Der blev skrevet historie, da 61-årige Park Geun-hye tidligere på ugen blev indsat som Sydkoreas 11. præsident. Ikke alene er hun landets første kvindelige leder; efter 34 års fravær gør hun også et følelsesladet comeback i Det Blå Hus, præsidentpaladset i hovedstaden, Seoul.
Her tilbragte hun sin ungdom som datter af militærdiktatoren Park Chung-hee. Da hendes mor i 1974 blev dræbt af en nordkoreansk agent, kom Park Geun-hye til at fungere som førstedame, indtil også faderen blev snigmyrdet af sin egen efterretningschef i 1979.
Tænk engang på hendes forskellige roller: Datter, førstedame og nu nationens moder, skriver den sydkoreanske forfatter Suki Kim i et blogindlæg på hjemmesiden Asia Society (Asiatisk Samfund).
Park Geun-hye følger i fodsporene på nuværende og tidligere kvindelige ledere i Asien som Aung San Suu Kyi, Indira Gandhi, Benazir Bhutto og Corazon Aquino. Alle har de det til fælles, at de har opnået politiske topposter, især ved hjælp af familie-relationer.
Men i modsætning til Myanmars Aung San Suu Kyi er Park Geun-hye ikke et demokrati-ikon, snarere det modsatte. Hendes far var kendt som en hårdhændet diktator, der fængslede og forfulgte politiske modstandere. Noget, som Park Geun-hye sagde undskyld for under sidste års valgkamp. På den anden side var hans styre også med til at trække landet ud af dyb fattigdom og skabe det moderne Sydkorea.
LÆS OGSÅ: Sydkoreas præsident går i rette med Nordkorea
Park Geun-hye hentede flest stemmer hos den ældre del af befolkningen, mens yngre sydkoreanere ser med skepsis på hende. De tvivler på, at hun kan bryde store koncerner som Samsungs magt i landet. Hun har dog talt for at bekæmpe uligheden og mindske arbejdsløsheden blandt især unge.
Den økonomiske tilbagegang har også ramt Sydkorea, og derfor talte Park Geun-hye i sin indsættelsestale om at genoplive økonomien og skabe en økonomisk demokratisering. Der skal sættes gang i væksten, og der skal opbygges et basalt velfærdssystem.
Selvom Park nu bliver landets første kvindelige leder, vil hun næppe føre en mere feministisk politik. Park Geun-hye har ikke sagt noget om, hvad eller om hun vil ændre på det faktum, at Sydkorea får bundplaceringer i opgørelser over lighed mellem kønnene i udviklede lande. Sydkorea er et konservativt, konfuciansk samfund, hvor kvinder rangerer lavt, og der er stor lønforskel mellem kvinder og mænd og kun få kvinder på ledende poster.
Park Geun-hye er ugift og barnløs, hvilket hendes tilhængere betragter som et offer for nationens skyld. Hun betegner sig selv som ateist, men fik et kristent navn under sin uddannelse på et katolsk universitet. Samtidig har hun også tætte forbindelser til den protestantiske kirke og hovedreligionen i Sydkorea, buddhismen, via sin mor, der var troende buddhist. Den kombination kan blive en fordel for Park, i modsætning til tidligere, protestantiske præsidenter, der lagde sig ud med stærke buddhistiske institutioner.
Og så er der det evige problem, Nordkorea, som med en atomprøvesprængning kort inden hendes tiltræden gjorde opmærksom på sig selv. Park Geun-hye har bebudet en mildere kurs end sin forgænger, dog uden at give køb på den nationale sikkerhed. Som hun understregede i sin tale, blev Sydkorea bygget på befolkningens blod, slid og sved, men det er på tide at skabe en mere lykkelig nation:
Jeg vil indlede en ny æra med håb, hvorved den enkelte borgers lykke bliver fundamentet for vores nations styrke, som igen kan deles af og være til gavn for alle koreanere, lyder løftet.