Prøv avisen

Data-høst har sendt Facebook i krise

Christopher Wylie er tidligere ansat hos analysefirmaet Cambridge Analytica. Det er ham, der har stået frem og fortalt, hvordan firmaet høstede data fra 50 millioner Facebook-brugere. Foto: Reuters/Henry Nicholls

Politikere kræver svar fra Facebook, efter at 50 millioner brugeres data er kommet i forkerte hænder. Sagen sårer selve kernen af Facebooks forretning.

Hvis der er noget, som aktiemarkedet ikke kan lide, så er det usikkerhed.

Derfor er det netop tvivl om en af hjørnestenene i Facebooks indtjening, der har skåret omkring 300 milliarder kroner af det sociale medies værdi på børsen.

Det er sket over de seneste dage, hvor Facebook er kommet ud i et voldsomt stormvejr på grund af lemfældig omgang med millioner af brugeres oplysninger.

Sagen har fået politikere på begge sider af Atlanten til at afkræve svar fra den amerikanske internetmastodont.

Adskillige teknologieksperter peger på, at sagen er ved at udvikle sig til den største krise i Facebooks endnu spæde historie. Den handler nemlig om hele grundlaget for, at det amerikanske selskab kan stille en populær tjeneste gratis til rådighed for de 2,2 milliarder brugere. Det grundlag er indsamling af data.

Det er den britiske avis The Guardian og amerikanske The New York Times, der har bragt sagen frem i lyset.

Den handler kort fortalt om, at en forsker mod en mindre betaling fik 270.000 brugere til at tage en personlighedstest og give adgang til deres oplysninger på Facebook.

Samtidig fik forskeren adgang til oplysninger om disse personers venner på det sociale medie. Det anslås, at der på den måde blev høstet data fra 50 millioner amerikanere.

Denne indsamling af data skete efter reglerne. Men da forskeren videregav de enorme mængder data til det private firma Cambridge Analytica, blev Facebooks regler brudt, fordi oplysningerne ikke måtte gives videre til tredjepart.

Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Facebook afviser, at firmaet har gjort noget ulovligt eller ikke har beskyttet brugerdata tilstrækkeligt.

Det kan godt være, at Facebook har handlet efter loven, men sagen er alligevel meget alvorlig, anfører The New York Times. Spørgsmålet er, hvordan Facebook generelt sikrer, at firmaer ikke videresælger data, og om Cambridge Analytica-sagen bare er én ud af mange.

Som it-specialist Kevin Beaumont skriver på Twitter:

- Facebook er nødt til at have styr på data. Det har de ikke haft.

Der tales nu om parlamentariske undersøgelser af Facebook i både Storbritannien og USA. I London er Facebook-boss Mark Zuckerberg allerede blevet bedt om at svare på spørgsmål.

Cambridge Analytica har suspenderet sin direktør.

Hele sagen kan føre til, at brugerne bliver langt mere bevidste om, at alt, hvad de klikker på, kommenterer og "synes godt om" på Facebook, bliver lagret af det sociale medie og udnyttet til målrettede annoncer.

Den amerikanske forfatter og debattør Anne Applebaum peger på, at hele sagen bør skabe fokus på "det større problem".

Det er ifølge hende, at Facebooks dataindsamling godt nok er lovlig, men nærmest er umulig at gennemskue. Den gennemsnitlige bruger, skriver hun i The Washington Post, er ikke klar over, at han eller hun konstant bliver udsat for påvirkning fra målrettede reklamer på alverdens områder.

- Og hvis man ikke ved det, så er det, fordi firmaer som Cambridge Analytica og Facebook ikke ønsker, at man skal vide det.

/ritzau/