Prøv avisen

DDR-leder, der blev en parentes i historien, tror stadig på socialismen

Egon Krenz kalder i dag udtrykket ”Berlinmurens fald” for et ideologisk begreb, som først opstod senere. ”Da Helmut Kohl ringede til mig den 11. november, lykønskede han mig med åbningen af grænsen,” siger han til avisen Der Tagesspiegel om den daværende vesttyske kanslers opkald to dage efter Murens fald. – Foto: Hannibal Hanschke/Reuters/Ritzau. Scanpix

I dag for 30 år siden blev Egon Krenz regeringschef i DDR, men med Berlinmurens fald endte hans karriere efter blot 49 dage ved magten. En ”retfærdig, fredelig og fornuftig verden” brød sammen, siger den i dag 82-årige østtysker, som aldrig for alvor har erkendt sit medansvar for regimets forbrydelser. Én skelsættende beslutning stiller ham dog i et mere positivt lys

Berlinmurens fald for snart 30 år siden fejres mestendels som en befrielse, en glædelig begivenhed, der forenede familier splittet mellem øst og vest, og som gav DDR-borgere mulighed for at rejse og tale frit uden frygt for Stasis klamme greb. Men der findes også en ganske anden version. En fortælling om et harmonisk lands tragiske sammenbrud som følge af pres og sanktioner fra ondsindede vestlige stormagter. Den i dag 82-årige Egon Krenz er inkarnationen af denne fortælling. I dag for 30 år siden, den 18. oktober 1989, blev han indsat som statschef for DDR. Et DDR, hvis befolkning i løbet af få uger ville ændre europakortet og skrive verdenshistorie. Men det var der ingen, der vidste på det tidspunkt – og da slet ikke den loyale partisoldat Krenz.

”Jeg respekterer andre meninger, men ingen kommer til at høre mig tage afstand fra DDR,” har han sagt.

Egon Krenz blev valgt til DDR’s leder, da han sammen med socialistpartiet SED’s ledelse tvang sin mangeårige mentor og forgænger, Erich Honecker, til at træde tilbage. Modsat Honecker, som havde siddet på magten i det østtyske diktatur i 18 år, blev Krenz’ regeringstid kort. Tre uger efter at han var blevet indsat som generalsekretær for SED, faldt Berlinmuren. Og fire uger senere trak Muren DDR og dets regeringschef med sig i faldet. 49 dage fik han ved magten. Siden har han optrådt som utrættelig forsvarer af det østtyske diktatur, og i dag 30 år efter begræder han stadig den socialistiske stats sammenbrud.

DDR var ikke på ruinens rand i 1989. Den økonomiske tilbageståenhed skyldtes, at Vestens sanktionspolitik havde hindret DDR i at udvikle sig, sagde han ved en mindehøjtidelighed for 70-året for DDR’s grundlæggelse i Berlin-bydelen Marzahn forleden. Vesten ”tog over” dengang, ”albuerne” rykkede ind i Østtyskland, og det betød enden på en ”retfærdig, fredelig og fornuftig verden”, sagde han og blev hyldet af de 350 tilstedeværende tidligere partikammerater.

Fremtiden tilhører dog stadig socialismen, mener Egon Krenz, ikke kapitalismen.

”Også selvom vi sandsynligvis ikke selv kommer til at opleve det igen,” sagde han til tilhørerne ifølge avisen Berliner Kurier.

Dengang som nu opfatter Krenz sig som et offer for historien. Og han har aldrig formået at lægge fortiden bag sig. Som ung gjorde han karriere i SED’s ungdomsorganisation, Freie Deutsche Jugend, og i midten af 1960’erne blev han sendt på det sovjetiske kommunistpartis eliteuniversitet, hvor han læste samfundsfag. Efter sin hjemkomst fra Moskva blev han i 1971 medlem af det østtyske parlament. To år senere kom han med i SED’s centralkomité, i 1983 blev han medlem af politbureauet og året derpå udnævnt til Erich Honeckers stedfortræder.

I 1989 begyndte de skrantende socialistiske lande for alvor at slå skår. Hundredtusinder tog flugten via Ungarn og vesttyske ambassader i østblokken. I løbet af efteråret begyndte flere og flere østtyskere at gå på gaden for at protestere mod styret. Det hidtil usete folkelige pres førte til, at den 77-årige Honecker blev afløst af sin kronprins, den på det tidspunkt 52-årige Egon Krenz.

Krenz var ikke kendt som en mand, der gik med fløjlshandsker. Da Kina i sommeren 1989 satte hæren ind mod demonstranter i Beijing og dræbte hundredvis, måske tusinder af civile, var det med støtte fra Egon Krenz, der udtrykte tilfredshed med, at der var blevet ”gjort noget for at genoprette ordenen”. Som ny statschef lovede han dog over for DDR-borgerne i en tv-tale at ”forny det socialistiske samfund”. Men heller ikke han havde reformplaner, og han blev mødt af buh-råb af de protesterende folkemasser.

Han forsøgte at stoppe masseprotesterne ved at lempe lovgivningen – først og fremmest med løfter om fri udrejse. Men da politbureauet den 9. november ophævede østtyskernes rejserestrik-tioner, væltede de historiske begivenheder over hinanden med sådan en fart, at Krenz ikke kunne følge med. Muren faldt samme nat, og et år efter var Tyskland genforenet.

Og historien var ikke Krenz nådig. I 1997 blev han idømt seks og et halvt års fængsel for at være medansvarlig for drabene på 4 af de omkring 140 østtyskere, der blev skudt, da de prøvede at flygte over Berlinmuren. Han rasede, kaldte retssystemets behandling af ham for ”sejrherrernes retfærdighed” og gik hele vejen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor han også tabte.

”Jeg har fået en dom, men ikke retfærdighed,” sagde han i januar 2000, da han begyndte at afsone sin dom.

Efter knap fire år blev han i december 2003 løsladt, da en domstol i Berlin gjorde resten af fængselsstraffen betinget. Værre end fængselsdommen var dog, da han efter Murens fald blev smidt ud af socialistpartiet, som skiftede navn til PDS og i dag kalder sig Venstrepartiet.

”De, der sendte mig i fængsel, var ikke mine venner. Omstændighederne var klare. Men de, der ekskluderede mig fra partiet, var mine kammerater før. Fire uger tidligere havde de klappet ad mig. Der var meget hykleri og beregning i spil,” siger han i et nyligt interview med berlineravisen Der Tagesspiegel.

Han har selv holdt fast i, at det var ham, der indledte et fredeligt skifte hen imod et mere demokratisk DDR. Én skelsættende ting, som kan føje lidt lys til hans eftermæle, var hans ordre den 3. november om, at der ikke måtte skydes på demonstranter. En ordre, som ifølge historikere var medvirkende til at forhindre et blodbad. Freden hang på det tidspunkt i en tynd tråd, mener Egon Krenz selv i dag.

”Jeg var meget bange for, at der kunne ske noget, ikke bange for, at noget personligt kunne ske med mig, det var ikke spørgsmålet, men at det kunne være kommet ud af kontrol,” siger han ifølge nyhedsmagasinet Stern.

”Selv den 9. november kunne der have været det alternativ, at man havde forhindret det hele, hvis for eksempel sovjetiske kampvogne var blevet indsat. Og det havde de enhver grund til at gøre,” siger han.

Helt blind er Egon Krenz dog ikke over for DDR’s fejl. Der fandtes mennesker, ”der ikke følte sig så godt tilpas”, og der var ”desværre også ofre”, ”dem fortryder jeg så meget”, siger han ifølge Berliner Kurier. For derefter at relativere Berlinmuren ved at sige, at der også i dag findes mange nye mure, for eksempel mellem Nato og Rusland.

Han har også sat andre aftryk på historien. Når især mange østtyskere i dag omtaler den fredelige revolution og Murens fald som ”die Wende” (systemskiftet), skyldes det, at Egon Krenz i 1989 introducerede begrebet i den politiske debat. Dels for at tage brodden af protestbevægelserne, dels for at positionere sig som spydspids for dialog og reformer.

Sprogbrugen om Berlin-murens fald er ikke det eneste, Krenz har tilfælles med mange tidligere DDR-borgere – eller Ossis. Hver femte tidligere DDR-borger i alderen 45-59 år mener, at den historiske begivenhed førte til ulemper, viste en undersøgelse for fem år siden. Østtyskerne vidste ikke, hvad de gik ind til, og politikerne i DDR var ikke gode nok til at forberede dem på konsekvenserne, mener Egon Krenz i dag. Den østtyske industri brød sammen, og arbejdsløsheden eksploderede.

”Vi burde i 1989 have sagt, I står foran en beslutning: Enten består vores land, eller også bliver det opslugt. Og denne konsekvens, må jeg ærligt indrømme, så vi ikke dengang,” siger den 82-årige Krenz ifølge Stern.

Som leder af den socialistiske ungdomsorganisation FDJ overrakte Egon Krenz i 1981 Ernst Thälmann-medaljen til sin mentor, Erich Honecker. Den 18. oktober 1989 var Krenz med til at vælte Honecker og afløste ham som DDR’s sidste kommunistiske statsleder. – Foto: Ullstein - Adn-Bildarchiv/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Den 9. november kunne der have været det alternativ, at man havde forhindret det hele, hvis for eksempel sovjetiske kampvogne var blevet indsat. Og det havde de enhver grund til at gøre.

Egon Krenz, DDR's sidste leder