Prøv avisen
Interview

DDR-kritiker efter mislykket flugt og stasi-fængsel: Håbet er det sidste, der dør

”Jeg overvejede den kristne tro, men tænkte, at hvis der var en Gud deroppe, hvorfor tillod han så, at jeg skulle ligge der i min elendighed i fængslet,” siger Karl-Heinz Richter. – Foto: Tobias Stern Johansen.

I morgen er det 30 år siden, at DDR-borgere stormede Stasi-hovedkvarteret i Østberlin i kølvandet på Berlinmurens fald. Den beslutsomhed, som tusindvis af østtyskere udviste, voksede allerede frem i østberlineren Karl-Heinz Richter, da han som 17-årig blev smidt i Stasi-fængsel. Han har lidt store tab, men fortryder intet. ”Jeg ville ganske enkelt leve i frihed,” siger han i dag

Karl-Heinz Richter kunne mærke lokomotivets damp i næseborene. Så var det nu. Han klatrede op på jernbanebroen sammen med sin kammerat Frank og løb et par meter langs toget, som allerede kørte med 40 kilometer i timen. Nu måtte han springe på. For at komme over på den anden side. Til Vesten. Til friheden. Det var den 30. januar 1964 klokken 20.53.

Toethalvt år forinden havde regimet i det socialistiske DDR uden varsel rejst Berlinmuren og spærret sin egen befolkning inde. Lige siden havde den 17-årige østberliner Karl-Heinz Richter vidst, at han ville ud. Han havde allerede hjulpet otte jævnaldrende med at flygte ved at vise dem, hvordan de kunne skjule sig i en niche under jernbanebroen ved den svært bevogtede Friedrichstrasse Banegård i Østberlin og derfra hoppe på ”Moskva-Paris-ekspressen”, som bragte dem ud i friheden. Nu var turen kommet til ham selv.

Hans kammerat Frank sprang på toget. Men Karl-Heinz Richter snublede. Fik ikke fat på toget. Faldt. Landede på broen. Han vidste, at han ville blive skudt, hvis han blev opdaget af vagterne. Han tog en dyb indånding og sprang seks meter fra broen og ned på gaden, brækkede begge ben og den højre arm, kravlede cirka tre kilometer hjem til sine forældres lejlighed. Af frygt for at blive opdaget ringede de ikke til en læge. Få dage efter kom det hemmelige Stasi-politi og hentede ham. Og årtier med forfølgelse og en indædt kamp for frihed begyndte. En kamp med enorme omkostninger.

”Men jeg ville gøre det hele igen på præcis samme måde,” siger den i dag 73-årige Karl-Heinz Richter uden tøven i sit hjem i Berlin.

”Jeg ville ganske enkelt leve i frihed. Jeg ville gøre alt, hvad jeg kunne for at være fri til at tænke og sige, hvad jeg ville. Man siger, at håbet er det sidste, der dør, og det siger man ikke uden grund.”

I morgen er det 30 år siden, at DDR-borgere i kølvandet på Berlinmurens fald stormede det berygtede Stasi-hovedkvarter i Østberlin for at forhindre sikkerhedstjenesten i at destruere millioner af dokumenter. Den vrede og beslutsomhed, som de tusindvis af østtyskere udviste i de dage for tre årtier siden, voksede allerede frem i den 17-årige Karl-Heinz Richter, da han blev arresteret i 1964 efter det mislykkede flugtforsøg.

Regimet gav ham en dom på otte måneders fængsel. Fangevogterne gav ham ikke den lægelig behandling, han havde brug for, og da han efter seks måneder blev sat fri på grund af dårligt helbred, måtte flere af hans knogler brækkes, så de kunne vokse rigtigt sammen igen, fortæller han.

”Det var hårdt at erkende, at de kunne hjælpe mig, men ikke gjorde det. Jeg begreb det først ikke for alvor, men i baghovedet havde jeg dystre tanker. Jeg vidste godt, at regimet var af det onde. Al ideologi er af det onde. Den nazistiske ideologi havde få år forinden sat verden i flammer. Men at de ikke hjalp mig, da jeg lå der med smerter, det var et afgørende øjeblik for mig,” siger han.

Opholdet i fængslet bekræftede ham samtidig i, at hans livsmission var rigtig. At han ikke kunne leve i et land, som behandlede egne borgere umenneskeligt.

”Regimet havde gode paroler såsom ’aldrig mere krig’ og ’vi vil opbygge et fredeligt Tyskland’. Men der fandtes ingen gråzoner, kun sort og hvidt, ’enten er du for os eller imod os’. Folk i vores omgangskreds, som ytrede sig kritisk, forsvandt. Vi fik at vide, hvad vi skulle tænke. Jeg er fritænker, så når de sagde, ’har du forstået?’, sagde jeg, ’næ, det har jeg ikke forstået’,” fortæller han.

Efter fængselsopholdet knyttede han sig til den protestantiske præst Peter Hilsberg, som havde betydning for en del unge i Østberlin.

”Jeg overvejede den kristne tro, men tænkte, at hvis der var en Gud deroppe, hvorfor tillod han så, at jeg skulle ligge der i min elendighed i fængslet? Men Hilsberg var en fantastisk mand, han kendte til tankerne hos os unge og frygtede for vores velbefindende. Mange af mine venner var flygtet, og han var den eneste, jeg kunne tale åbent med, så vi gik ture, hans kirke var formentlig overvåget, og han forsøgte ikke at trække troen ned over mig, men indgød mig håb,” siger Karl-Heinz Richter.

Men ellers var det småt med trøsten. Stasi åndede Karl-Heinz Richter i nakken og spredte det rygte, at han var informant, og rygtet isolerede ham fra hans omgangskreds. Han tog en uddannelse som maskinmekaniker, giftede sig og fik en datter. Da hans far døde af et hjertetilfælde – ifølge Karl-Heinz Richter fordi faderen ikke kunne håndtere, hvordan Stasi havde behandlet hans søn – gav Richter afløb for sin vrede.

”I kommunistsvin!”, skreg han fra toppen af et hus.

Det blev opdaget, og han kom igen i fængsel. I 1975 fik han endelig tilladelse til at forlade DDR. Men ikke uden et sidste ”farvel” fra regimets side. Hans datter blev tvunget til bo på et hjem i seks måneder, og hans hustru blev en dag bedt om at møde op hos politiet for at udrede en sag. Hun kom ikke hjem igen. Der gik seks måneder, før de lukkede hende ud af fængslet. Hun var traumatiseret. Først efter at have været i terapi fortalte hun Karl-Heinz Richter, at hun var blevet voldtaget flere gange i fængslet.

”Vi havde talt om, at det kunne blive farligt for hende at være gift med mig. Men det var alligevel det værste. At blive voldtaget. Det gjorde ondt. Jeg forsøgte at holde min vrede tilbage og hjælpe hende, så godt jeg kunne. Men jeg gik med tanker om at købe et gevær og skyde alle grænsesoldater i DDR.”

I stedet tog han hævn på anden vis. Da familien forlod DDR og flyttede til Vestberlin, blev Karl-Heinz Richter lastbilchauffør og via en transitrute hjalp han 21 mennesker ud af DDR, skjult under lasten. Politiet i Vestberlin advarede ham om, at regimet formentlig ville forsøge at kidnappe ham. Det var ikke usædvanligt. Efter Murens fald kom det frem, at Stasi havde kidnappet flere end 400 mennesker fra vestlige lande, herunder regimekritikere og journalister. Det var ren hævn fra Stasi-leder Erich Mielkes side, mener Karl-Heinz Richter. Mielke var kendt for sin hævngerrighed, har mange kilder fortalt. Richter tog truslen alvorligt og flygtede med familien til Nigeria, siden til Yemen og Saudi-Arabien. I året op til Murens fald blev han ringet op af en bekendt i Tyskland:

”Du kan godt komme hjem nu. De har andre ting at bekymre sig om.”

Familien vendte tilbage til Berlin, i DDR tog de folkelige protester til, og den 9. november 1989 blev grænsen åbnet i Østberlin – Muren var faldet. Karl-Heinz Richter oplevede den historiske begivenhed på tætteste hold. Men ikke fra Østberlin, hvor han som 15-årig havde oplevet at blive spærret inde bag Muren. Han stod denne aften i Vestberlin, ved grænseovergangen ved Bornholmerstrasse, og betragtede de mange DDR-borgere myldre frem og omfavne alle på deres vej. Det var hjertegribende, fortæller han, men ikke uden ambivalens.

”Mit første indtryk var: Fantastisk. Ganske enkelt fantastisk. Så kom anfægtelserne. Jeg tænkte, ’se engang, så mange mennesker, som har tolereret dette system uden at tage afstand fra det før til sidst. Og nu nyder de alle friheden’. Jeg var rigtig sammenbidt. Fordi de uden at have kæmpet for det nu var frie og kunne leve i et demokrati. Jeg arbejdede med at acceptere dette. Og det var kun en kort fase. Derefter tænkte jeg, at alt var godt,” siger Karl-Heinz Richter, som efter Berlinmurens fald flyttede ”hjem” og bor i bydelen Pankow i det tidligere Østberlin.

30 år er gået, og i dag hører man nogle østtyskere sige, at det var bedre dengang. Hvad tænker De, når De hører sådan noget?

”Det er en trivialisering af regimet, og jeg finder det ikke godt, men jeg kan delvist godt forstå det. Ser man på retssystemet i Tyskland, har det fejlet. I DDR satte man politiske kritikere i fængsel, men man sørgede også for en hård hånd over for kriminelle, som blev fjernet fra gaden. I dag skræmmer det mange tidligere DDR-borgere, at kriminelle kan få frit løb, og at migranter for eksempel udviser foragt for den frihed, de har fået her, og begår kriminalitet,” siger han og understreger samtidig, at han intet tilovers har for det højrenationale, indvandringskritiske Alternativ for Tyskland, som han betegner som ”nazister”.

Omkostningerne af Karl-Heinz Richters kamp for frihed er stadig store. Hans hustru lider endnu under svære psykiske mén, og hans datter har slået hånden af ham, fordi hun mener, at han ikke burde have ydet så megen modstand mod regimet, når han havde en familie at tage sig af. Men han fortryder intet, siger han.

”Alle dem, der elskede mig, har regimet ødelagt. Det er meget trist, men jeg ser ikke tilbage. Jeg holder foredrag og skriver bøger og forsøger at fortælle de yngre generationer, hvor vigtigt det er at kæmpe for demokrati og frihed. Det er min forsinkede hævn mod dette system.”

Efter den tyske genforening var det kun en lillebitte håndfuld Stasi-medarbejdere, der blev dømt. Ofre og bødler handlede i det samme supermarked, stødte ind i hinanden på gaden. I store træk ligesom efter nazisternes forbrydelser i 1945, mener Karl-Heinz Richter.

Hvordan håndterer De det?

”Tidligere var det ikke let for mig, at de gik frit omkring, men i dag er det okay. Jeg har det stadig svært med, at jurister har uddelt frygtelige domme og stadig går frit rundt. Men mange Stasi-folk har bare gjort deres arbejde,” siger han.

Én gang, i et supermarked i 1990, har han truffet en af dem, der behandlede ham dårligt i fængslet.

”Jeg gik hen og gav ham en knytnæve i synet og sagde, ’du var i stasi’. Det var en virkelig god følelse. Og det var det. Jeg er ikke den forbitrede type. Det går bare ud over livskvaliteten,” siger han.

”Hvis nogen kom til mig og sagde, ’jeg tog fejl dengang’, ville jeg give ham hånden. Men hvis de indså, at de havde gjort noget forkert dengang, ville hele den politiske forestilling, de har bygget op, bryde sammen. Derfor siger nogle stadig, at man ikke gjorde noget forkert dengang.”

Vil De sige, at De har tilgivet Deres bødler?

”Jesus siger, ’tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’. Sådan er jeg ikke. Men jeg har fundet fred.”

Hvad er Deres vigtigste livslektion?

”At forblive oprejst, at drømme og at for-søge at virkeliggøre drømmene. Bliver det ved drømmene, bliver man hurtigt et offer. Jeg – vi – er blevet ramt hårdt, men jeg er intet offer.”

Jeg er ikke den forbitrede type. Det går bare ud over livskvaliteten.

Karl-Heinz Richter