” siger han.

Virksomheder som Facebook og Google eksisterede ikke for 20 år siden. I dag har de revolutioneret verden, og derfor kan teknologipolitikkens betydning i det 21. århundrede ikke overdrives, mener Casper Klynge.

”Jeg tror på, at teknologipolitikken vil være den definerende parameter, når man kigger på international politik fremadrettet. Det er positivt i og med, at teknologi vil kunne løse mange globale problemer og eksempelvis løfte mennesker ud af fattigdom og forbedre sundhed og adgangen til uddannelse. Men vi skal naturligvis også fokusere på de alvorlige etiske og værdipolitiske udfordringer forbundet med, at teknologi i dag kan bruges til at krænke vores menneskerettigheder og til at kontrollere befolkninger og debatter på en anden måde, end man har kunnet tidligere,” siger han.

44-årige Casper Klynge, der kommer fra en stilling som Danmarks ambassadør i Indonesien, er landet i Silicon Valley på et tidspunkt, hvor den globale debat om konsekvenserne af teknologigiganternes voksende indflydelse og udbredelse er taget til i styrke. Meningsdannere og tidligere teknologievangelister i både USA og Europa advarer nu om, at sociale medier og søgetjenester som Facebook og Google har fået for megen magt over brugerne og endda udgør en trussel mod det vestlige demokrati.

Samtidig er politikere og institutioner begyndt at forsøge at stille virksomhederne til ansvar. I efteråret indkaldte det amerikanske senats retsudvalg eksempelvis cheferne for Facebook, Twitter og Google til en to dage lang høring, hvor de for første gang blev presset til offentligt at erkende at have spillet en rolle i Ruslands forsøg på at øve indflydelse på udfaldet af præsidentvalget i 2016, og på den anden side af Atlanterhavet arbejder EU med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen for at opstille rammer for teknologivirksomhedernes adfærd.

Kritikken falder ikke for døve øren i Silicon Valley, bekræfter Casper Klynge.

”Opfattelsen af de her amerikanske teknologigiganter, og hvilken rolle de skal spille, har ændret sig markant i den seneste tid. Der er mindre berøringsangst over for at kritisere dem og en større vilje til at regulere dem. Derfor ser vi også, at virksomhederne begynder at tage nogle skridt i den rigtige retning ved eksempelvis at ændre deres algoritmer og at ansætte medarbejdere til at fjerne falske nyheder. Det er ikke tilstrækkeligt, men det er en begyndelse,” siger han.

Der følger et internationalt ansvar med den enorme politiske magt, som teknologigiganterne – tilsigtet eller utilsigtet – har fået, siger Casper Klynge. Og Danmark vil være med til at sætte rammerne for, hvordan de forvalter dette ansvar.

”Teknologipolitik handler i meget høj grad om værdier, og Danmark har overordentlig meget at tilbyde på det værdipolitiske område. Demokrati, menneskerettigheder, kvinders ligestilling, frihandel og åbne økonomier er danske kerneværdier, og jeg tror, at det er uhyre vigtigt at bringe den danske pragmatisme og realisme på de her områder ind i teknologi- debatten,” siger han.

Og ambassadøren er overbevist om, at Danmark har en unik mulighed for at sætte en dagsorden på området.

”Det banebrydende danske ’tech-plomati’ er fremragende timet, fordi vi rammer lige midt ned i det første spæde opgør med teknologigiganterne. Vi er først på bolden, og der er mange lande, som følger os og er interesserede i vores erfaringer. Og derfor har vi også en unik mulighed for at sætte en international dagsorden. Jeg er selv utrolig positivt overrasket over, hvor stor en indflydelse Danmark kan have på tænkningen lige nu. Der bliver åbnet nogle døre og lyttet til os på en måde, som går over al forventning,” siger Casper Klynge.

Kristeligt Dagblad besøger den danske repræsentation i Silicon Valley i en uge, hvor tech-ambassadøren og hans stab ifølge eget udsagn har ”fået nogle gode skalpe”.

”Vi har mødtes med højtstående personer i Apple og Microsoft, så der begynder at blive åbnet nogle døre for os. Der er nogle af disse virksomheder, som viser reelt lederskab ved at erkende, at de er ikke er folkevalgte ledere, og at det ikke er deres, men snarere myndighedernes opgave at sætte begrænsninger for ny teknologi. Men der er også andre virksomheder, som er meget svære at komme ind på livet af. Det inkluderer virksomheder, hvis teknologier kan bruges eksempelvis til onlineradikalisering, påvirkningskampagner og udbredelsen af misinformation. Og det er et demokratisk problem, som de skal tage meget alvorligt,” siger tech-ambassadøren.

Han understreger, at teknologi skal behandles som et emne på lige fod med andre værdipolitiske dagsordener.

”Teknologi skal ikke være her for teknologiens skyld. Den skal være her for at underbygge menneskeheden og tjene vores behov, og vi skal sørge for at det er den filosofi, som leder ny teknologi,” siger Casper Klynge, som dog medgiver, at dette princip er overordentlig vanskeligt at leve op til:

”Der er masser af eksempler på teknologi, der kommer til verden med de bedste hensigter, men som kan misbruges af dem, der ikke vil demokratiet det godt. Der er eksempelvis en virksomhed ikke så langt fra, hvor vi sidder nu, som er ved at raffinere en ny teknologi, hvor man kan lave en videooptagelse af en person og så manipulere den og få personen til at sige hvad som helst på et hvilket som helst sprog. Og det er jo fantastisk, hvis man laver animationsfilm, men det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at det er et fantastisk redskab for dem, der vil lave misinformation.”

Det danske tech-plomati-initiativ handler om at gøre teknologivirksomheder til partnere og allierede i en ny global virkelighed, forklarer Casper Klynge.

”Vi går i kritisk dialog med virksomheder både her i USA, i Europa og i Asien om, hvad de laver, og hvordan vi kan samarbejde i forhold til at opstille regler, rettigheder og begrænsninger på ny teknologi på en 0måde, hvorpå vi beskytter basale værdier. En af vores vigtigste opgaver er at få overbevist virksomhederne om, at der er nogle fundamentale værdier, som de må leve op til for deres egen bundlinjes skyld. Vi beskæftiger os også med spørgsmål som eksempelvis, hvorfor kineserne investerer så meget i kunstig intelligens, hvad deres målsætninger er, og hvad kommer det kommer til at betyde i forhold til international politik,” siger han.

Casper Klynge erkender dog, at det er overordentlig vanskeligt for det internationale samfund at lovgive og regulere i den digitale æra.

”Grundprincippet må være, at det, som er ulovligt i den virkelige verden, også er ulovligt i den virtuelle verden. Men det er meget svært at sikre dette i praksis. Teknologien udvikler sig hurtigere, end vi kan følge med, og den respekterer ikke grænser. Jeg har ikke alle svarene på, hvordan vi skal navigere i dette, men det er vigtigt, at Danmark er med til at føre samtalen,” siger han.