Prøv avisen
Interview

DDR-vagten, der åbnede grænsen: ”Det var den værste og skønneste dag i mit liv”

En halv time efter at Harald Jäger havde besluttet at hæve grænsebommen ved Bornholmer Strasse, var de andre seks grænseovergange til Vestberlin ved midnat til den 10. november også åbnet. Strømmen af østtyskere, der ville se sig om i vest, fortsatte de følgende døgn ved Jägers grænsepost. – Foto: Ullstein bild/Ritzau Scanpix.

I morgen er det 30 år siden, at den østtyske grænsevagt Harald Jäger trodsede Stasis ordrer og hævede den første grænsebom i Berlin. Beslutningen betød reelt Murens fald. Men jeg er ingen helt, siger den nu 76-årige østtysker, som er træt af at høre tidligere DDR-borgere beklage sig

DDR-grænsevagten Harald Jäger havde sat sig godt til rette ved et af de fem borde i den lille kantine. En skive brød med pølse, en skive med ost og en kande te. Klokken var lidt i syv om aftenen, vejret udenfor var tørt og mildt. Endelig lidt ro, tænkte den 46-årige østtysker. Hans chef var taget hjem, og Jäger havde som stedfortrædende leder ansvaret for grænse-overgangen ved Bornholmer Strasse mellem DDR-hovedstaden Østberlin og det kapitalistiske Vestberlin.

Noget var i gære i DDR. I august var de første mange hundrede østtyskere flygtet via den østrigsk-ungarske grænse til Vesttyskland, og siden september var tusindvis af borgere i Leipzig begyndt at gå på gaden hver mandag i protest mod regimet. Stasi-chef Erich Mielke havde optrappet sikkerhedsberedskabet, og Harald Jäger, hans chef og en tredje mand skiftedes til at have kommandoen ved grænsebroen 24 timer ad gangen.

Men ellers var denne dag, den 9. november 1989, for Harald Jäger en ganske normal og som altid temmelig kedelig dag i tjenesten. At han i løbet af knap fire timer skulle træffe en beslutning, som ville være med til at ændre europakortet og vende op og ned på verdensordenen, vidste han intet om.

Harald Jäger tog en bid brød i munden og blev fanget af en udsendelse på det sort-hvide fjernsyn i et hjørne i kantinen. Det var en pressekonference, og Günter Schabowski, en højtstående DDR-politiker og talsmand for regimets SED-parti, læste op af et stykke papir. En ny lov ville ophæve rejserestriktionerne, så DDR-borgere for første gang i 28 år frit kunne krydse grænsen, lød det. En journalist på tv spurgte, hvornår loven trådte i kraft, en tydeligt rådvild Schabowski, som ikke selv havde deltaget i det pågældende politbureau-møde tidligere på dagen, hvor beslutningen var blevet truffet, fumlede med sit papir og svarede:

”Så vidt jeg ved … straks, med øjeblikkelig virkning.”

Harald Jäger holdt op med at tygge. Resten af maden blev på tallerkenen. Hvad er det for noget åndsformørket vrøvl, udbrød han, min chef må have glemt at overlevere vigtige informationer fra partitoppen. Han ringede derfor til sin overordnede, oberst Rudi Ziegenhorn fra Stasi-ministeriet. Obersten gjorde det imidlertid klart, at de gamle regler fortsat gjaldt.

”Ringer du på grund af det vrøvl?”, sagde han.

Kommer der DDR-borgere til grænsen, skal de sendes væk, lød ordren. Der stod allerede en flok mennesker ved grænseovergangen og kiggede på vagterne, og flere kom hele tiden til. Harald Jäger gik ud til dem.

”Hvordan forholder det sig med det, der blev sagt på tv,” ville folk vide.

Harald Jäger svarede:

”Hvis I har et udrejsevisum, kan I rejse ud.”

”Men han har sagt, at det gælder straks,” indvendte de.

Harald Jäger mærkede stressen sitre i kroppen. I løbet af kort tid stod der 500-600 mennesker ved grænsen og betragtede vagterne og bommen, som blokerede vejen til Vestberlin. En journalist i mængden begyndte at hidse folk op.

Harald Jäger ringede igen til oberst Rudi Ziegenhorn. Hvad skulle han dog gøre med den voksende menneskemasse, som nægtede at forlade grænsen? Det anede obersten ikke.

”Jäger, nu skal du høre engang, hvad de siger deroppe,” sagde obersten med henvisning til DDR’s ledelse.

”Jeg ringer nu til dem”, sagde obersten, ”og du holder din mund og lytter med”.

Obersten ringede op på en anden telefon og lagde de to telefonrør mod hinanden, så Harald Jäger kunne følge med i samtalen. Obersten fik en general og stedfortræder for Stasi-chef Mielke i røret og skildrede situa-tionen ved grænsen for generalen. Så sagde generalen spidst:

”Er denne kammerat Jäger overhovedet i stand til at bedømme situationen korrekt? Eller er han ganske enkelt bare bange?”

Harald Jäger stod som forstenet med øret mod røret. Det kan ikke være sandt, tænkte han. Han havde tjent ved grænsen i 28 år, han havde været med til at opføre Muren i 1961. Og nu fik han at vide fra toppen, at han – på almindeligt tysk – var et fjols. Den østtyske partitop havde monopol på sandheden i kampen for det socialistiske paradis, men de anede tydeligvis ikke, hvad der foregik blandt deres egne borgere, tænkte Jäger. Han lagde på.

Samtidig blev stemningen ved grænsen mere og mere anspændt. Folk stod skulder ved skulder foran grænsebommen. Så langt øjet rakte.

”Vi vil ud,” sang de.

Hvad skulle Jäger stille op? Åbne grænsen? Skyde? Vagterne måtte gribe til våben og sætte sig til modværge, hvis de følte, at deres liv var truet. For Guds skyld ikke skyde, tænkte han. Men at åbne grænsen. Det ville være højforræderi. Så kom der et opkald fra oberst Rudi Ziegenhorn. Han sagde:

”Jäger, du gør følgende: Luk et par stykker ud for at skabe ro. Men dem, der opfører sig provokerende, giver du et stempel i passet, og de skal ikke have lov til at rejse ind igen.”

Harald Jäger åndede lettet op. Endelig en ordre, der var til at forstå. Vagterne lukkede en håndfuld mennesker over grænsen. Nogle af dem fik et stempel. Efter halvanden time kom de første tilbage, blandt andet et ægtepar, som efter det korte eventyr i friheden måtte tilbage til deres sovende børn i Østberlin. Men manden havde fået et stempel i passet og var forment tilbagerejse. Hans hustru begyndte at græde.

”Min mand har intet galt gjort, han er stadig DDR-borger,” sagde hun.

Harald Jäger talte med ægteparret. Flere spørgsmål begyndte at nage ham. Hvad er det for noget uretfærdigt idioti, vi er i gang med, tænkte han og besluttede at lukke alle ind igen. Nu gør du det, du mener er rigtigt, tænkte han.

Og så skete det. Han bad sin vagt ved grænsebommen om at hæve bommen.

”Hvad sagde du, Harald?”, spurgte den vantro vagt.

”Åbn grænsebommen.”

Bommen gik op en halv time før midnat. Folk løb og lo og omfavnede spontant vesttyskere på den anden side. For Harald Jäger stod alting stille. Han kunne ikke mærke jorden under sig. Som om han svævede. Han stod et par minutter. Så gik det op for ham, at han måtte ringe til obersten og sige, at han havde indstillet kontrollen. Han gik ind i et rum, hvor fire af hans vagter sad. Så var han i det mindste ikke alene. Han følte sig utilpas og forestillede sig, at en knytnæve ville ramme ham gennem telefonrøret. Han ringede til oberst Rudi Ziegenhorn.

”Ja, Jäger?”

”Oberst, jeg har ikke kunnet opretholde kontrollen. Jeg har åbnet grænsen for alle.”

Der var stilhed i den anden ende. To sekunder. Tre sekunder. Så sagde obersten i et faderligt tonefald:

”Det er godt, min dreng.”

Og lagde på.

Harald Jäger skænker sig en kop kaffe på marmorbordet, læner sig tilbage i sofaen, slubrer af koppen og sidder lidt i tanker. 30 år er gået siden den skæbnesvangre aften, som førte til Murens fald og den kolde krigs afslutning.

”Det var den værste og den skønneste dag i mit liv,” siger den 76-årige pensionist så og smiler over hele ansigtet.

”Jeg har lige siden tænkt på oberstens ord. Det var, som om han sagde til mig: ’Har du endelig forstået, hvad du bør gøre?’. At åbne grænsen. Den ordre kunne han ikke give. Det ville have krævet enighed blandt alle Warszawapagt-landene. Men det blev den dumme Jäger, der gjorde det,” siger Harald Jäger, som bor sammen med sin hustru i en etageejendom i en landsby nordøst for Berlin.

Harald Jäger er ofte blevet iscenesat som en helt, der ”åbnede Muren”. Men han er ingen helt, og han har ikke åbnet Muren, betoner han.

”De DDR-borgere, som stod foran os, ønskede deres frihed, og det var deres krav, der forårsagede min beslutning. Havde de ikke været der den aften, var Muren aldrig blevet åbnet,” siger han.

Men De kunne dog have handlet anderledes?

”For mig var det magtpåliggende, at der ikke blev udgydt blod. Det var mine landsmænd, der stod foran mig, og de ville ikke dræbe mig. Heller ikke selvom jeg var Stasi-mand. Det er sandt, at vi kunne have reageret anderledes,” siger han og nævner, at der var en reserveenhed på 50-60 bevæbnede mænd, som han kunne have tilkaldt.

”Men hvordan ville det så være endt? Panik ville sikkert være brudt ud.”

Da grænsen først var åbnet den aften, var han ikke i tvivl om, at det var en rigtig beslutning. Tidligt om morgenen ringede han til sin søster og fortalte hende om begivenheden.

”Har I skudt?”, spurgte søsteren.

”Nej, der blev ikke skudt.”

”Så har du gjort det rigtige,” sagde hun.

Harald Jägers beslutning ændrer dog ikke ved, at han var regimets mand. Frem til erkendelsen den aften af, at noget var galt i DDR, havde han viet sit liv til at hindre folk i at forlade diktaturet.

”Naturligvis er der nogle, der betragter mig som gerningsmand. De, jeg har været med til at spærre inde, har jeg med sikkerhed gjort ondt. Men i det store og hele har jeg betragtet det sådan, at der ved grænser er en bevogtning – også ved grænsen til Danmark – og det arbejde må nogen udføre, og jeg så det som min opgave at opretholde lov og orden,” siger den tidligere Stasi-vagt og betoner, at han har været heldig aldrig at skulle skyde på mennesker.

Flere end 600 DDR-borgere blev skudt og dræbt af grænsevagter eller døde på anden måde under flugtforsøg.

”Ville jeg selv have skudt? Det spørgsmål kan jeg efter 30 år stadig ikke svare ja eller nej til. Jeg kan ramme en skydeskive, men et menneske? Det, jeg kan sige, er, at én død var én for meget. Havde de mennesker haft rejsefrihed, havde der ikke været nogen døde,” siger han.

Fortyder De noget i forhold til deres politiske overbevisning dengang?

”Nej. Det var mit liv. Sådan var jeg opdraget, og jeg var overbevist om, at den socialistiske samfundsorden – med alle de fejl og modsætninger, den måtte have – var bedre end den kapitalistiske. At den var den eneste, der var værd at kæmpe for. Ellers havde jeg ikke kunnet udføre mit arbejde. Man forsøgte at være tilfreds med tilværelsen og retfærdiggøre problemer med, at dem måtte vi en dag kunne overvinde.”

Men det socialistiske paradis var sidst i 1980’erne rabundus, og efter grænseåbningen gik det stærkt. Mindre end et år efter var Østtyskland blevet indlemmet i Vesttyskland. Men i dag, 30 år efter, omtaler man stadig det tidligere DDR som ”de nye forbundslande”, og mange østtyskere har en følelse af at være andenrangsborgere. Var Murens fald og genforeningen den rigtige beslutning? Entydigt ja, mener Harald Jäger.

”Mange skælder ud over, at alt i DDR var bedre. Også blandt mine venner og bekendte. Så siger jeg: ’I har alle været på gaden og råbe, at I ville have rejsefrihed, at I ikke ville vente 12 år på en bil, at I ville have friske grøntsager og sydfrugter om vinteren, I ville have dit og dat, og det har I jo fået’,” siger han.

”DDR-borgere har tænkt, ’jeg beholder alt det gode fra DDR, billig husleje, sikker arbejdsplads, og så tager jeg i øvrigt imod vestpengene og rejsefriheden og vil også have en Mercedes’. Men det går ikke. Alle samfundsindretninger har deres gode og dårlige sider,” siger han.

Normalt hører man kun vesttyskere, wessis, sige, at østtyskerne er nogle ”jammer-ossis”. Men Harald Jäger mener, at mange tidligere DDR-borgere er forkælede.

”Vi besøgte nogle år efter Murens fald et feriested i Tjekkiet. Det var alle østtyskere, mine pårørende og bekendte var der også, og mange af dem klagede og jamrede sig, ’jeg er arbejdsløs, sådan var det ikke hos os før’. Den tjekkiske leder af feriestedet sagde, ’sig mig engang, hvorfor jamrer I? I har fået vestpenge, I har fået en masse godt fra Vesttyskland. Ved I hvad? Vi har ikke noget Vesttjekkiet, der forærer os penge’. Så blev der stille.”

Det betyder imidlertid ikke, at omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi var smertefri, betoner Harald Jäger. Han var selv arbejdsløs de første to år efter genforeningen, og det var det værste.

”Efter Murens fald råbte folk, ’ud med Stasi, ud med terroren, ud med det skrald’. Men jeg måtte ikke engang gå ud med skraldet, hvis De forstår. Jeg måtte ikke være gadefejer,” siger han med henvisning til, at han som tidligere Stasi-mand ikke måtte varetage et offentligt embede.

”Det var traumatisk for mig. Man følte sig mindreværdig. Der fandtes jo ingen arbejdsløshed i DDR. Min hustru blev også arbejdsløs. Dagligdagen blev dyrere, og angsten for ikke at have penge nok svævede som et damoklessværd over en. Jeg søgte desperat efter et halmstrå,” siger han.

Et halmstrå fandt han dog. Først solgte han aviser fra boder rundt omkring i Berlin. Siden kørte han rundt og solgte frosne fødevarer fra en varevogn. Til sidst blev han bestyrer i en avisbutik frem til sin pension i 1996.

Når mange østtyskere føler sig trådt på, er det heller ikke helt forkert, medgiver Harald Jäger. Forkætret er især institutionen Treuhand, som stod for omstillingen af DDR’s cirka 8000 nedslidte og ofte stærkt forgældede statslige virksomheder til privat eje med vesttyskere i spidsen. Det gik hårdt ud over mange østtyskere, siger han.

”Østtyskerne havde ingen kapital til selv at kunne opkøbe virksomheder, og bankerne stillede dem bagerst i køen, hvis de ville have kredit. Vesttyske iværksættere fik nemt kredit og kunne opkøbe virksomheder for ganske få penge. De moderniserede driften, og efter fire-fem år flyttede de virksomheden til Bangladesh eller Rumænien. De skrabede bogstaveligt talt til sig selv, og de arbejdsløse, som de efterlod sig, interesserede dem ikke,” mener han.

”Men sådan fungerer kapitalismen, det vidste vi jo i teorien godt, det havde Marx lært os.”

Friheden ville han dog ikke bytte for noget. Efter Murens fald gik hans og hustruens første udlandsrejse uden for Østblokken til Bornholm – øen, der havde lagt navn til hans arbejdsplads, og som han og kollegerne ofte for sjov havde talt om at besøge.

”Det var vidunderligt. Renheden var imponerende,” siger han.

Siden besøgte de Skagen, og Harald Jäger gør fagter for at illustrere, hvordan bølgerne fra Nordsøen og Østersøen væltede ind over hinanden. Danskernes åbenhed er imponerende, mener han.

”Vi besøgte en landsby, dørene stod åbne hos folk, man kunne gå lige ind, og folk var meget venlige,” siger han.

Derfor ærgrer det ham, at det højrenationale parti Alternativ for Tyskland de seneste år har vundet store valgsejre i det tidligere DDR og konsolideret sin magt som nyt østtysk folkeparti. For partiet er en trussel mod friheden, mener Harald Jäger, der altid har stemt på Venstrepartiet, det østtyske SED-regeringspartis arvtager.

”Mange DDR-borgere er politisk uerfarne og uovervejede. Da flygtningene kom, var mange bange for at miste det, de havde. De mener, at regeringen bekymrer sig mere for flygtninge. Det er ikke sandt, selvom flygtninge naturligvis koster mange penge. Alligevel bliver det til parolen: ’Ud med udlændingene’. De glemmer, hvor meget hjælp, de selv har fået,” siger den 76-årige pensionist.

For mig var det magtpåliggende, at der ikke blev udgydt blod. Det var mine landsmænd, der stod foran mig.

Harald Jäger
”For mig var det magtpåliggende, at der ikke blev udgydt blod. Det var mine landsmænd, der stod foran mig,” siger den 76-årige Harald Jäger om aftenen for 30 år siden, hvor han var med til at skrive historie. – Foto: Tobias Stern Johansen.
Allerede som ganske ung meldte Harald Jäger sig til det østtyske grænsepoliti. – Foto: Privat.