Danske bandeledere er draget i krig i Syrien

Bandelederen "Store A" og flere andre medlemmer af det københavnske bandemiljø deltager i kampene mod præsident Bashar al-Asad i Syrien, erfarer Kristeligt Dagblad

"Store A" fra det københavnske bandemiljø er blandt de danskere, der er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Foto: Huse i ruiner efter angreb i Aleppo i Syrien
"Store A" fra det københavnske bandemiljø er blandt de danskere, der er rejst til Syrien for at kæmpe i borgerkrigen. Foto: Huse i ruiner efter angreb i Aleppo i Syrien. Foto: Jan-Niklas Kniewel Denmark.

PET´s seneste advarsel om, at ledere og medlemmer af det københavnske bandemiljø er draget i krig i Syrien, bekræftes nu over for Kristeligt Dagblad.

Der er tilsyneladende tale om personer fra københavnske bandegrupper, der enten har været eller opholder sig i Syrien for at deltage i kampene mod præsident Bashar al-Asads diktaturregime.

En af dem er den kendte bandeleder "Store A" fra Blågårds Plads på Nørrebro, som har taget turen ind til flere gange, oplyser kilder med viden på området til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Politikere afviser lov mod hellige krigere

Mindst 45 personer er det seneste halve år rejst fra Danmark til Syrien for at tilslutte sig forskellige oprørsgrupper blandt andet med relation til al-Qaeda. Det fremgår af en ny rapport fra Center for Terroranalyse, CTA. Men det tal er sandsynligvis dobbelt så stort, mener den svenske terrorekspert Magnus Ranstorp.

Ind til nu er fire blevet dræbt i kampe i Syrien, mens andre er vendt hjem med granatchok. Der er tale om personer fra både Blågårds Plads-gruppen, La Raza i Valby samt gruppen Brothas fra Mjølnerparkens.

CTA skriver desuden i rapporten, at de udrejste, som hovedsageligt er unge, har forbindelser til miljøer, organisationer eller moskeer, hvor militant islamistiske holdninger er udbredte.

Abderrozak Benarabe, også kaldet "Store A", er ikke dansk statsborger, men har marokkanske forældre og er født i Danmark. Han er vokset op omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København og har siddet i fængsel flere gange, dømt for blandt andet grov vold, trusler og omfattende hashhandel. Politiet mener, at han er leder af den såkaldte Blågårds Plads-bande, der ifølge Rigspolitiet består af 26 kernemedlemmer og en lang række støtter. Gruppen er en del af bandekrigen med rockergruppen Hells Angels.

Politiets Efterretningstjeneste, PET, frygter, at de unge, der tager i krig i Syrien og andre konfliktzoner, herunder Somalia, tager erfaringer om våben og sprængstoffer med hjem til bandekampene herhjemme. Det er personer, der i forvejen har en voldelig baggrund, og de vender nu hjem med adgang til og erfaringer med våben og sprængstoffer. Jakob Scharf, chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, kalder over for dagbladet Jylland-Posten det en meget bekymrende tendens, at der er en kobling mellem det islamistiske og det kriminelle miljø.

PET har ikke tidligere set en forbindelse og har i flere år frygtet denne kobling, og at indvandrerbander vil bruge de færdigheder, de lærer i åben krig i udlandet, i de danske gader.