Prøv avisen
Aktiv dødshjælp

Carolines mor valgte aktiv dødshjælp: Jeg følte, at jeg svigtede

Caroline Meelhuysen med sine forældre, Piet og Mia. De tre var en kernefamilie i ordets mest positive forstand, og Caroline Meelhuysen kan ikke slippe tanken om, at hendes mor valgte aktiv dødshjælp sidste år, fordi hun savnede sin datter, som bor på den caribiske ø Aruba, mange tusinde kilometer borte. – Privatfoto.

Caroline Meelhuysen følte skyld, da hendes mor valgte at dø ved aktiv dødshjælp. Men døden var også fyldt med kærlighed, fortrolighed og en chance for at tage afsked, fortæller den hollandske kvinde otte måneder efter, at hun sagde farvel til sin mor

Maria Carolina Meelhuysen, kaldet Mia, var forunderligt rolig den morgen, hun døde. Hun spiste jordbær på sit morgenbrød, for hun holdt meget af jordbær. Hun drak te og siden kaffe, mens en sygeplejerske kom og lagde den port, som lægen snart skulle bruge til at give de to indsprøjtninger, der ville slutte hendes liv på hendes egen begæring.

Hun lå i sin seng i sit soveværelse i den hollandske by Nijmegen, og hun havde sin datter ved sin side. Hun holdt om sin mor og sagde, at hun elskede hende, da lægen gik i gang.

Mia Meelhuysen døde, allerede da hun fik den første indsprøjtning, som er et stærkt bedøvelsesmiddel. Hun fik alligevel den anden, der forårsager døden, for sådan er de lægefaglige retningslinjer.

Det hele tog få sekunder. Hun døde den 6. juni sidste år, tre uger før hun ville være fyldt 85 år.

Det er svære minder at hente frem for Caroline Meelhuysen, Mias datter på 55 år. Hun bor på den caribiske ø Aruba, og på en forbindelse over Skype virker hun lige så varm som klimaet der: Hun er solbrændt og smilende – men også følsom og porøs. For stedet er en del af den smerte, hun bærer med sig over, at hendes mor valgte at få aktiv dødshjælp hjemme i Holland sidste år.

Mia Meelhuysen var slidt, da hun døde. Men ikke af nogen livstruende sygdom. Hun havde smerter, intensiv hjemmepleje, og hun var forfærdeligt ensom. Hun var ”færdig med livet” – en frase, som hendes praktiserende læge brugte, da hun indberettede dødshjælpen til den regionale komité, der fører regnskab med lægernes praksis, og Caroline Meelhuysen bruger de samme ord.

Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at være der for sin mor. Men:

”Jeg følte, at jeg svigtede. Jeg var så langt væk. Jeg gav hende ingen børnebørn. Jeg ved det ikke. Det var hårdt,” rinder hendes sætning ud.

Mia Meelhuysens valg af aktiv dødshjælp bundede dels i fraværet af den familie, hun havde levet for. Men det var også en løsning, så livet endte i nærvær.

Hendes historie er kompleks, men frem for alt dybt personlig – som enhver historie, der handler om et menneskes valg om at dø.

Hun blev født den 30. juni 1932. Hun var den type, som aldrig gav anledning til bekymring, fordi livskraft og humør stod som en aura om hende.

”Nej, Mia, hun klarer sig,” var standardfrasen om den unge pige, som lærte at køre bil i 1950, da hun var kun 18 år, og som lige siden fór land og rige rundt i en livsglad jagt på lige præcis den fornøjelse, hun havde appetit på den dag – fra besøg hos venner til en tur i biografen.

Hun mødte sin mand, Piet, i gymnasiet og blev hjemmegående husmor, da de blev gift.

”Hun var en redebygger, men stadig meget udadvendt. Hun var altid familiens glade ansigt og festens midtpunkt, selvom hun må have lidt indvendigt,” siger Caroline Meelhuysen.

Mia Meelhuysen absorberede livets slag, som en svamp suger vand. I 1959 fik hun kejsersnit efter en graviditet på 11 måneder. Barnet, en pige, manglede sin rygrad og døde en time efter fødslen. Hun var skaffet af vejen, da moderen vågnede fra sin narkose, og årtier senere afslørede Mia Meelhuysen, hvordan hun siden havde ønsket, at hun havde fået barnet at se, så hun bedre kunne begribe katastrofen.

Caroline Meelhuysen var to år, da moderen fik blindtarmsbetændelse, bughindebetændelse og flere operationer. Mia Meelhuysen fik brystkræft i 1981 med kemoterapi, stråler og en udygtigt udført brystamputation – og med sit sædvanlige panser af ubrydelig optimisme:

”Jeg kom jo over det. Det er fortid, det er ingen stor ting,” var attituden hos moderen, men Caroline Meelhuysen insisterer:

”Det var en stor ting. Og det var det også, da jeg rejste.”

Datteren flyttede til Aruba i 1998. Det var følelsesmæssig force majeure på grund af et dårligt parforhold, der drev hende til at udvandre.

Hun var enebarn i en kernefamilie i ordets mest positive forstand: Mindst tre gange om ugen havde hun spist middag med sine forældre. Nu så de kun hinanden en gang om året.

”Min mor og far var allerede i 60’erne, da jeg rejste. Jeg vidste jo, at den dag ville komme, hvor de havde brug for mig,” siger Caroline Meelhuysen om den dårlige samvittighed, der fulgte flytningen fra starten, og profetien rykkede hurtigt tættere på.

I 1990’erne blev Mia Meelhuysen opereret to gange i ryggen på grund af smerter, i 2000’erne fik hun to nye hofter og en operation for grå stær. I 2008 kollapsede hendes ellers ukuelige humør, og hun blev indlagt i fire måneder med en depression.

”Tanken om at dø var der allerede dengang. Hun fik det bedre, men lige siden var hun sikker på, at hun var færdig med livet,” siger Caroline Meelhuysen.

I Holland bruger lægerne betegnelsen ”ophobning af aldersrelaterede sygdomme” om årsagen til aktiv dødshjælp for personer som Mia Meelhuysen. Det rammer præcist, hvad hun følte selv: Hun havde et helt liv af indlæggelser bag sig, og hun var ikke motiveret for flere.

Det sagde hun på hospitalet, da hun i 2013 kom ind med et svagt hjerte. Hun frabad sig klart den pacemaker, der skulle redde hendes liv, men fik den alligevel. Året efter drak hun te med sin mand, da han pludselig fik et hjerteanfald og døde. Hun blev indlagt igen med depression, fik diabetes og var til sidst ude af stand til at bruge venstre arm på grund af smerter, der stammede tilbage fra brystoperationen; det føltes, ”som om armen ligger på en grill”, forklarede hun sin datter.

De talte over Skype hver dag. I en samtale i marts sidste år bekendtgjorde Mia Meelhuysen, at enden var nær:

”Jeg kan ikke holde det ud længere. Det er nu. Nu vil jeg dø.”

Caroline Meelhuysen var begyndt at rejse til Holland fire gange om året, efter hendes far døde. Det sidste år kom hun hver sjette uge, og ”det var vidunderligt. Det var det eneste, min mor levede for”, siger hun.

Hun tænkte på at flytte hjem og havde delt den tanke med sine forældre, da faderen stadig levede:

”Men de sagde nej. De sagde, at jeg havde bygget en virksomhed op i Aruba, og at de ville dø under alle omstændigheder. Og så ville jeg være alene i Holland,” siger hun.

Sådan var den sidste tid en smertelig, men kærlig dans: Den gordiske knude var afstanden mellem mor og datter. De forholdt sig til den ved at tage pinefulde hensyn hver især.

”Jeg ville ikke miste hende. Men jeg vidste, at hun var meget ensom, og jeg var der ikke. Hun havde forfærdelige smerter. Jeg sagde til hende, at det var okay, at hvis hun ville dø, så måtte hun gerne. Det var vigtigt for hende, at hun hørte mig sige det. Hun havde ikke gjort det, hvis jeg havde sagt nej, og så ville hun have lidt. Det ville have været egoistisk af mig,” siger Caroline Meelhuysen.

”Ingen ord kan beskrive, hvad jeg følte,” siger datteren om ventetiden, fra beslutningen blev truffet, til dødshjælpen skulle ske. Hun var i sorg, før døden var indtruffet, for livets deadline var skarp, målt ud med lineal, som den var.

Hun var hjemme i flere uger forinden. Hun vågnede en nat og fandt sin mor i soveværelset med blodet løbende ned fra hovedet. Mia Meelhuysen var faldet, da hun ville gå på toilettet, og havde slået hovedet ned i natbordet. Hun kunne ikke nå alarmen fra det sted, hun lå, og for Caroline Meelhuysen var faldet en bebudelse af den død, hendes mor risikerede, hvis hun var alene.

”Jeg ønskede, at døden skulle være tryg. Mit værste mareridt var at få en opringning om, at hun var død om natten på den måde. Hun skulle ikke dø alene,” siger hun.

De to havde altid været tætte, men nu blev hver en sten vendt:

”Jeg vidste, at der kun var den tid, der var, til at stille spørgsmål,” siger Caroline Meelhuysen.

Hun bad om moderens madopskrifter. Og om forladelse.

”Jeg spurgte hende, om jeg havde skuffet hende på nogen måde. Hun sagde nej, hun kunne aldrig finde på at svare andet. Men jeg sagde undskyld, for jeg følte, at jeg havde svigtet. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne være der så meget, som jeg gerne ville i de sidste år, for hun var der altid for mig. Hun var den kærligste, mest vidunderlige mor,” siger hun.

Om aftenen den 5. juni havde de talt færdig. De gik ud og spiste med en veninde, der var kommet fra Belgien for at støtte Caroline Meelhuysen, når hendes mor var død, og de fik en drink og gik i seng.

Klokken 11 næste formiddag kom lægen.

”Jeg er her for at hjælpe dig med at dø. Men vi stopper her, hvis du har ombestemt dig,” sagde lægen.

”Nej. Jeg er klar,” svarede Mia Meelhuysen.

Døden er livets kontrast, også når det gælder tiden. Det tager sekunder, fra sprøjten er givet, til et helt liv er væk. Men Mia Meelhuysen var ikke bange. Hun var overbevist om, at der var noget på den anden side, og at hun ville se sin mand igen.

Så hendes datter sagde: ”Giv far et kys fra mig.”

”Det skal jeg nok,” svarede moderen og døde.

Den 84-årige Mia Meelhuysen fik lægens hjælp til at dø. Den førhen så livsglade enke led ikke af nogen livstruende sygdom, men var på grund af smerter og ensomhed ”færdig med livet”, som både hendes læge og datter har udtrykt det. – Privatfoto.