Da Michael Soussan som 24-årig fik en flot stilling som koordinator i FN’s olie for mad-program i Irak, havde han ingen anelse om, at han var landet midt i styrerummet i en af verdens største korruptionsskandaler. Der skulle en del tykke konvolutter og afsporede lastbiler til, før han indså, at FN’s dengang største humanitære program var blevet en guldrandet forretning for Iraks daværende diktator, Saddam Hussein.
”Dengang ville jeg gerne være loyal over for FN, men jeg lærte, at det nogle gange er vigtigere at være loyal over for sig selv,” fortæller Michael Soussan i dag, 21 år senere.
Under Golfkrigen i 1991 havde amerikanske styrker bombet irakiske vand- og elektricitetsværker, hvilket efterfølgende kostede omkring en kvart million børn livet som følge af vandbårne sygdomme. Olie for mad-programmet blev derfor etableret i 1996 for at hjælpe den irakiske civilbefolkning, og som navnet indikerer, gik det ud på, at det sanktionsramte Irak fik lov at sælge en aftalt mængde olie til verdensmarkedet til at købe mad og medicin for.
Virkeligheden skulle dog vise sig anderledes, fortæller Michael Soussan på dansk, som han indimellem bryder op med engelske ord. Han har nemlig ikke boet i Danmark, siden han var fire år. Lige nu er han dog ”hjemme” til premieren på den nye film ”Dobbeltspil” af Per Fly, som fortæller hans historie om korruption, diplomati og FN.
Allerede under sit første besøg i FN’s hovedkvarter i New York i 1997 spærrede den unge Michael Soussan øjnene op.
”En højtstående direktør gav en sekretær et smæk bagi foran de andre ansatte. Jeg var ret chokeret, men de andre grinede bare og sagde ’velkommen til FN’,” fortæller Michael Soussan.
Og da han efterfølgende rejste til Irak, begyndte han at få øje på korruptionen flere steder.
”En dag så min kollega og jeg nogle lastbiler, som kørte den forkerte vej over grænsen. Vi tænkte, at de var i gang med noget ulovligt, og at vi skulle indrapportere det.”
Af ledelsen fik de dog besked på, at hvis man ville hjælpe irakerne, kunne man ikke altid sige sandheden. På samme tid opdagede han konvolutter med penge, som skiftede hænder. Programmet var bundkorrupt, og alle vidste det, fortæller Michael Soussan:
”De ansatte var kun enige om én ting: At deres førsteprioritet var at hjælpe det irakiske folk. Men at hjælpe var det sidste, vi gjorde. I stedet løj og stjal vi fra befolkningen. Det var de magtfulde, der stjal fra de magtesløse.”
Og ingen gjorde noget ved det.
”Diplomater lyver for hinanden, og bagefter drikker de en masse alkohol for at glemme, at de lyver,” siger han og svarer med en lille latter på et spørgsmål om, hvor hans integritet og moralske kompas blev af.
”Mit kompas var i stykker. Hver dag trampede jeg på det, inden jeg tog på arbejde,” forklarer han.
Med tiden begyndte han at tvivle på, om midlet nu også helligede målet. Han så nemlig med egne øjne, at medicinen ikke nåede ud på hospitalerne, og børnene ikke fik den lovede mad. I stedet tjente Saddam Hussein ifølge den amerikanske rigsrevision omtrent 13 milliarder dollars i årene 1997 til 2003, som han primært brugte til bestikkelse.
Men i januar 2004 faldt korthuset sammen, da den irakiske avis Al-Mada offentliggjorde en liste over 280 personer og firmaer, som Saddam Hussein havde bestukket og foræret olie til. Og kort tid efter bragte den amerikanske avis The Wall Street Journal en kronik af Michael Soussan, som bekræftede, at man i FN havde kendt til svindlen.
”Jeg var ikke modig, for jeg prøvede først at gå den retmæssige vej i FN. De ville ikke lytte, og først der blev jeg vred. Jeg kunne ikke leve med det, og derfor skrev jeg kronikken. Bagefter var jeg pludselig meget alene, og ingen turde tale med mig,” fortæller han.
Efterfølgende iværksatte FN’s daværende generalsekretær, Kofi Annan, en uafhængig undersøgelse på opfodring af Michael Soussan. Det er dog blevet spekuleret i, om Kofi Annan hovedsageligt gjorde det, fordi det var kommet frem, at hans egen søn var ansat i firmaet Cotecna, som var indblandet i skandalen. Men et år efter var over 2300 internationale firmaer under anklage for korruption, heriblandt 22 danske virksomheder.
Selvom det er 13 år siden, mener Michael Soussan, at ”Dobbeltspil” i dag er en vigtig film i debatten om, hvordan man skal tackle global korruption:
”Korruption er så farligt, fordi en befolkning mister tilliden og begynder at gøre oprør. Derfor bliver det lettere for ekstremister at rekruttere unge mennesker, og på den måde taler korruption lige ind i terroristers narrativ.”
Den nu tidligere diplomat har også selv måttet kæmpe for ikke at blive kynisk efter sine oplevelser. Men det hjalp at fortælle sandheden, og i dag bor Michael Soussan i Los Angeles, hvor han holder foredrag og har skiftet jobbet som diplomat ud med en karriere som manuskriptforfatter:
”Når man er diplomat, skal man være bedre til at holde mund end til at tale. Jeg har det nu bedre med at tale.”