Davos’ elite taler stadig om den ulighed, den selv skaber

De seneste seks-syv år har økonomisk ulighed været et af hovedemnerne under Verdens Økonomiske Forum i den schweiziske bjergby Davos. I næsten lige så mange år har den internationale udviklingsorganisation udgivet rapporter, der viser, at uligheden stiger

Den serbisk-amerikanske økonomiprofessor Branko Milanovíc, der er en af verdens førende eksperter i global ulighed, spøgte i sidste uge på sin blog, glineq.blog-spot.com, med, at koncentrationen i rigdom pr. kvadratmeter ikke er større noget steds end når verdens økonomiske og politiske elite mødes i den schweziske bjergby Davos. Som det sker fra i dag og to dage frem. Samtidig, noterer han, vil ulighed være et af hovedtemaerne på det verdensøkonomiske forum, WEF, for sjette eller syvende år i træk. Hvorfor? Fordi det aldrig er lykkedes denne absolutte elite at finde tid eller penge – eller måske lobbyister – til at blive enige om de løsninger, der kan gøre noget ved problemet.

”De tøver med at betale lønninger, deres ansatte kan leve af, men de er villige til at finansiere et filharmonisk orkester. De forbyder fagforeninger, men de vil gerne organisere en workshop om gennemsigtighed i regeringen,” skriver Branko Milanovíc.

Givet er det, at uanset WEF gennem flere år nu har sat fokus på ulighed og de sociale, politiske og økonomiske udfordringer, det stiller verden over for, fortsætter uligheden med at vokse. En rapport fra den internationale udviklingsorganisation Oxfam, som blev offentligjort i går, viser, at 82 procent af den rigdom, der blev skabt sidste år, gik til den (ene) rigeste procent af verdens befolkning. Ifølge Oxfam tager det en administrerende direktør i en af verdens fem største tøjfirmaer fire dage at tjene de penge, som en tekstilarbejder i Bangladesh skal bruge et helt liv på at tjene.

”De mennesker, som syr vores tøj, samler vores telefoner og dyrker vores fødevarer, bliver udnyttet for at sikre en stabil forsyning af billige varer og får profitten hos virksomheder og milliardærer til at svulme,” siger Winnie Byanyima, direktør i Oxfam International.

Lizette Risgaard, formand for Danmarks største sammenslutning af fagforbund, LO, er inviteret til Davos for at tale om fremtidens arbejdsmarked. Hun er med på, at det kan synes hyklerisk, at de selv samme topledere, der er ansvarlige for uligheden, taler og taler om det i Davos i stedet for at gøre noget ved det. Men det ændrer ikke ved, at hun ser det som en stor opgave at blive ved med at pege på løsningerne.

”Jeg tror på dialog, og jeg ser det som min opgave at give fagbevægelsens syn på fremtidens problemer alle de steder, jeg kan komme af sted med det. Mit budskab i Davos vil være, at vi er nødt til at finde en bedre balance mellem løn og profit. Lønmodtagerne er med til at skabe virksomhedernes indtjening, og alle skal have del i den vækst og velstand. Ellers får vi en splittet verden,” siger hun.

Mange steder er splittelsen allerede en realitet. I Europa og USA vokser nationalismen og utilfredsheden med de etablerede politiske partier, som ikke har formået at kanalisere globaliseringens gevinster ud til alle dele af befolkningerne. I den fattigere del af verden vokser frustrationerne over de forslidte liv, som ikke synes at rokke sig ud af pletten, selvom folk knokler og knokler.

”Alle disse rige mænd i Davos siger så mange pæne ting om kvinders frigørelse, men når de unge kvinder i områder, som det jeg voksede op i, ikke har nogen økonomisk sikkerhed, har mange af dem ikke andet valg end det røde lys (prostitution, red.). Vi har brug for jobs, boliger, uddannelse og sundhed. Ikke taler fra de samme mennesker, som presser på for skatteundtagelser, der fjerner de ressourcer, der er nødvendige for at skabe lighed,” siger Milred Mgesa, kvindeaktivist fra Kenya, til nyhedsbureauet IPS.

Selvom resultaterne er magre, er Morten Ougaard, dr. phil og professor i global økonomi og ledelse ved CBS, Handelshøjskolen i København, dog sikker på, at WEF mener det oprigtigt, når man år efter år sætter ulighed på dagsordenen. Udfordringen er, at WEF ikke i sig selv kan træffe bindende beslutninger, fordi det er en privat forsamling, samtidig med at problemet måske nok står lysende klart, men det gør løsningerne ikke.

”Der er ingen tvivl om, at Davos mener, at ulighed er et stort problem. Det er det samme budskab, vi hører fra møder i G20-gruppen (verdens 20 største økonomier, red.), fra Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og OECD (de rige landes økonomiske samarbejdsorganisation, red.). Men når det kommer til at gøre noget, træder nogle andre mekanismer i kraft. Mange lande lurepasser, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre, og de vil heller ikke være de første, der spiller ud,” siger Morten Ougaard.

”Men de mange forskellige protester, der kommer fra befolkninger rundt om i verden, gør indtryk. Man kan se, at globaliseringen giver mod- reaktioner. Folk er utilfredse, de vil have nationalisme, de melder sig ud. Det er hele legitimiteten af den verdensorden, som Davos-eliten har opbygget, der sættes spørgsmålstegn ved, og det tager man alvorligt, for det er ikke blot et politisk problem. Det kan også blive et økonomisk problem, siger han.